20. JAN. 2021 KL. 10:00

Borgmester: "Jeg har aldrig følt mig utryg"

Borgmester Trine Graese 071220 001 Foto Carsten Andersen

Foto: Carsten Andersen

Borgmester Trine Græse i Gladsaxe skiftede villaen ud med en almen bolig i Værebro Park. Det har hun ikke fortrudt. Hun er glad for mangfoldigheden.

I en af blokkene i Værebro Park sidder Gladsaxes borgmester Trine Græse ved sit spisebord og arbejder. Den bærbare computer er stablet ovenpå en pakke papir. Hun deltager i et virtuelt møde med sundhedsminister Magnus Heunicke om nye coronarestriktioner.

Som så mange andre arbejder den socialdemokratiske borgmester tit hjemmefra under coronaen. Hendes hjem er en almen bolig på 6. sal i Værebro Park, der består af 1.345 lejligheder. Det er en af Gladsaxe almennyttige Boligselskabs afdelinger i Bagsværd, der administreres af DAB. Her flyttede Trine Græse og hendes mand til i 2015, da deres tre døtre var flyttet hjemmefra og deres hus blev for stort.

”Vi gik en tur i området og syntes her var dejligt. Vi tænkte, her vil vi gerne bo, og vi er blevet meget tilfredse med det. Vi synes, vi er flyttet ud midt i skoven og har ikke fortrudt et sekund,” siger Trine Græse.

Borgmester Trine Graese 071220 009 Foto Carsten Andersen

1 / 1Borgmester Trine Græse i Gladsaxe skiftede villaen ud med en almen bolig i Værebro Park. Det har hun ikke fortrudt. Foto: Carsten Andersen

Jeg har aldrig følt mig utryg, og det er rigtigt, at Værebro Park har det ry. Historien hænger ved i lidt længere tid et sted som her. Vi har indimellem nogle udfordringer, men det er der jo også i andre bydele. Og så er der en større mangfoldighed. Det synes jeg kun er en fordel. Jeg synes, vi generelt har godt af at møde mennesker, der er anderledes end os selv.

Trine Græse (S)

Borgmester, Gladsaxe Kommune

Læs senere artikler

Borgmester: Blandede byer er stærke byer

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Var skrevet op til almen bolig i mange år

Fra vinduet har hun udsigt over et stort grønt område og den folkeskole, hvor et af børnebørnene går. Hendes vindue er pyntet med julelys som børnene kan se ovre fra skolen. Men det er ikke kun, fordi familie og natur er lige om hjørnet, at valget faldt på en almen bolig.

”Det var det åbenlyse valg, og jeg havde været skrevet op til en bolig i mange år,” siger hun.

Da hun blev født, boede forældrene i Stationsparken i Søborg, og hun voksede op i rækkehus i Kongshvileparken, begge steder er afdelinger i AB Gladsaxe. Senere fulgte mange voksenår i en villa, indtil den blev skiftet ud med lejligheden i Værebro Park.

”Jeg kan godt lide, at her er lidt mere fællesskab end i et almindeligt villakvarter, men man skal selvfølgelig være indstillet på, at man bor tæt. Man kan nogle gange høre naboerne,” siger hun og peger op mod loftet, hvor man kan høre en hund kratte lidt mod gulvet.

Mangfoldighed er godt

Værebro Park er ikke et udsat boligområde, men er i risiko for at blive det. Området blev for en del år siden forbundet med bandekriminalitet i medierne.

”Jeg har aldrig følt mig utryg, og det er rigtigt, at Værebro Park har det ry. Historien hænger ved i lidt længere tid et sted som her. Vi har indimellem nogle udfordringer, men det er der jo også i andre bydele. Og så er der en større mangfoldighed. Det synes jeg kun er en fordel. Jeg synes, vi generelt har godt af at møde mennesker, der er anderledes end os selv,” siger Trine Græse.

Set med borgmesterkæden på giver beboersammensætningen i Værebro Park dog en udfordring i daginstitutionerne og den folkeskole, hun kan se fra sit vindue. Andelen af tosprogede elever er høj i de små klasser. Byrådet har i årevis forsøgt at få familierne i villakvarteret ved siden af til at bruge skolen, men det er ikke lykkedes. Nu planlægger byrådet at flytte skolen helt væk fra Værebro Park, selvom det er en rigtig god skole, siger borgmesteren. Og så skal området have bedre adgangsveje til resten af byen.

Det lange seje træk

Kommunen og boligselskabet er stille og roligt ved at ændre beboersammensætningen med en boligsocial indsats og udlejningsaftaler, der stiller krav til indflytternes indtægt. Men det giver andre problemer:

”Det betyder, at de borgere, vi har, med allerfærrest penge til rådighed – de har ikke mulighed for at komme ind og bo de steder, hvor det er billigst at bo. Der er noget, der skurrer der,” siger borgmesteren, der alene i sidste uge fik besøg af to borgere med det problem i sin træffetid på Rådhuset.

Ud i villakvartererne

Gladsaxe Kommune og boligselskaberne arbejder sammen om at undgå, at Værebro Park og kommunens andre store almene bebyggelser havner på listerne over udsatte boligområder eller ghettolisten. Det kan nemlig føre til, at en stor del af områdernes almene familieboliger skal nedlægges som følge af ghettoloven.

”Jeg tænker, at der er nogle voldsomme dilemmaer i det. Hvis man river en tredjedel af boligerne ned, eller sælger dem som ejerlejligheder i de store almene boligområder, hvor er det så de mennesker skal bo? De bor der jo blandt andet, fordi det passer til den indtægt, de har. Så hvor er det, vi kan flytte dem hen, hvor de ikke skaber den samme ensretning et andet sted? Hvis det virkelig skulle rykke noget, så skulle de flyttes ud i de rene villakvarterer og ud i vores rigmandsghettoer,” siger hun.

Byrådet vil gerne bygge flere almene boliger, men det er svært, da der er grænser for, hvad almene boliger må koste at bygge, og Gladsaxe Kommune har ikke selv billige byggegrunde til formålet.

Rev vægge ned

Da Trine Græse og hendes mand flyttede ind i Værebro Park, benyttede de råderetten, der er en del af den almene boligform, til at slå to små værelser sammen og rive en væg ned i køkkenet, så lejligheden passer til deres behov. Værebro Park blev bygget i 1960’erne, og hun kan godt få øje på ændringer, der ville tiltrække flere ressourcestærke børnefamilier.

”Børneværelserne skal for eksempel være større. Her er stort set ikke kælderrum og opbevaringsplads. Vi ville også gerne selv leje et cykelskur, hvor man kan låse sin cykel inde, og så skal man have mulighed for at lade sin elbil op. Det bliver også et parameter for, om man har lyst til at flytte ind,” siger hun.

Forude venter en større renovering af Værebro Park.

Hun mener, den skal tage højde for, at beboerne alle sammen har råd til at bo der bagefter, for folk er glade for området.

”Det er et godt sted at bo. Vi hilser på hinanden. Selv de værste rødder siger hej, også selv om de ikke ved, jeg er borgmesteren. Det er fint,” siger Trine Græse.

 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste