10. JAN. 2021 KL. 12:00

Borgmester: Blandede byer er stærke byer

Mariestaerke I Karlemoseparken

Marie Stærk er opvokset i Karlemosen i Køge. Foto: Claus Bech

Byplanlægning og boligpolitik skal højt på dagsordenen op til kommunalvalget i 2021, mener Køges borgmester, der selv er vokset op i alment boligbyggeri.

Marie Stærke kender Karlemoseparken som sin egen bukselomme. Hun siger det selv med stolthed i stemmen. Når borgmesteren viser rundt i det store almene boligbyggeri i det nordlige Køge, er man ikke i tvivl. Her blev hendes barnedåb, 18-års fødselsdag og mange andre familiefester holdt. Hun har boet i opgang nummer ni og i opgang 81. Og hendes elskede bedsteforældre boede i stuen i nummer 71.

”Mit barndomshjem var her, og mine teenageår tilbragte jeg her. Jeg føler jo slet ikke, at jeg har boet i et område med problemer, overhovedet ikke. Karlemosen er et fantastisk sted med stærke fællesskaber og masser af frivillige. Her passer man på hinanden,” siger Marie Stærke og jubler over, at barndommens boligblokke netop er røget ud af den såkaldte ghetto-liste.

Faderen var typograf og moderen køkkenleder. Begge var aktive i beboerdemokratiet i Karlemoseparken. Sammen med andre beboere fik de etableret legepladser og var med til at oprette fritidsklubber.

”Der er fortsat et hav af klubber og aktiviteter i Karlemosen. Fra mine forældre og fra Karlemoseparken har jeg nogle værdier med mig, der handler om at engagere sig og bekymrer sig om, hvad der sker lige ude foran ens dør. At man kan gøre en forskel og sikre, at man har lyst til at gå ned og sætte sig på bænken og grille en aften, gå på legepladsen og have et fællesskab på tværs af opgange, familietyper og alder,” siger hun.

Møder i det fælles rum i et boligområde er med til at nedbryde barrierer, udrydde fordomme og skabe liv og fællesskab, mener Marie Stærke og noterer, at den værdi er helt central for hende i Køges byudvikling den dag i dag.

Blå bog om rød borgmester

Født 1979.

1999 -2001: Formand for DSU i Køge.

2001-2007: Medlem af Køge Byråd og studerende på Københavns Universitet.

2007-2013: Borgmester i Køge.

2014-2018: Byrådsmedlem.

2018 til nu: Borgmester i Køge kommune

2020: Næstformand i Socialdemokratiet.

Bachelor i historie, dansk og engelsk fra Københavns Universitet.

Gift og mor til to børn.

 

 

For mig er det en fuldkommen selvfølge, at der skal bygges almene boliger, og at de skal være en del af udbuddet af boliger på linje med parcelhuse, ejerlejligheder og ungdomsboliger. Blandede byer er stærke byer, og det skaber en god kommune at have en mangfoldighed af boligtyper.

Marie Stærke

Borgmester i Køge

Læs senere artikler

Marie Stærke: Send ”ghetto-listen” på pension

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Selvfølge at bygge alment

Den 41-årige borgmester har boet i Køge hele sit liv og kan næste år fejre 20-års jubilæum som medlem af byrådet. I de senere år har hun boet i ejerbolig med sin mand og to børn, men det ændrer ikke på kærligheden til almene boliger.

”For mig er det en fuldkommen selvfølge, at der skal bygges almene boliger, og at de skal være en del af udbuddet af boliger på linje med parcelhuse, ejerlejligheder og ungdomsboliger. Blandede byer er stærke byer, og det skaber en god kommune at have en mangfoldighed af boligtyper. Nogen gør det op til, at en rig kommune er et sted, hvor borgerne tjener mange penge. Sådan har jeg det ikke. En rig kommune er en kommune med plads til mange forskellige slags mennesker,” siger Marie Stærke, der tilbage i 2007 blev den yngste kvindelige borgmester nogensinde.

Den sjællandske provinsby har vokseværk og bygger nye boliger til hundredvis af tilflyttere hvert år. I den gamle industrihavn bygges der eksklusive etageboliger med masser af ejerlejligheder. Havudsigt koster kassen, men ejerlejlighederne går som varmt brød. Men der skal også bygges almene boliger i det nye moderne havneområde, noterer Marie Stærke.

”Vi har sat penge af i kommunens budget til almene boliger, men jeg ville gerne have haft flere. Det har jeg haft svært ved at komme igennem med,” siger hun og beklager, at planen kun er at bygge 200 almene boliger ud af cirka 1.500 nye boliger i nybyggerområdet med navnet Køge Kyst.    

