17. JAN. 2022 KL. 11:37
Borgmester bor i forebyggelsesområde
17. JAN. 2022 KL. 11:37
Det er både godt og skidt, at Værebro Park er udpeget som forebyggelsesområde, mener borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse.
Trine Græses udsigt er god. Borgmesteren i Gladsaxe Kommune kan se ud over et stort grønt område fra sine vinduer på 6. sal i den almene boligafdeling Værebro Park. Det er udsigten fra vinduerne i et af Danmarks 62 nye forebyggelsesområder.
”Jeg er superglad for at bo i Værebro Park. Jeg er faktisk stolt af det. Det er et dejligt område,” siger den socialdemokratiske borgmester.
Trine Græse og hendes mand flyttede ind i 2015, da de havde solgt deres hus.
”Men mange af dem, som flytter derud, de skal jo forsvare, at de flytter derud. Ej, siger folk, vil du gerne bo der? Og er det ikke slemt? Og det er det ikke. Dem, der bor der, er jo glade for det,” siger hun.
Derfor har hun det også dobbelt med, at Værebro Park og de 2.800 beboere nu står på den nye liste over forebyggelsesområder fra Indenrigs- og Boligministeriet.
”Det er både godt og skidt. Vi har jo hele tiden været glade for, at vi ikke var på nogle af de lister, for det er sådan lidt stigmatiserende. På den anden side så synes vi, at forebyggelse er godt,” siger borgmesteren.
Om Trine Græse
Borgmester i Gladsaxe Kommune
Valgt for Socialdemokratiet
Medlem af bestyrelsen i DAB
Bor i Værebro Park, en afdeling i Gladsaxe almennyttige Boligselskab, der administreres af DAB
Desværre følger der ikke penge med
De 1.300 lejligheder ejes af Gladsaxe almennyttige Boligselskab og administreres af DAB. De har længe arbejdet sammen med kommunen om at forebygge, at Værebro Park bliver et udsat boligområde, blandt andet med en boligsocial indsats.
”Det er jo fint nok, at vi får nogle muligheder for at lave noget forebyggelse. Desværre følger der ingen penge med, fordi de penge, der er afsat til sådan nogle indsatser, for nogle år siden blev forbeholdt dem, som er deciderede ghettoområder,” siger Trine Græse.
Værebro Park bruger allerede i høj grad de muligheder for forebyggelse, som følger med af at stå på den nye liste. Det er især reglen om fleksibel udlejning, der giver folk i uddannelse og beskæftigelse fortrinsret til at flytte ind. Kommunen må heller ikke anvise boliger til bestemte grupper af borgere.
”Vi har tilstræbt at gøre lige præcis de ting, som nu er et krav. Og alligevel er vi kommet på de her lister,” siger hun.
Har lange udsigter at komme af listen
Derfor tør Trine Græse heller ikke spå om, hvornår Værebro Park igen forlader listen.
”Hvis det kun er den kommunale anvisning, der skal ændre på det her, så har det lange udsigter, fordi det er et arbejde, vi har været i gang med i mange år,” siger hun.
”Jeg tror, der også skal nogle andre håndtag til. Der er nødt til at blive bygget flere boliger som vores dårligst stillede borgere har råd til at bo i, hvis vi for alvor skal have løst det her problem, for de skal jo bo et sted, hvor de har råd til at bo. Vi kan ikke få dem ud i vores villakvarterer og i vores ejerlejligheder.”
Udlejningsaftaler flytter udfordringer
Pileparken i Mørkhøj er et af de steder i Gladsaxe Kommune, hvor folk med lave indkomster har haft mulighed for at flytte hen. Det kommer ikke til at fortsætte, for Pileparken er også blevet forebyggelsesområde.
”Udfordringen med de fleksible udlejningsaftaler er jo, at det flytter noget af det til et andet sted,” siger Trine Græse.
Pileparken ejes af Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe. Her har ikke tidligere været fleksibel udlejning som i de store bebyggelser Værebro Park og Høje Gladsaxe.
”Dem, der gerne har villet bo et af de to steder, men ikke har kunnet komme ind, de har jo så søgt til Mørkhøj, så derfor har fokus på at forbedre beboersammensætningen i nogle områder en betydning for andre områder, ” siger hun.
Problemstilling ikke løst
Nu, hvor Pileparken også står på listen over forebyggelsesområder, bliver der endnu et område i Gladsaxe Kommune som folk med lave indkomster ikke kan flytte ind i. Det giver også udfordringer.
”Hvor skal de flytte hen? Det tænker jeg er en problemstilling, vi kommer til at sidde i, og det må der være mange kommuner, der gør. De skal jo bo et sted, hvor de også har råd til at bo. Og den problemstilling kan jeg ikke se er løst.”
Trine Græse håber alligevel, at listen over forebyggelsesområder vil få positive konsekvenser for boligområderne.
”Men der bliver også nødt til at være en eller anden erkendelse af, at det så giver os nogle andre udfordringer, vi er nødt til at løse.”
Læs senere artikler
Listerne over udsatte boligområder har nu 62 nye forebyggelsesområder
Borgmester: "Jeg har aldrig følt mig utryg"
Forebyggelsesområder betyder nye kriterier og regler
Rundspørge: Borgmestre lukker ikke hullet efter Landsbyggefonden
Om skribenten
Mest læste
Se alle artikler (3003)0