08. SEP. 2022 KL. 09:45

1.400 planlagte almene boliger reddes og byggerier kan sættes i gang

Oerested

I februar kortlagde BL al det nybyggeri, som der er blevet givet tilladelse til siden starten af 2021. Boligorganisationerne har set ind i at måtte opgive tre-fjerdedele af al det nybyggeri, som har været udbudt. Det ser nu anderledes ud.

Almene boligorganisationer har byggeprojekter i mange af landets kommuner, der ikke kan gennemføres på grund af de høje priser på byggematerialer. Nu præsenterer regeringen en løsning for en del af de sovende projekter og et generelt løft af maksimumbeløbet.

Byggeprojekter med samlet 1.400 boliger kan få godkendt omkostninger, som er op til 20 procent over maksimumsbeløbet. Desuden bliver maksimumsbeløbet ekstraordinært reguleret med 5,5 procent.

Det har regeringen indgået aftale med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti om.  

Byggeriet af de 1.400 boliger er udskudt, fordi stigende priser på byggematerialer og et generelt prispres i bygge- og anlægsbranchen har gjort det vanskeligt for almene boligorganisationer at holde byggeomkostninger under det lovbestemte maksimumbeløb for alment byggeri.

For at forhindre omfattende huslejestigninger er regeringen og de tre aftalepartier også enige om, at den eventuelt 20 procent forhøjelse af anskaffelsessummen dækkes af et særligt gennemførselsbidrag, som finansieres af Landsbyggefonden og kommunerne, hvor byggeriet skal opføres.

Reaktioner

”Jeg er meget glad for, at vi med disse initiativer kan skabe mulighed for at opføre flere almene boliger. Regeringen har en klar ambition om at skabe mere blandede byer med flere almene boliger. Derfor har vi i en tid med stigende byggepriser fundet det nødvendigt at fravige maksimumbeløbet på en måde, som er afbalanceret i forhold til presset på bygge- og anlægsbranchen,” siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.

Halime Oguz, der er boligordfører for SF, siger:

”Jeg er utrolig glad for, at det nu alligevel bliver muligt at bygge de mange planlagte almene boliger, som ellers stod til at blive droppet på grund af stigende materialepriser. For SF er det vigtigt, at vores byer repræsenterer alle lag i samfundet. En af måderne, vi kan opnå det, er gennem opførelsen af flere almene boliger rundt omkring i Danmark, særligt i de store byer, hvor mange mennesker ikke har mulighed for at købe en dyr lejlighed eller betale en meget høj husleje i en privat lejebolig. Derfor er vi i SF glade for, at vi, på trods af udfordringerne med de stigende materialepriser, alligevel er nået til enighed om en række initiativer, der skal sikre flere almene boliger."

Søren Egge Rasmussen, der er boligordfører for Enhedslisten, siger:

”Enhedslisten finder det vigtigt, at det planlagte almene byggeri kan gennemføres. Derfor er det glædeligt, at der nu findes en løsning for 1.400 almene boliger, så de bliver bygget. Vi vil også meget gerne sikre flere almene boliger og vil gerne drøfte med boligministeren muligheder for at hæve maksimumsbeløbet for flere boliger og andre økonomiske løsninger for at sikre udbygningen med almene boliger.”

Alex Ahrendtsen, der er boligordfører for Dansk Folkeparti, siger:

”For Dansk Folkeparti er det vigtigt at få gang i byggeriet af billigere boliger, og derfor giver det god mening midlertidigt at forhøje maksimumsbeløbet.”

Flere byggerier vil blive sat i gang

BL kortlagde i januar og februar de alvorlige problemer, som de almene boligselskaber havde med at gennemføre det byggeri, som der blev givet skema A til i 2020 og 2021.

Konkret viste BL’s analyse, at kommunerne frem til januar 2022 havde givet tilladelse til at opføre 3.250 almene boliger, men kun lidt over 500 var sat i gang.

1.400 havde været udbudt, men tilbudspriserne havde været så høje, at de måtte opgives. Andre 1.400 boliger var slet ikke blevet udbudt.

”BL har gennem længere tid presset på for en politisk løsning, og vi er meget glade for, at der nu er fundet en løsning, der styrker mulighederne for, at 1.400 almene boliger kan gennemføres, og at der samtidig sker et generelt løft af maksimumbeløbet. Det vil sætte skub i udviklingen af den blandede by,” siger Solveig Råberg Tingey, der er viceadministrerende direktør for BL – Danmarks Almene Boliger.

”Det er gode nyheder, men vi ved også, at noget alment nybyggeri fortsat kan stå i en vanskelig situation. Derfor følger vi situationen nøje,” fortsætter hun.

Sovende projekter i flere kommuner

Hos Domea.dk, der har ventende byggeprojekter med i alt 500 boliger, der i øjeblikket ikke kan gennemføres på grund af de høje priser og maksimumbeløbet, hilser de initiativerne velkommen.

”Det gør os i stand til at gennemføre en del af de projekter, som ellers kun er nået til støbeskeen, hvis ellers puljen rækker, for vi er jo mange på landsplan, som står med disse udfodringer,” siger Thomas Holluf Jensen, der er administrerende direktør for Domea.dk

”Det er vi og vores kunder, ligesom dem, der venter på boligerne, beboerne og de lokale entreprenører, naturligvis glade for,” fortsætter han.

Domea.dk har sovende projekter i flere af landets kommuner, for eksempel Tønder Hedensted, Give og København. 

Om maksimumbeløbet

Maksimumbeløbet er differentieret på boligtype og geografi og reguleres én gang årligt pr. 1. januar - første gang var januar 2005. Maksimumsbeløbet fastsættes på byggeriets påbegyndelsestidspunkt (tidspunktet for kommunalbestyrelsens godkendelse af skema B).

I hovedstadskommunerne måtte familie- og ungdomsboliger i 2021 i henhold til reglerne for maksimumbeløb for alment byggeri højest koste 21.460 kroner pr. kvadratmeter. Ældreboliger, der kræver specialindretning og specielt udstyr, måtte koste 31.190 kroner pr. kvadratmeter.

I Aarhus, Skanderborg, Odder, Holbæk, Ringsted, Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Odense, Silkeborg, Vejle, Fredericia, Kolding og Horsens kommuner må opførelsen af ungdoms- og familieboliger koste 18.170 kroner pr. kvadratmeter.

I øvrige provinskommuner må ungdoms- og familieboliger højest koste 16.910 kroner pr. kvadratmeter.

Læs senere artikler

Forstå maksimumbeløbet på 1 minut

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Fsb og Domea.dk: Hæv nu maksimumbeløbet

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

”Nu skal der findes en løsning på maksimumbeløbet”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Regnar Nielsen BL
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Efter fem år virker hjemløsegaranti stadig

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Efter fem år virker hjemløsegaranti stadig

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste