28. JUN. 2023 KL. 15:11

Succesfuld ungeindsats i Esbjerg: ”Det har gjort en verden til forskel”

IMG 0707

Annika Vest Hansen er i dag i lære som maler.

En håndholdt indsats med fokus på de unges interesser og motivation viser gode resultater i forhold til at få dem i job og uddannelse.

”Hvis jeg ikke havde haft det her sted som min trygge base, hvor jeg kunne udvikle mig, havde jeg været et helt andet sted. For jeg skulle virkelig bruge hjælp til at tage de små skridt for at komme videre. Så det har jo gjort en verden til forskel.”

Ordene kommer fra Annika Vest Hansen fra Esbjerg. Hun er 26 år, mor til en datter og bor i det almene boligområde, Skoleparken.

I to år har hun været tilknyttet projektet, ”Energi til hinanden”. Et projekt målrettet unge fra Esbjerg Centrum og Esbjerg Øst, der hverken er i job eller uddannelse. Det har base i jobcentrets fremskudte ungeafdeling, Vindmøllen, og blev sat i gang i 2020 af Esbjerg Kommune, Socialt Udviklingscenter og Den Sociale Kapitalfond med støtte fra Lauritzen Fonden.

Og tilgangen er en anden end den gængse, fortæller sektionsleder i Vindmøllen, Peter Nikolajsen.

”Vores mål er uddannelse og arbejde. Men inden det handler det om, at de unge skal op på en fornuftig livsbane. Vi skal sammen med de unge have fjernet alle de barrierer, der er. Det kan være, man ikke har noget sted at bo. Man har måske et alkoholmisbrug. Det kan være, man har psykiske problemstillinger. De barrierer prøver vi at løse sammen med den unge,” fortæller han.

Et trappetrin ad gangen

Den anderledes tilgang til de unge var lige, hvad Annika Vest Hansen havde brug for. For med en diagnose og nogle svære familieforhold, var det hele ikke så let.

”Jeg var jo i systemet. Jeg havde været ude i noget job og noget skole. Og var hoppet frem og tilbage, uden overhovedet at kunne finde ud af, hvor jeg skulle hen. Altså, jeg passede ikke ind nogle steder.”

Artiklen fortsætter under citatet.

Unge i beskæftigelse

Hvad er det helt konkret, der gør forskellen, for at de unge kommer i job eller uddannelse? Hvad er det, de boligsociale helhedsplaner kan? Og hvorfor er partnerskaber så essentielle?

Det sætter vi fokus på i et nyt tema i Fagbladet Boligen.

Over de kommende uger kan du læse med, når vi præsenterer nye analyser fra BL om værdien af helhedsplanerne. Og du kan møde nogle af de unge, vi har interviewet, og for hvem de omtalte indsatser har gjort en kæmpe forskel.

”Nu er der rent faktisk et liv, jeg gerne vil leve. Og jeg har nogle drømme. Jeg kan overskue at have drømme og tillade mig at have drømme."

Annika Vest Hansen

Så da Annika Vest Hansen fik tilbudt en plads i ”Energi til hinanden”, slog hun til.

”Jeg har fået lov til at tage et trappetrin ad gangen. Og hvis jeg så stod stille på et trappetrin i noget tid, gjorde det ikke noget. Så rykkede jeg først videre, når jeg var klar til det. Så jeg har jo fået lov til at arbejde med mig selv i det tempo, jeg havde brug for,” forklarer hun.

Annika Vest Hansen fremhæver især værdien af at have en fast kontaktperson, hun har kunnet tale med om stort set alt. Og så det at være en del af forskellige grupper baseret på de unges interesser – ”meet-ups” som de kalder det i projektet.

”Hvis man skal løftes ud af den negative, sociale position, man er i, er det rigtigt godt at være sammen med andre, der er det samme sted. Men helst omkring nogle interessefællesskaber, fordi så får man åbnet op for snakken. Så når de for eksempel laver smykker, sidder der en ungeadvisor med. Så snakker man også om, hvad man kan gøre, og hvor langt man er,” fortæller Peter Nikolajsen.

