12. OKT. 2023 KL. 11:00
Blandet By Prisen: Og de nominerede er…..
12. OKT. 2023 KL. 11:00
Solidt naboskab på tværs af generationer. Et mere trygt og livligt byrum. Og aktivitetshuse med en blanding af bolig og erhverv er nogle af begrundelserne for udvælgelsen af de tre projekter, der er indstillet til Blandet By Prisen.
Og de nominerede er….. trommehvirvel…..Grønttorvet, Høje Taastrup C og Aarhus Ø.
Sådan kommer et af højdepunkterne til at lyde den 7. november i Horsens Statsfængsel, hvor Landsbyggefondens konference Bystrategisk Udsyn bliver afholdt.
Og det er her, et af de tre projekter bliver afsløret som vinder af Blandet By Prisen, der tildeles et nyt eller transformeret boligområde, der er lykkedes med at skabe en attraktiv, blandet by med et aktivt fællesskab på tværs af forskellige typer af beboere. Prisen uddeles i et partnerskab mellem mediet Byrummonitor og Landsbyggefonden.
Ud af 10 indstillede projekter har fagjuryen bag Blandet By Prisen udpeget Aarhus Ø, Grønttorvet og Høje Taastrup C, med den begrundelse at de i særlig grad er gået nye veje for at fremme den blandede by. I juryen sidder blandt andet Allan Werge, der er formand for BL – Danmarks Almene Boliger.
”Der har været rigtig mange flotte projekter at vælge imellem, så det har været svært for juryen at vælge de tre nominerede. Men med udvælgelsen af Grønttorvet, Høje Taastrup C og Aarhus Ø har vi lagt vægt på, at de har fremvist resultater, som viser, at hvert projekt er blevet en vellykket, blandet by med fællesskaber på tværs af beboerne, og hvor alment byggeri har en central betydning,” siger Allan Werge.
Der er desuden lagt vægt på tværfaglighed og innovative tanker om boligformer, konstruktion, finansiering eller bæredygtige tiltag. Endelig har juryen lagt vægt på, om projektet er skalerbart og giver noget tilbage til det omkringliggende samfund.
OM FAGJURYEN:
- Marie Stender (formand), seniorforsker, BUILD, Aalborg Universitet
- Camilla van Deurs, stadsarkitekt i Københavns Kommune
- Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium
- Allan Werge, direktør for AL2bolig i Aarhus og ny formand for BL - Danmarks Almene Boliger
"Juryen har nomineret Grønttorvet, fordi der er lagt stor omhu i at skabe en blandet bydel med en høj bykvalitet og høj materialekvalitet i arkitekturen – på eget initiativ og udover hvad lokalplanen kræver," hedder det i motivationsteksten.
Grønttorvet med naboskab på tværs af generationer
Grønttorvet i Valby ved København er nomineret, fordi der er lagt stor omhu i at skabe en blandet bydel med en høj bykvalitet og høj materialekvalitet i arkitekturen – på eget initiativ og udover hvad lokalplanen kræver. Der er interessante tiltag til at skabe et solidt naboskab på tværs af generationer, ejerformer og boligtyper.
”Grønttorvet illustrerer, at det ofte ikke er nok at bygge og blande ejerformerne – man må også aktivt understøtte fælles faciliteter og organisering på tværs. Væksthuse på tagene og den store park i midten giver området en stærk stedsidentitet og grønne mødesteder,” siger Allan Werge.
"Høje Taastrup C er nomineret, fordi det viser, hvordan man kan ’lukke et sår’ i den eksisterende by og lægge et nyt lag med høj variation, tæthed og bykvalitet oveni den funktionsopdelte spredte bystruktur," skriver dommerpanelet.
Høje Taastrup C ”lukker et sår”
Høje Taastrup C er nomineret, fordi det viser, hvordan man kan ’lukke et sår’ i den eksisterende by og lægge et nyt lag med høj variation, tæthed og bykvalitet oveni den funktionsopdelte spredte bystruktur. Her er der skabt blandet by ved at tilføre private boliger i et område domineret af almene boliger. Det nye rådhus og store grønne park- og skateranlæg inviterer borgere fra omkringliggende byområder ind.
”Projektet viser, hvordan man kan skabe et mere trygt, rekreativt og livligt byrum tæt op ad et shoppingcenter, hvor der tidligere var parkering og veje,” siger Allan Werge.
Aarhus Ø inviterer resten af byen ind
Juryen har nomineret Aarhus Ø, fordi en blandet bydel med mange forskellige boligtyper, ejerformer, funktioner og alternative boligformer er vokset frem på havnen. Projektet har været udbudt i en proces, som lægger vægt på lokale aktører, organisering og innovation. Der er lagt energi i at skabe mangfoldigt byliv mellem bygningerne og med midlertidige tiltag, som fx strandbar, at åbne området for resten af byen.
”Projektet viser også inspirerende og kreative bud på, hvordan delefaciliteter kan sikre udnyttelse af arealerne i en stor del af døgnets timer, og hvordan nye typologier, som de små badehuse eller aktivitetshuse med blanding af bolig og erhverv, kan bidrage til at skabe liv i stueetagerne,” siger Allan Werge.
Bystrategisk Udsyn
Hvordan sikrer vi, at de almene boligområder rummer de bedst mulige forudsætninger for, at samfundet kan imødekomme fremtidens udfordringer?
Det spørgsmål bliver diskuteret til Landsbyggefondens konference Bystrategisk Udsyn i det gamle fængsel i Horsens den 7. november.
Du kan tilmelde dig konferencen fysisk eller digitalt her: bystrategiskudsyn.dk
Læs senere artikler
Brobygning er vejen til god genhusning
Byudvikling presser dele af Aarhus Kommune: Frygter en udsat bydel
Om skribenten
Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Vandet kommer: Hvordan tilpasser vi boligområder til fremtidens vejr?Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Vandet kommer: Hvordan tilpasser vi boligområder til fremtidens vejr?Mest læste
Se alle artikler (3003)0