23. OKT. 2024 KL. 10:00
Uddannelsescafé får unges øjne op for fritidsjob: ”Vi skal komme til dem”
23. OKT. 2024 KL. 10:00
En uddannelsescafé skal vække unges appetit på et fritidsjob. I Silkeborg vælger man derfor at møde de unge, hvor de er – nemlig i ungdomsklubben.
Bassen fra det tunge hiphopbeat rammer lige i brystet, og duften af tomat og ost fra lasagnette hænger i luften. Det er, hvad der møder en i døren til Alderslyst Ungdomsklub, et stenkast væk fra de almene boligområder i Alderslyst.
Klubben, som summer af liv her til aften, er mødested for unge efter skole, hvor de spiller pool, computer eller laver andre sjove aktiviteter.
Men det er ikke det eneste, som finder sted i Alderslyst Ungdomsklub. Klubben danner nemlig også rammerne om det, som de her i Silkeborg kalder uddannelsescafeer.
Her kan unge fra det omkringliggende område komme og høre om forskellige karriereveje og fordelene ved at have fritidsjob. Og det er langt fra tilfældigt, at det finder sted i de hyggelige rammer af Alderslyst Ungdomsklub.
”Det er her, de unge mennesker er i forvejen. Det er meget nemmere at nå dem, når vi kommer til dem, og de ikke skal bruge deres aften i skolens idrætshal,” fortæller Per Knudsen.
Han er projektleder for initiativet "Jobløft", som arbejder ud fra en ide om at inddrage boligselskabernes leverandør-virksomheder i beskæftigelsesindsatsen. De kan hjælpe med alt fra jobsamtaletræning til at ansætte beboere fra boligområdet.
Artiklen fortsætter længere nede
Fritidsjob giver indhold og mening
Dagens uddannelsescafé er den tiende af slagsen. Her kommer der forskellige af boligselskabernes leverandørvirksomheder og andre lokale virksomheder og fortæller om de mange muligheder, der er.
For eksempel har elektrikere og tømrere været forbi og gjort de unge klogere på deres felt og deres egen karrievej.
Aftenens tema er ung til ung, og fire unge i alderen 17-18 år er kommet for at fortælle de lidt yngre om deres erfaringer med fritidsjobs. For fritidsjobs er noget, der giver mening – både for samfundet, men også for den enkelte.
Unge med fritidsjob får bedre karakterer ved niendeklasses afgangseksamen, gennemfører i højere grad deres ungdomsuddannelser og har i gennemsnit gået flere år i skole, når de fylder 20 år. Det viser forskning fra VIVE, og som vi også tidligere har beskrevet i Fagbladet Boligen her og her.
En af dem, der i dag er mødt op for at dele ud om egne erfaringer med fritidsjob, er Aisosa på 18 år, som selv har haft fritidsjob, siden hun var 13 år. Og hendes besked er klar.
”Selvstændigheden, der følger med at have et job og tjene sine egne penge, er virkelig dejlig. Jeg vil helt klart anbefale at komme i gang med et fritidsjob. Der er meget at lære, så det er bare at komme i gang så hurtigt som muligt,” fortæller hun.
Udover de fire unge deltog også personalelederen fra den nærliggende Føtex i uddannelsescaféen. Hun fortalte de unge i klubben, hvad hun lægger vægt på, når hun læser ansøgninger og ansætter unge i fritidsjob.
Og vinderen er…
At fritidsjobs er godt, kan der efterhånden ikke være meget tvivl om. Men der kan til gengæld være store forskelle i, hvilke unge der kommer i gang med fritidsjobs.
En forskel, som de boligsociale indsatser tidligere på efteråret blev hyldet for at gøre noget ved, da Dansk Erhverv overrække Årsprisen til BL – Danmarks Almene Boliger på deres vegne. Valget blev begrundet med netop arbejdet for at få unge fra landets udsatte boligområder i fritidsjob.
”Det betyder noget, at der er andre aktører, som anerkender, at det arbejde, vi udfører i det boligsociale, gør en forskel,” siger Lisa Svendsen fra den boligsociale helhedsplan i Silkeborg.
Skaber kontakt
Uddannelsescaféerne er blandt andet opstået, fordi flere af de unge i området ikke var klar over, hvor mange muligheder de har.
”Uddannelsescaféerne kom egentlig af, at vi havde snakket med mange unge, som gerne vil i gymnasiet. Når vi så spurgte dem hvorfor, fortalte de, at det var det, de havde hørt om på skolen, hvor STX fylder meget,” siger Lisa Svendsen.
En uddannelsesvej, der er blevet normalen for unge i Danmark. Derfor var tanken, at man skulle introducere ungdommen til alle de andre muligheder, der eksisterer, udover det almene gymnasium.
”Sideløbende med det har Jobløft kørt siden 2021, hvor boligorganisationen bruger sine relationer til deres leverandørvirksomheder. Der har vi en direkte adgang til nogle håndværkervirksomheder, som gerne vil komme og fortælle om deres fag,” siger Lisa Svendsen.
Artiklen fortsætter længere nede
Jobløft
Partnerskab mellem AAB Silkeborg, Arbejderens Byggeforening, Boligselskabet Viborg og Boligselskabet Sct. Jørgen, jobcentre og de boligsociale helhedsplaner i Viborg og Silkeborg.
Formålet er at udvikle og udbrede en indsatsmodel, som løfter velfærden i udsatte almene boligområder, ved at flere beboere kommer ind på arbejdsmarkedet og udvikler kompetencer, der passer til fremtidens arbejdsmarked.
Målet er at få flere beboere i job eller uddannelse. Til glæde for den enkelte beboer, for boligorganisationen og for lokalområdet.
Metoden er, at boligorganisationen kontakter virksomheder og foreslår samarbejde om at løfte ledige beboere ind på arbejdsmarkedet. Fx:
- når virksomheden konkret skal bruge en ny medarbejder, en lærling eller en elev.
- når virksomheden har mindre arbejdsopgaver, som ledige beboere med andre problemer end ledighed kan løse i job på få timer om ugen.
- ved at virksomheden mødes med ledige beboere og gennem sparring, kontakter og netværk hjælper ledige beboere tættere på arbejdsmarkedet.
Tæt samarbejde mellem boligsociale indsatser og jobcentre understøtter beboerne i jobsøgning og matcher dem med ledige job.
Grundfos Foundation støtter Projekt Jobløft i 4 år (2021-2024).
Silvana på 17 år synes, det er inspirerende at være forbillede for andre unge. Foto: Malte Dan Møller Henriksen
Skaber inspiration
Tilbage i ungdomsklubben virker det også til, at aftenen har været en succes. Det er i hvert fald konklusionen fra Silvana på 17 år, som har nydt at møde op for at være en inspiration for de andre unge.
”Det har været fedt at komme i dag og give gode råd. Selvom jeg måske ikke er den store ekspert, er jeg virkelig glad for at hjælpe andre med at finde ud af, hvad de skal gøre, og hvilken retning de skal gå,” fortæller hun.
Frederik på 16 år, der var en af de lyttende, går også lettere inspireret fra Alderslyst Ungdomsklub efter en aften, hvor spørgsmålene har kredset om alt fra, om man skal have billede på sin ansøgning, til hvordan man finder den rette work-life-balance mellem job og lektier.
”Jeg har ikke et fritidsjob lige nu, men det har været spændende at høre om, og jeg kunne helt klart godt tænke mig et fritidsjob efter i aften,” siger han.
Læs senere artikler
Fra ufaglært til velfærdslært
Om skribenten
Malte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.
Seneste Artikel
Hvordan åbner man boligområder op? Kvartershuse kan være nøglenMalte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.
Seneste Artikel
Hvordan åbner man boligområder op? Kvartershuse kan være nøglenMest læste
Se alle artikler (3007)0