31. MAJ. 2023 KL. 15:19
Praktik i boligselskab førte til lærlingeplads for 25-årige Niclas
31. MAJ. 2023 KL. 15:19
Niclas Hinsch havde i mange år svært ved at finde ud af, hvilken vej han skulle i livet. En jobprøvning hos Boligselskabet VENBO førte til, at han i dag er i voksenlære i et VVS-firma.
Samarbejde mellem jobcenter og boligselskab kan åbne døre for de unge, som har svært ved selv at finde ud af, hvad de skal uddanne sig til eller bruge arbejdslivet på.
Niclas Hinsch, som bor i Boligselskabet Venbo, er en af dem, der trods forskellige skoleforløb fra han var 18 til 23 år, ikke fandt en retning, som rigtigt passede ham.
“Jeg var on and off gennem forskellige forløb uden helt at kunne finde det, der lige var mig. Det eneste, jeg var sikker på, var, at kontorarbejde i hvert fald ikke lige var mig,” fortæller Niclas Hinsch, der har diagnosen ADHD og derfor har brug for at komme ud at være aktiv.
I 2021 meldte han sig ledig på jobcenteret i Egedal Kommune, og det skulle vise sig at blive et vigtigt skridt på vejen.
Gennem jobcentret kom Niclas Hinsch i jobprøvning hos Boligselskabet VENBO, og han har også været igennem forskellige kvalificerende forløb hos EGU, der tilbyder erhvervsgrunduddannelser.
Et godt samarbejde mellem jobcenter og boligselskab og faste kontaktpersoner har gjort, at boligselskabet gennem årene har haft mange personer igennem jobprøvning.
Artiklen fortsætter under citatet
UNGE I BESKÆFTIGELSE
Hvad er det helt konkret, der gør forskellen, for at de unge kommer i job eller uddannelse? Hvad er det, de boligsociale helhedsplaner kan? Og hvorfor er partnerskaber så essentielle?
Det sætter vi fokus på i et nyt tema i Fagbladet Boligen.
Over de kommende uger kan du læse med, når vi præsenterer nye analyser fra BL om værdien af helhedsplanerne. Og du kan møde nogle af de unge, vi har interviewet, og for hvem de omtalte indsatser har gjort en kæmpe forskel.
Det sociale ansvar i det almene DNA
For ejendomsmester Peter Gundtoft, kollegaerne og bestyrelsen i Boligselskabet VENBO er det vigtigt at tage et socialt ansvar – både over for egne beboere og det øvrige samfund.
”Som almen boligorganisation føler vi, at vi er forpligtede til det. Det er noget, vi prioriterer, gerne bruger penge på, og det ligger i vores DNA, så at sige,” siger Peter Gundtoft.
”Men vi tager kun nogen ind, når der er tid og ressourcer til at give vedkommende et godt forløb,” understreger Peter Gundtoft.
Derfor kunne Niclas Hinsch begynde hos Boligselskabet VENBO i september 2021. I begyndelsen havde han en arbejdsdag fra klokken 8.00-10.00, og den blev gradvist udvidet.
Undervejs har Peter Gundtoft og Niclas Hinsch haft dialog om, hvad Niclas manglede og ønskede, og det har ført til flere forløb hos EGU. Herigennem har Niclas blandt andet fået kørekort, varevognstillæg og gaffeltruckcertifikat.
Lokalt VVS-firma klar til at tage imod
Når Niclas ikke har været på skolebænken på EGU, har han arbejdet i driften i VENBO: ”Det, jeg rigtig godt kan lide hos VENBO, er, at der ikke er to dage, der er ens – og så er det rart, at jeg kan bruge min krop,” siger han.
Undervejs har Peter Gundtoft, Niclas Hinsch og EGU-vejlederen sporet sig ind på, hvad Niclas kunne tænke sig at arbejde med i fremtiden. Peter Gundtoft havde ambitioner på Niclas’ vegne, og de så sammen på, hvilke opgaver Niclas godt kunne lide at lave. Her stod VVS-opgaverne tydeligt frem.
Peter kontaktede derfor samarbejdspartneren og VVS-firmaet ProVent, og efter en succesfuld fireugers praktikperiode blev Niclas tilbudt at begynde som voksenlærling med en arbejdstid på 37 timer om ugen.
”Vi glæder os over, at vi har været med til at hjælpe Niclas videre,” fortæller Peter Gundtoft.
Og selvom Niclas har måttet sige farvel til kollegerne i VENBO, er der ingen tvivl om, at han ser frem til at begynde som VVS-lærling.
”Jeg er så klar til at starte hos ProVent og har været rigtig glad for, at VENBO har hjulpet mig på vej og været med til at finde den uddannelse, jeg gerne vil have,” lyder det fra Niclas Hinsch.
Læs senere artikler
Flere mønsterbrydere tager en velfærdsuddannelse
Nye tal fra BL: Fritidsjob hjælper unge i job og uddannelse
Stort interview med reformkommissionens formand
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"