27. SEP. 2023 KL. 12:50

Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet

Stinewadskaermunch01

”Jeg er en del af familiernes verden, men jeg forstår også, hvad der sker inde i socialforvaltningen, og hvordan en forening ser ud indefra," siger Stine Wadskær Munch. Foto: Andreas Holm Hansen

På et lille år er godt 70 udsatte børn på Nørrebro begyndt at gå til noget efter skole. Lokal brobygger forbinder aktørerne, lyder det fra ekspert.

”Er I startet på den nye sæson, Stine?”

En ung mand er faldet i snak med Stine Wadskær Munch i Blågårdsgade på Nørrebro i København. Han er ved at spise en pita i solen udenfor en shawarmarestaurant. De to kender tydeligvis hinanden.

”Ja, vi er. Skal du ikke være med? Jeg kommer til at punke dig for at blive træner,” siger Stine med et stort smil. Manden smiler bredt tilbage og er ikke afvisende overfor den ide.

Stine er bydelens brobygger. Hun har ben solidt plantet hos flere af de aktører, der arbejder i området, og er ansat af både den boligsociale helhedsplan (NørreBrobyggerne), kommunens socialforvaltning og den lokale fodboldklub, Nørrebro United.

Stines opgave er helt konkret at få flere børn i udsatte positioner ind i foreningslivet. Og det lykkes hun med. Hun har været ansat i et lille år og har fået godt 70 børn ind i forskellige foreningstilbud.

”På mange måder er mit arbejde jo ret usynligt, fordi jeg hele tiden bliver limen mellem boligområder og foreningsliv, mellem kommune og boligområder, mellem kommune og foreningsliv. Mellem mennesker, der laver vidt forskellige ting. Det er min helt overordnede rolle – at bygge bro og få folk til at tale sammen,” fortæller Stine Wadskær Munch.

Artiklen fortsætter under citatet.

”Jeg tror, det kan tælles på en hånd, hvor mange timer om ugen jeg sidder ved min computer. Jeg ringer og skriver mails og sms’er på min telefon. Og så er jeg jo rundt omkring i området."

Stine Wadskær Munch

Foreningsbrobygger og boligsocial medarbejder på Nørrebro i København

Ikke vant til foreningslivet

Opgaven med at få flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet er lidt af en gordisk knude, der har været forsøgt løst på mange måder. For det er en svær målgruppe, forklarer Stine.

”Det kan være familier, som er forenings-uvante. Det vil sige, at forældrene måske ikke er vokset op med at gå til noget efter skole. Måske er de vokset op et helt andet sted end Danmark. Så er der mange koder, de skal lære, og generelt mangler de bare erfaring og viden.”

Og så er der de decideret udsatte familier, som både er uvante med foreninger og har alle mulige andre udfordringer, fortæller Stine.

”Der kan være sprogbarrierer, børn med udfordringer og diagnoser, forældre der kan være traumatiseret af krig og andre ting. Der kan være helt vildt mange ting på spil, som gør, at der ikke bare findes et overskud i hverdagen til at tage lille Alia i hånden og følge hende til springgymnastik, fodbold eller taekwondo.”

Det lokale kendskab rykker

Det, Stine Wadskær Munch kan se, der virker, er det opsøgende arbejde med at skabe relationer til områdets beboere.

”Jeg er jo til stede, når der er lokale arrangementer som Eid, kulturfest i Lunden (Lundtoftegade), dialogaftener eller andre små ting. Jeg besøger Bydelsmødrene, Baba og andre beboerdrevne fællesskaber som fx Familiegruppen her i Blågården, der også har ugentlige aktiviteter. Jeg kender folk og hilser på dem på gaden. Og lige pludselig har de jo en idé om, hvem jeg er, og hvad jeg kan hjælpe med.”

Netop det lokale kendskab, koblet med muligheden for at gå på tværs af aktører, rykker noget, siger Stine.

”Jeg er en del af familiernes verden, men jeg forstår også, hvad der sker inde i socialforvaltningen. Jeg forstår også, hvordan en forening ser ud indefra, og jeg kender boligområderne og mine boligsociale kollegaer, der jo også laver alle mulige vigtige ting rundt omkring.”

Artiklen fortsætter under billederne.

Baggårdsbold01

1 / 3Nørrebro Uniteds "Baggårdsbold" lader børn i alderen 4-7 år prøve kræfter med fodbold i en række boldbure på Nørrebro. Stine Wadskær Munch står for et hold i Stengade. Foto: Nørrebro United

Baggårdsbold02

2 / 3

Baggårdsbold03 2

3 / 3

Og selvom Stines jobbeskrivelse lyder på at hjælpe børn og unge ind i foreningslivet, så er det ofte ikke kun dem, hun hjælper på vej.