Flere i job og uddannelse

Indsatsen ser ud til at fungere. Tre måneder efter et afsluttet forløb er fire ud af ti unge fra ”Energi til hinanden” i job eller uddannelse. Det er væsentligt flere unge end i kommunens ordinære tilbud.

Ifølge Peter Nikolajsen er der flere grunde til, at det ser sådan ud.

”Det er dels, at de unge er medbestemmende. Vi tager udgangspunkt i deres verden, interesser, og hvordan de synes, vi kommer fra A til B. Så er det socialt samvær med andre unge. Og så sådan en simpel ting, som at de får struktur i deres hverdag. Vi tilbyder dem for eksempel fælles morgenmad. Det er en meget håndholdt indsats,” siger han.

Samarbejde med helhedsplanen

Det er især tilgangen med at lytte til de unge og deres behov projektchefen i Esbjergs boligsociale helhedsplan, Sofie Valbjørn, peger på, når man spørger hende til ”Energi til hinanden”.

”De er rigtig gode til at møde de unge som de individuelle mennesker, de er. Give dem modet, roen og rammerne til at kunne udfolde og udvikle sig, uden at de bliver puttet ind i de traditionelle jobcenter-kasser alt for hurtigt. De bliver mødt, lyttet til, forstået og imødekommet som mennesker,” siger hun.

”Det er noget af det, de sårbare unge selv sætter fokus på. Hvis ikke de bliver mødt af voksne og professionelle på den måde, så lykkes de ikke med at gennemføre de ting, de skal. Så falder de igennem hullerne og forsvinder.”

Den boligsociale helhedsplan og ”Energi til hinanden” har et uformelt samarbejde, fortæller Sofie Valbjørn.

”Vi har en tæt dialog, som vi har styrket rigtigt meget det sidste halve års tid. Der er jo nogle af de unge, som er tilknyttet ”Energi til hinanden”, som bor i de boligområder, som vi dækker med helhedsplanen.”

Derfor vil samarbejdet også blive styrket endnu mere fremad, siger Sofie Valbjørn.

”Vi sidder lige nu og skal til at beskrive den næste helhedsplan. Der har jeg en dialog med Peter Nikolajsen om, hvordan vi knytter os endnu tættere.”

Kan tillade sig at drømme

Annika Vest Hansen har ikke længere sin daglige gang i ”Energi til hinanden”. Hun er nu i lære som maler. Men hun har forsat sin faste kontaktperson i projektet, som hun kan tage fat i, hvis hun har brug for det.

”For mig har det betydet enormt meget, fordi jeg har brug for den sikkerhed. Jeg har virkelig haft brug for at vide, at der er nogen, der har min ryg, hvis jeg ikke selv kan finde ud af det her,” siger hun.

Derfor er Annika Vest Hansen også et helt andet sted i dag, end før hun kom i gang med ”Energi til hinanden”.

”Jeg har det bare skide godt! Jeg tør snakke med folk, og jeg er udadvendt. Det var jeg jo slet ikke inden. Så det har jo virkelig bygget mig op. Både på det personlige og det arbejdsrelaterede. Det har hjulpet mig hele vejen rundt.”

Fremtiden ser hun derfor også helt anderledes på nu.

”Nu er der rent faktisk et liv, jeg gerne vil leve. Og jeg har nogle drømme. Jeg kan overskue at have drømme og tillade mig at have drømme,” siger hun.

Læs senere artikler

Praktik i boligselskab førte til lærlingeplads for 25-årige Niclas

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

TrygFonden: Landets boligorganisationer er afgørende for at hjælpe de unge på vej

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Stort interview med reformkommissionens formand

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Flere mønsterbrydere tager en velfærdsuddannelse

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Christian Møller Rasmussen BL
Christian Møller Rasmussen

Christian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.

Seneste Artikel

Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsen

Christian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.

Seneste Artikel

Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsen

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2956 )

0

Læseliste