12. OKT. 2021 KL. 15:13
"Når det gælder de ældre, er det her ikke slutningen. Det er begyndelsen"
12. OKT. 2021 KL. 15:13
Sammen med de almene boligorganisationer og Københavns Kommune, vil regeringen have løst de administrative problemer og forsinkelser, som gennem flere år er opstået i forhold til at opnå tilladelse til at bygge de politisk besluttede almene boliger.
Domea's almene boligafdeling Orienten ligger på et attraktivt sted i Helsinkigade i Københavns Nordhavn.
Bygningerne er tegnet af stjernearkitekten Dorthe Mandrup.
Man kan bo i en god lejlighed til en pris, som almindelige mennesker, der løser almindelige samfundsopgaver til almindelige lønninger, kan betale.
Afdelingen og dens boliger repræsenterer alt, hvad regeringen ønsker af de 22.000 ekstra boliger, der frem til 2035 skal bygges i København og andre store byer.
Det var utvivlsomt derfor, Indenrigs- og Boligminister, Kaare Dybvad Bek og kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, havde valgt afdelingens beboerlokale til at fremlægge regeringens 14-punkts plan for, hvordan vi får byer med plads til alle.
Regeringens udspil havde da også fanget pressens bevågenhed. Cirka 30 journalister og kamerafolk var med udstyr presset sammen i det arkitektonisk veltegnede men ikke alt for store lokale.
Seniorbolig-dagsordenen
De 14 punkter var reelt allerede præsenteret i Politiken om morgenen. Derfor var pressens repræsentanter i høj grad koncentreret om at finde svar på de spørgsmål, der ikke umiddelbart kan læses i regeringens oplæg.
I løbet af de kommende 10 år bliver der i Danmark 210.000 flere danskere på over 65 år.
Ved flere lejligheder har regeringen antydet, at der var noget på vej, som også i fremtiden skal sikre de ældre gode boligmuligheder.
Men udover 30 millioner kroner til ældrevenlig indretning af byrum, er der ikke umiddelbart noget i regeringens boligoplæg, der peger på en løsning for fremtidens ældres boligproblemer.
Det kommer, lyder det fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.
”Vi starter på en proces nu, som skal sikre mere ældrevenlige byer. Herunder skal vi også finde ud af, hvordan der bliver plads til bofællesskaber og andre boformer for ældre, der nu bliver efterspurgt. Når det gælder de ældre, er det her ikke slutningen. Det er begyndelsen,” fortsatte han.
Slag til kommune
Regeringen foreslår, at planloven skal ændres, så kommunerne fremadrettet kan forlange 33 procent af de projekterede boliger i lokalplaner skal være almene.
I dag har kommunerne mulighed for at stille krav om 25 procent alment byggeri i nye boligområder. I ingen kommune er man i nærheden at opfylde den mulighed.
En af årsagerne, der specielt fra de almene boligorganisationer er peget på, er, at mange boligprojekter strander i administrativt kommunalt bureaukrati og lange sagsbehandlingstider.
”For at sikre, at vi kommer i mål med de almene boliger, det besluttes at bygge, forslår vi at nedsætte en taskforce. Den skal finde løsninger, som specielt i København skal sikre implementering af det almene boligbyggeri,” sagde Kaare Dybvad Bek.
Dermed lagde ministeren ikke skjul på, at problemet er adresseret til en bestemt kommune.
”Taskforcen skal bestå af repræsentanter fra Indenrigs- og Boligministeriet, de almene boligorganisationer og Københavns Kommune. Vi håber så, at de på rådhuset kan se, at vi mener det alvorligt, når vi beslutter, at vi vil have flere almene boliger," fortsatte ministeren.
Bedre arkitektur
Det var en overraskelse for de fleste fremmødte journalister, at kulturministeren var en del af fremlæggelsen, og at en ombygning af nationalmuseet var en del af bolig-planen.
”Måske skal vi høre, hvordan Nationalmuseet ombygges til almene boliger,” grinede en af de fremmødte journalister.
Artiklen fortsætter under billedet.
Læs senere artikler
10 milliarder til nye almene boliger
Nyt udspil: Flere studieboliger, men ingen løfter om flere ældreboliger
Regeringen vil bygge 22.000 nye almene boliger
Interview med Kaare Dybvad: Ambitiøst boligudspil på trapperne
Nationalmuseet forbliver museum. Der var en anden og mere plausibel forklaring på kulturminister Ane Halsboe-Jørgensens tilstedeværelse på pressemødet. De nye almene boliger skal have kvalitet og være kulturbærere.
”Danske stjernearkitekter har lige fra starten af forrige århundrede været med til at sætte arkitektonisk præg på vores almene boliger. Derfor finder vi i det almene boligbyggeri nogle af de bedste boligbyggerier i dansk arkitekturhistorie. Arkitekterne har simpelthen været med til at forme vores velfærdssamfund," sagde kulturministeren.
”Det skal vi holde fast i. Arkitektur skal indtænkes fra begyndelsen. Regeringen vil derfor afsætte 20 millioner kroner, som i årene fra 2022 til 2024 skal bruges på at formulere en ny national arkitekturpolitik,” fortsatte hun.
Midlerne til denne del af udspillet afsættes inden for rammerne af reserven til land, by og sundhed, der fremgår af regeringens finanslovforslag for 2022.
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Kontanthjælpsreformen er vedtagetRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Kontanthjælpsreformen er vedtagetMest læste
Se alle artikler (3003)0