05. OKT. 2023 KL. 10:40
Almen pejling af Folketingets åbning
05. OKT. 2023 KL. 10:40
Da Folketinget i tirsdags åbnede, stod det klart, at det kommende folketingsår byder på lovgivning, der får betydning for folkeskolerne og trygheden – også i de almene boligområder. Desuden får nogle af de svageste beboere mulighed for også fremadrettet at kunne arbejde, uden at det koster dem overførselsindkomsten.
Folketingets åbning på den første tirsdag i oktober er en festdag for demokratiet. Udover selve lovgivningen er tinget hovedarena for lovgivernes meningsudvekslinger, der siden midt juni har været sat på pause.
På åbningsdagen er der ingen debat eller afstemninger. Til gengæld skal statsministeren ifølge grundlovens paragraf 38 i en tale – den såkaldte åbningstale - gøre status over rigets tilstand, og hvad regeringen har planlagt i det kommende folketingsår. Sidstnævnte skal underbygges af et skriftligt lovprogram, der gennemgår den lovgivning, regeringen på nuværende tidspunkt ved, den vil fremsætte i det kommende år.
Folkeskolen
I år handlede Mette Frederiksens åbningstale især om regeringens planer for en forenkling af folkeskolen, der i dag ifølge statsministerens tale styres af over 4.000 bindende og vejledende mål. Det var noget ukonkret, hvad der præcist skal ske. Det er det også af det skriftlige lovprogram. Men i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens finanslovsforslag fremgik det, at regeringen vil have fokus på de svageste elever.
I finanslovforslaget vil regeringen afsætte 35 millioner kroner til, at folkeskolen kan udvikle mere intensive undervisningsforløb i mindre hold. Beløbet skal i årene frem til 2028 gradvist vokse til 500 millioner kroner om året. I lovprogrammet er der et konkret lovforslag, der skal sænke klasseloftet.
”At skolen i højere grad også skal støtte og sikre uddannelse til elever, som ikke kommer fra meget ressourcestærke hjem. Det er et fokus, som vi har en naturlig interesse i,” siger administrerende direktør for BL – Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen.
Klogere på regeringens planer for folkeskolen bliver vi formentlig i næste uge. Her vil regeringen ifølge statsministeren fremlægge sit folkeskoleoplæg.
Tryghed
Ud over folkeskolen fremhævede statsministeren den kommende bandepakke, som regeringen fremlagde i september. Den indeholder en række forebyggende initiativer, der skal forhindre, at børn og unge rekrutteres til banderne.
I lovkataloget er der også initiativer, der skal reducere de alt for lange ventetider i domstolssystemet.
”Det er ikke første gang, at en regering har haft ambitioner om hurtigere behandlingstider i domstolene, men det er desværre gået den forkerte vej. Nu må vi håbe, at der kommer lovgivning og rammer, som i praksis tager livtag med de lange ventetider, der aktuelt stadig er i forhold til at få afviklet straffesager,” siger Bent Madsen.
”De alt for lange ventetider påvirker boligorganisationernes muligheder for at sikre tryghed i boligområderne,” fortsætter han.
Socialt frikort
Det fremgår også af lovkataloget, at det såkaldte ”sociale frikort” bliver permanent. Frikortet giver socialt udsatte borgere mulighed for at tjene penge ved småjobs, uden det bliver modregnet i deres sociale ydelser. Ordningen har eksisteret i efterhånden mange år som et midlertidigt forsøg. BL - Danmarks Almene Boliger opfordrede ved den seneste forlængelse i foråret til, at forsøget bliver permanent. Det kommer så nu.
Botilbud
Blandt andre ting man i den almene boligverden kan hæfte sig ved, er, at statsministeren i sin åbningstale fremhævede, at der skal bygges flere og bedre botilbud til voksne med særlige behov for omsorg, hjælp og støtte.
Det kan også fremhæves, at statsministeriet i sin tale endnu engang lovede et betydeligt løft til psykiatrien.
Liv til små byer
Endelig er det værd at nævne, at der fra ministeriet for landdistrikter i lovprogrammet er proklameret, ændringer af planloven, der skal sikre levende byer med et varieret boligudbud.
Derudover kommer der formentlig mere til, der endnu ikke er så forberedt, at regeringen føler sig klar til at nævne det i lovprogrammet.
”I regeringsgrundlaget er bebudet boligpolitiske udspil, som sandsynligvis kommer i løbet af dette folketingsår. Måske et udspil i efteråret om det ikke-almene område, og et alment boligudspil i foråret om blandt andet Landsbyggefondens renoveringsramme,” siger Bent Madsen.
”Når det bliver aktuelt, vender vi selvfølgelig tilbage med meget mere om det,” fortsætter han.
Læs senere artikler
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Regeringen foreslår ny gymnasie-uddannelseRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Regeringen foreslår ny gymnasie-uddannelse