21. AUG. 2024 KL. 10:00
Prisvindende træbyggeri har stået i seks år: Sådan går det i dag
21. AUG. 2024 KL. 10:00
I AL2Bolig giver de topkarakter til kvaliteten af træbyggeriet på Lisbjerg Bakke. Men de bruger mange ressourcer på at drifte det påkrævede sprinkleranlæg – for brandkravene er store, når man bygger med træ i flere etager.
Solen hænger højt på himlen over det store træbyggeri, som troner oppe på toppen af Lisbjerg Bakke.
Stilmæssigt ligner de 3- og 4-etagers ejendomme beklædt med rødgran en blanding af alpehytter og westernsaloner – med udsigt over Aarhus Bugt.
Fagbladet Boligen er taget på tur til det højeste punkt i Aarhus Nord for at følge op på, hvordan det er gået med at drifte og udleje Danmarks første almene etageejendom i træ.
Har AL2Bolig haft uforudsete udfordringer med de 40 boliger, som de opførte i 2018? Et byggeri, som høster ros i arkitektkredse, der kalder det et pionerprojekt inden for moderne træbyggeri med et fleksibelt byggesystem, et godt indeklima og god akustik – og som har vundet priser for sine bæredygtige kvaliteter.
Voksende tillid til træ
Vi bliver mødt på parkeringspladsen af Sune Hjarsbæk, der er driftsleder i AL2Bolig, og projektleder Michael Carstensen. De har begge haft deres gang på Lisbjerg Bakke, siden den almene trælandsby blev til for seks år siden – og som i dag står med en smuk grå patina.
Sune Hjarsbæk siger med et glimt i øjet, at han som driftsmand dengang ikke var stor fan af at skulle bygge de 40 boliger, som både udvendigt og indvendigt er beklædt med træ. Enhver med lidt kendskab til biogene materialer som træ ved nemlig, at det forgår hurtigere end de mineralske mursten og beton.
”For sådan en som mig virkede det fjollet at bygge et helt kvarter af huse i træ, som vi ved skal udskiftes om 20-30 år. Men når det er sagt, må jeg sige, at jeg er meget positiv over, hvor flot det stadig står, og at den almindelige drift af boligerne indtil videre ikke er anderledes end i vores afdelinger af mursten. Det kan jo vise sig, at træet kan holde væsentligt længere, end vi går og tror,” siger Sune Hjarsbæk.
Han kan i dag godt se det bæredygtige i at bygge med træ, som kan udskiftes løbende og forlænge levetiden af byggeriet. Træ er samtidig en fornybar ressource og brillierer ved at fungere som CO2-depot. Noget, flere almene bygherrer har fået øjnene op for.
Se KAB’s guide til mere træbyggeri i den almene sektor ”Træbarometeret” her
Om byggeriet på Lisbjerg Bakke
Tegnestuen Vandkunsten har sammen med AL2Bolig udviklet Lisbjerg Bakke.
Facaden er udført i ubehandlet uprofileret rødgran, som udskiftes løbende, fremfor at blive malet. Vinduerne er ubehandlet aluminium udvendigt og lakeret træ indvendigt. Trappeskakte er ubehandlet beton. Indvendige træpaneler er behandlet med hvid lud.
DGNB-Guld
Lisbjerg Bakke er DGNB-Guld certificeret. De 5.200 m2 ubehandlede træfacader, vinduesrammer af rå aluminium og de umalede opgange og lejligheder er alt sammen godt for miljø, indeklimaet og driftsøkonomien.
Økonomisk burde der ikke være en stor forskel på udgiften til at vedligeholde et træhus kontra et murstenshus over en periode på 30-50 år.
Se projektet her