19. DEC. 2022 KL. 15:17
2022: Ny regering satte punktum for året
19. DEC. 2022 KL. 15:17
Traditionen tro kigger vi i årets sidste nyhedsbrev fra Fagbladet Boligen tilbage på højdepunkterne i den almene boligsektor i året, der gik.
Maksimumbeløb, inflationshjælp, hjemløse, ny boligaftale og et spritnyt regeringsgrundlag er bare en håndfuld af de vigtige dagsordener, BL har arbejdet med i 2022.
Alt i alt et spændende og begivenhedsrigt år med masser af gode takter, som vi arbejder videre med i 2023 til fordel for de almene boligorganisationer og vores 1 million almene beboere.
Her kan du dykke ned i året, der gik.
Tilbage i januar og februar kortlagde BL de alvorlige problemer, som de almene boligselskaber havde med at gennemføre det planlagte byggeri på grund af priser på himmelflugt. En analyse fra BL viste, at kommunerne frem til januar 2022 havde givet tilladelse til at opføre 3.250 almene boliger, men kun lidt over 500 var sat i gang. Årsagen var, at man med de høje byggepriser ikke kunne holde byggebudgetterne indenfor det daværende maksimumbeløb.
BL pressede gennem længere tid på for en politisk løsning. Vi foreslog at indføre et særligt ”gennemførelsesbidrag” til de byggerier, som lå op til 20 procent over maksimumbeløbet. Det arbejde bar frugt i september, hvor den daværende regering sammen med Ø, SF og DF meddelte, at almene byggeprojekter med samlet 1.400 boliger ville få godkendt de omkostninger, som oversteg maksimumbeløbet med op til 20 procent.
En anden dagsorden, der har fyldt meget i BL’s arbejde er det faktum, at Danmark og andre dele af verden er ramt af den højeste inflation i 40 år. I oktober satte inflationen rekord med 10,1 procent. Dramatiske tal, der rammer de svageste grupper hårdt. BL har både på den politiske bane og i Fagbladet Boligen kommunikeret intenst om, hvordan de stigende priser har ramt især pensionister, dagpengemodtagere, studerende, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Altså almene lejere med en begrænset indkomst.
I oktober præsenterede Socialdemokratiet så en inflationspakke på 5.000 kroner til 70.000 almene beboere, som har svært ved at betale huslejen. I præsentationen af forslaget blev der henvist til BL’s inflationsanalyse, der viser, at mange almene beboere er hårdt pressede af den stigende inflation. Og vinterens høje varmeregninger kan forudses at presse mange familier så hårdt, at de kommer bagud med huslejen.
BL anerkendte, at der blev sat fokus på inflationshjælp, for det er helt nødvendigt. Derimod var vi meget kritiske overfor Socialdemokratiets forslag om, at i alt 350 millioner kroner til inflationshjælp skulle finansieres af Landsbyggefonden /Nybyggerifonden ved at udskyde helt nødvendige renoveringer og energirenoveringer. I stedet foreslog BL, at man benytter boligsikring og boligydelse til hurtigt og ubureaukratisk at udbetale et tilskud til de familier, der er udsættelsestruet.
Men hvor skal pengene komme fra? BL foreslår, at de 350 millioner kroner finansieres over finansloven, nemlig af de 1,5 milliarder kroner, som er til at støtte havvindmøllerne, men som har vist sig overflødig, fordi elpriserne er steget så meget. BL vil fortsat arbejde målrettet på, at den nydannede SVM-regering tager udgangspunkt i BL’s forslag, når de skal finde en finansieringsmodel i januar.
Artiklen fortsætter under billedet