Bejler til gode skatteydere

Set udefra ligner det, at Køge gør nøjagtig det samme som andre omegnskommuner til København. Nemlig at bejle til gode skatteydere med dyre boliger og så forsømme det almene boligbyggeri, erkender Marie Stærke.

”Det har været en bevidst strategi, så vi også kan få råd til den velfærd, som vi skal give til alle vores borgere. Vi skal tilbyde attraktive boliger for tilflyttere, og vi har lavet byudvikling, hvor vi vender ansigtet mod vandet og lukker ned for havneindustrier. Men samtidig etablerer vi i kommunen Skandinavisk Transportcenter med masser af arbejdspladser, også for ufaglært arbejdskraft,” siger hun og tilføjer, at der skal være en balance. 

I dag er cirka 30 procent af boligerne i Køge kommune almene, mens det i gennemsnit blandt kommunerne er 22 procent af boligmassen, der er almene boliger.

”Vi vil gerne tiltrække borgere, der tjener gode penge, og det handler også om at være en god kommune for de borgere, der nu er her, og vi fortsat gerne vil have,” understreger borgmesteren i den gamle industri- og arbejderby.

Boligpolitik skal fylde op til kommunalvalg

Marie Stærke håber, at boligpolitik kommer højt på dagsordenen frem til kommunalvalget i november 2021.

”Generelt blandt mine borgmesterkolleger synes jeg slet, slet ikke, at der er nok engagement omkring boligpolitik. Når jeg kører rundt i andre kommuner, ser jeg en tendens til, at byudviklingen bliver alt for tilfældig og fragmenteret. Som om der er sat en grund til salg, og så siger kommunalpolitikerne: ”Hov, nogen har budt en god pris for grunden, så lad os sælge”. I stedet for at tænke byudvikling, arkitektur, byrum og fællesskaber i en sammenhæng,” siger hun.

Marie Stærke hænger ikke nogen kommuner ud med navn men kritiserer, at nogle borgmestre falder pladask for ”en arkitekts trang til at se sig selv i et byggeri kombineret med bundlinjeoptimering og kapitalisme”.

”Der er i høj grad brug for, at vi taler boligpolitik op og ser det i sammenhæng med andre politikområder i en kommune. Som det er i dag skaber boligmarkedet jo en kæmpe ulighed, og hvis lokalpolitikerne ikke har modet til at tænke anderledes, bliver det nemt boligejerne, der bliver udgangspunktet for byplanlægning”, fastslår hun og taler om værdistigninger, friværdier og afdragsfrie lån, der bidrager til stadig større kløfter mellem boligejere og lejere.

”Mange flytter ind i en almen bolig med drømmen om engang at kunne købe deres eget. De sparer op og vil gerne investere i egen bolig. Med de kæmpe prisstigninger er det ikke blevet nemmere for de unge børnefamilier at komme ind på boligmarkedet første gang, og det forarger mig,” siger hun.

Dyre byggegrunde gør det svært

Marie Stærke roser sin partifælle, boligminister Kaare Dybvad Bek, for at sætte fokus på at bygge flere billige boliger og skabe blandede byer. Men hvis det skal batte noget, er det ifølge borgmesteren nødvendigt at ændre reglerne, så man som kommune kan sælge byggegrunde væsentlig billigere til alment boligbyggeri.

”Køge kommune ejer ret meget jord. Vi køber jord for at kunne gemme på den, udvikle den og sælge senere. Vi skal sælge til markedspris, og en kommune som Køge er blevet så attraktiv, at vores grunde er virkelig dyre. Den eneste mulighed er, at vi definerer en grund som almen, så bliver den lidt billigere. Men almene boligselskaber vil også gerne bygge her, og så konkurrerer de. Det betyder, at priserne stiger ret meget, og i sidste ende er det lejerne, der skal betale,” siger hun.

For Marie Stærke er der ingen tvivl om, at hvis vi skal bevare sammenhængskraften i Danmark er en del af ligningen at sikre, at almindelige mennesker har råd til at betale for en nybygget almen bolig af høj kvalitet.

”Det er nemt nok at bygge attraktive almene boliger til overkommelige priser i udkantskommuner, fordi grundene ikke er så dyre. Men der, hvor vi gerne vil bygge netop de billige boliger, nemlig i storbyområderne, bliver det i dag så dyrt, at man næsten ikke kan følge med. Det bliver vi nødt til at lave om på,” siger hun og sætter en tyk streg under, at det skal være et tema i kommunalvalgkampen.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste