Boligdirektør: ”Det drejer sig om at skabe et VI og ikke et DEM og OS”

Ole Nielsen er mangeårig direktør i Himmerland Boligforening. Med 66 år på bagen har boligdirektøren fulgt den rivende udvikling, som den almene boligsektor har været igennem. Og han har ikke tænkt sig at stoppe her, for han har stadig kilometer tilbage i de almene ben.

“I kan være helt rolige. Jeg bliver ikke så længe, at jeg er blevet en gammel tosse uden puls. Men for søren, hvor er der stadig meget, som jeg gerne vil være med til at udvikle for Aalborg. Jeg er stor fan af den retning, vi går i, hvor vi organisationer, kommunen og erhvervslivet i samlet flok gør Aalborg til det bedste sted at bo,” fortæller Ole Nielsen.

Han er selv barn af Aalborg og har set byen gå fra klassekvarterer til blandet by. Født og opvokset i Ø-gadekvarteret i Aalborg – 500 meter fra Himmerland Boligforenings hovedkontor i dag. Dengang lå Kvægtorvet og kreaturslagterierne side om side med de røde almene boligblokke. Et helt klassisk arbejderkvarter, præcis som vi kender det fra Erik Clausen-film, som han siger.

“Alle gik i samme skole. Vores fædre var faglærte fra Aalborg Værft, vores mødre gik hjemme for at passe de små poder, og størstedelen af mine klassekammerater blev næste generation fra værftet,” fortæller han.

Ole blev selv udlært som smed, men i stedet for at trække i læderforklæde og svejsehandsker, ville han hellere i spilletrøjen på byens rugbyhold. For det var på grønsværen, han lagde alle sine timer.

“Aalborg var cremen indenfor rugby dengang. Al min tid gik i klubben, så jeg skulle finde et job, som balancerede med mit liv som rugbyspiller,” griner Ole Nielsen, som også fik 13 år på landsholdet.

Hvad betød det at bo i en almen bolig, da du var ung?

“Mine forældre opdagede nok aldrig helt, hvad det almene kunne, selvom de blev boende i mit barndomshjem, til de døde. Hvor vi i dag har et professionelt apparat til at drifte vores boligområder og servicere vores beboere, gik der dengang en mand rundt med kakifarvet kittel og jagtede os børn. Der var heller ingen fancy helhedsplaner til at tage sig af de beboere, som havde svært ved at få livet til at fungere.

Så jeg havde helt ærligt aldrig hørt om en afdelingsbestyrelse, da jeg flyttede ind i min første bolig i Østparken. Men den var uden tvivl besat af gamle, cigarrygende mænd – ha ha. Sjovt, at jeg vidste så lidt, men det var aldrig noget, mine forældre talte om – de boede der bare.”

Artiklen fortsætter under billederne

Hvordan formede din almene karriere sig?

“Jeg startede som gårdmand i Skelagergården hos Hasseris Boligselskab, hvor der var bopælspligt. Det passede perfekt med mit rugbyliv og betalte huslejen for mig og min lille familie. Efter halvandet år flyttede jeg videre til Grønlandskvarteret som varmemester.

Siden gik det slag i slag. Først i administrationen i Boligkontoret, som på det tidspunkt havde 10.000 af byens almene boliger. Her lavede vi varmestyringsanlæg til afdelingerne, som siden udviklede sig til store drifts- og vedligeholdelsessystemer, som vi sammen med Rambøll solgte over hele landet.

Men så kom loven, som forbød almene boligorganisationer at beskæftige sig med andet end deres kernevirksomhed – at bygge og udleje boliger. Det gjorde, at jeg søgte ud i det private og blev sælger af systemer til boligforeninger. Og siden markedschef i Carl Bro, hvor jeg også havde fokus på det almene boligområde. Så jeg har altid haft et job, hvor jeg har været i berøring med den almene sektor.”

Og så startede karrieren i Himmerland Boligforening?

“Ja, jeg blev ringet op af formanden for Boligkontoret, da de i 2003 splittede sig op i tre individuelle boligselskaber – Hasseris Boligselskab, PlusBolig og Himmerland Boligforening. Jeg fik fornøjelsen af at sætte mig i direktørstolen i Himmerland Boligforening i 2004, da vi var helt løsrevet fra Boligkontoret.

Jeg er helt sikker på, at vi alle tre er enige om, at det var den rigtige beslutning, for Boligkontoret var med sine 10.000 boliger blevet for stort til, at det kunne være tæt på deres beboerne. Der var ‘demokratisk underskud’, som de kaldte det.

For os er det vigtigt, at der er et tæt samspil mellem vores beboere og medarbejdere. De skal føle sig set og hørt – det er jo dem, der ejer os. Det er også vigtigt med alsidige bestyrelser, hvor alle kan komme til, uanset alder, køn og faglig baggrund. Ingen må gro fast, for så dør udviklingen. Men det løser helt sig selv, for der er stort set hvert år kampvalg på vores repræsentantskabsmøder. Der er mange, der gerne vil være en del af vores almene univers – måske fordi vi som organisation er en tydelig aktør i Aalborg, som mange gerne vil lege med.”

Hvordan har I opbygget det renommé?

“Vi er innovative og meget åbentsindede overfor alt omkring os. Vi tænker byen og samfundet omkring os ind i alle vores projekter, så vi skaber et VI og ikke et DEM og OS. Og det begynder med at vise, at vi er de bedste og invitere folk udefra ind i vores områder.

Vi har også været med til at skabe det store ’ErhvervsNetværk 9220’, som skaber strategiske samarbejder i Nordjylland og har en lang medlemsliste af virksomheder og organisationer. Dem er vi sekretariat for, og jeg sidder selv i bestyrelsen. Så vi markerer os på mange fronter og vil gerne deltage aktivt i alle kommunens projekter.”

Har I nemt ved at finde private samarbejdspartnere, når I bygger?

“Ja, intet problem. Vi er meget involverende, og vi er ikke politiske. Og så er vi jo en topprofessionel byggeorganisation med byplanlæggere, ingeniører, bygningskonstruktører, samt ikke mindst meget dedikerede medarbejdere, som sikrer projekterne, og efterfølgende har vores medarbejdere naturligvis fuldstændigt styr på administrationen og drift. Det gør det nemt at have os som samarbejdspartnere på byggeprojekter med flere ejerformer.

I dag har vi blandet byggeri i Siloen på Aalborgs havnefront, hvor den private penthouselejlighed blev solgt for 32 millioner. Og lige nedenunder har vi etager med ungdomsboliger og familieboliger. Det kan man da kalde det ultimative blandede byggeri, hvor beboerne deler elevator, børnene går i samme skole og forældrene deler arbejdspladser. Det samme har vi gjort på den gamle Eternitfabriksgrund, som var vores første samarbejde med private udviklere. Og lige nu er vi i gang på Spritfabrikken sammen med A. Enggaard, hvor vi splejser almene ungdoms- og seniorboliger sammen med privat udlejning, med fælles beboerhus og orangeri på taget.

Det må jo give mening, for flere af vores blandede boligområder har vundet priser.

Eneste minus for os almene er finansieringen af fælleslokalerne, for det kan tage tid at få godkendt penge i Boligministeriet, når vi ikke har skøde på hele matriklen. Det er simpelt hen så fjollet, da det jo drejer sig om forholdsmæssigt små beløb. Det er lidt træls på godt jysk.”

I har lige fået en vicedirektør – hvad skal han lave?

”Han kommer ikke til at kede sig. Claus Bjørton, som han hedder, skal blandt andet kigge ind i fremtidens velfærdsopgaver og dykke ned i, hvilket potentiale der er ved at koble vores beboere og ansatte på de velfærdsopgaver, som fylder så meget i det offentlige. Kan vi levere ’varme hænder’ til omsorg af vores beboere? Kan vi levere arbejdsopgaver til beboere, som står uden for arbejdsmarkedet? Kan vi levere beboere til småjobs i andre foreninger, eksempelvis i idrætsforeningerne? Vi kan så meget mere end bare drifte boliger, hvis vi tænker kommune og boligorganisation mere sammen og kigger bredt på, hvordan vi får løst den store samfundsopgave. Og hellere være på forkant end bagkant.”