”Når jeg for eksempel møder en enlig mor, der måske har alle mulige andre udfordringer, end at børnene ikke går til noget efter skole, så bliver jeg med det samme nysgerrig på, hvor jeg kan sende hende hen, så hun også har lettere ved at mestre hverdagen og livet generelt.”

Ifølge Stine handler det i høj grad om at møde de unge og deres familier der, hvor de er, og tage dem i hånden. Derfor møder hun for eksempel gerne op til en snak i boligområdet på skæve tidspunkter eller tager med til foreningsaktiviteten de første par gange.

”Foreningslivet er jo skabt af den gennemsnitlige, ressourcestærke dansker og er dermed også lavet til den målgruppe. Så hvis man nu ikke er det, så kan det være meget svært at vide, hvordan man skal passe ind. Og det, at der er nogen, der lige ser én og siger: ”Bare kom her, vi skal nok finde ud af det”, tror jeg, gør en stor forskel. For hvis ikke man føler sig mødt, så kommer man nok heller ikke næste onsdag,” siger Stine Wadskær Munch.

Skaber sammenhæng på tværs

Den rolle, Stine varetager på Nørrebro, fungerer rigtigt godt.

Det siger Jonas Følsgaard Grønvad, der er seniorkonsulent ved Center for Boligsocial Udvikling. Sammen med en række kollegaer er han lige nu ved at lægge sidste hånd på en rapport, der ser nærmere på brobyggere flere steder i landet. Her har de blandt andet kigget på Stines arbejde.

 ”Når der er en række aktører, som udfylder forskellige roller og hjælper børn på forskellige måder, kan man ende med, at der ikke er nogen, der er i stand til at skabe sammenhæng eller se på tværs i forhold til det enkelte barn. Og den rolle har Stine jo her. Hun arbejder i spændingsfeltet mellem socialforvaltningen, foreningerne og det boligsociale,” forklarer Jonas Følsgaard Grønvad.

Han peger også på vigtigheden af, at Stine har en indgående forståelse for de forskellige roller, de lokale, det kommunale og foreningerne har.

”Stine har jo blandt andet et blik for og kendskab til, hvilke foreninger der har lettere ved at tage hånd om og rumme børn, som måske har nogle andre udfordringer end dem, man normalt støder på. Nogle gange handler det ikke kun om at klæde familierne på til at passe ind i en forening, men også om at arbejde med foreningernes evne til at imødekomme børn med forskellige udgangspunkter.”

Jonas Følsgaard Grønvad understreger også alt det gode, børn og unge får ud af at blive en del af et foreningsliv.

”Det har i den grad nogle positive indvirkninger på blandt andet sundhed og trivsel, ligesom det kan opbygge sociale færdigheder og personlige kompetencer hos børn, som måske er i nogle udsatte positioner. Og på længere sigt kan det også være en vej videre ud i uddannelse og job,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stinewadskaermunch02

1 / 1Foto: Andreas Holm Hansen

Manglende rammer fungerer

På Nørrebro peger Stine Wadskær Munch selv på muligheden for at tænke ud af boksen, som vejen til at lykkes.

”Hvis man tænker, at man kun må være indenfor nogle meget snævre rammer, hvor man kun må bruge bestemte værktøjer, og man kun har den her tid til rådighed, så tror jeg ikke rigtigt, at familierne vil have tillid til mig.”

For det handler om at være ude blandt dem, man vil hjælpe på vej, siger Stine.

”Jeg tror, det kan tælles på en hånd, hvor mange timer om ugen jeg sidder ved min computer. Jeg ringer og skriver mails og sms’er på min telefon. Og så er jeg jo rundt omkring i området. Jeg tror, det er de rammer – eller mangel på samme – man skal arbejde indenfor, hvis man vil komme langt med det her. For det lægger sig mere op ad familiernes hverdag. Og vi skal jo ind i hverdagen for at finde ud af, hvad det er, man kan rykke på for at hjælpe dem.”

Læs senere artikler

Millionstøtte skal samle udsatte unge på Nørrebro om idræt

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Ekspert: Derfor er lommepengejob så vigtige for udsatte unge

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Christian Møller Rasmussen BL
Christian Møller Rasmussen

Christian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.

Seneste Artikel

Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsen

Christian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.

Seneste Artikel

Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsen

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste