14. AUG. 2024 KL. 08:00
Jesper skralder boliger i ny grøn indsats
14. AUG. 2024 KL. 08:00
I Boligselskabet Sjælland har genbrug fået en ny betydning i driften. Her afsætter ejendomsfunktionær Jesper Henningsen tid til at hente genbrugsfund i boliger, som skal renoveres. Det er godt for miljøet og økonomien – og har styrket arbejdsfællesskabet i boligselskabet.
Når ejendomsfunktionær Jesper Hemmingsen træder ind i en tom bolig, går hans øjne straks i gang med at scanne rummene for sliddele, han kan tage med hjem til lageret for at genbruge hos andre beboere.
Det er også tilfældet i dag, hvor Fagbladet Boligen møder ham i aktion i en fraflyttet bolig på Fælledvej i Roskilde. En afdeling i Boligselskabet Sjælland, som lige om lidt skal totalrenoveres med nye vinduer, døre, køkkener og badeværelser.
”Som uddannet tømrer går jeg op i at reparere ting, så vi ikke altid bygger fra nyt. I dag er jeg især på udkig efter stanglåse og andre sliddele fra vinduerne, for de er både svære og dyre at anskaffe. Med intakte dele herfra kan jeg fikse et defekt vindue et andet sted, uden at skulle købe nyt,” fortæller Jesper Hemmingsen, som har arbejdet som ejendomsfunktionær i Boligselskabet Sjælland i tre år.
Jespers proaktive måde at tænke bæredygtig drift ind i sit daglige arbejde taler lige ind i den grønne kulturændring, som boligselskabet står midt i. De har inddraget alle deres medarbejdere og gjort dem til ”bæredygtighedskonsulenter” på hvert deres arbejdsområde – med det formål, at de naturligt skal tænke miljø og økonomi ind i deres driftsområder.
Genbrug har stor værdi
Dagens fangst i boligen på Fælledvej byder blandt andet på to stanglåse og lidt hængsler fra plastvinduerne i stuen. Da boligselskabet har godt 15.000 af den type vinduer i deres ejendomme, er det altid godt at have et lager af sliddele – især den type stanglås, han lige har afmonteret, for de bliver ikke længere produceret.
”I min verden skralder vi guld. Det er dumt at smide så gode materialer væk, når nu det kræver så lidt af os at udtage dem. Jeg glæder mig over hver genstand, vi genbruger et andet sted, for så sparer vi beboerne penge og gør noget godt for klimaet. Det er en stor tilfredsstillelse og har sat en ekstra dimension på mit daglige arbejde,” siger han begejstret.
Selvom det ikke er nyt for Jesper at tænke i bæredygtige løsninger, så er det nyt, at han i dag sætter tid af til specifikt at ”skralde boliger”. Derudover er han den person, byggeafdelingen og de andre i driften kontakter, når de står overfor udskiftning af vinduer, køkkener eller andre brugbare materialer.
Bæredygtige initiativer
Medarbejderne i Boligselskabet Sjælland har lavet 22 video-pitches, der blev præsenteret på et stort personalemøde, og som der nu er fokus på i den daglige drift. Blandt dem er:
- Genbrug af hårde hvidevarer, der ellers ville blive smidt ud i forbindelse med renovering af lejligheder.
- Genbrug af jord fra byggeprojekter til at skabe rekreative områder. Stor besparelse på CO2 og økonomi.
- Afmontere hasper og andre reservedele fra kasserede vinduer og andre bygningsdele, der skal skiftes, så der oparbejdes et lager af brugte reservedele
- Kompostere blade, der kan erstatte gødning allerede året efter
- Indsamle kontorartikler, der ikke bliver brugt, og lagt ind på lageret til genbrug
- Bygge kvashegn og lave vilde haver til gavn og glæde for insekter og beboere
Se Boligselskabet Sjællands katalog med initiativer her