21. FEB. 2023 KL. 08:32
Kælderprojekt øger trygheden hos beboerne

Lys, farver og ansigter er noget af det, der er med til at skabe mere tryghed i kælderen i Brønshøj. (Foto: Kigge Mai Hvid)
21. FEB. 2023 KL. 08:32
En 110 meter lang kælder i Brønshøj har fået en gevaldig ansigtsløftning. Målet har været at gøre den mere tryg. Det er lykkedes, siger beboerne.
Portrætfotografier, bedre skiltning, hvidmalede vægge og mere lys.
Det er nogle af de ting, som møder én, hvis man bevæger sig ned i kælderen under Boligforeningen AABs afdeling, Storegårdsvej, i Brønshøj i København.
”Det gør en kæmpe forskel. Der har været rigtigt mange fine tilbagemeldinger – især fra vores ældre beboere, som har deres daglige gang med blandt andet rollator i kælderen.”
Sådan lyder det fra afdelingens beboerformand, Alex Rehrmann Jørgensen.
”De ældre føler sig meget mere trygge og siger, at det med lys og farver har gjort, at de tør komme derned uden at være bekymrede på samme måde, som de var før,” siger han.
Hang ud og skabte utryghed
Den ”nye” kælder er et resultat af udviklingsprojektet, ”Tryghed i kældre”, mellem AlmenNet og boligorganisationerne fsb og AAB. Det er støttet af Landsbyggefonden og indgår i en helhedsplan for området.
Formålet har været at gøre det mere trygt for beboerne at færdes i kælderen. For det har været en udfordring tidligere, fortæller Alex Rehrmann Jørgensen.
”Mange af vores beboere var meget utrygge nede i kældrene. Vi havde rimeligt mange problemer med udefrakommende unge, som hang ud dernede og skabte utryghed.”
Skiltning og tilhørsforhold
For at finde ud af, hvad der ville øge trygheden, har der været afholdt en lang række workshops mellem beboerne og designeren, Kigge Mai Hvid. På den baggrund har kælderen nu fået helt hvide vægge og langt mere lys. Og så er der kommet en masse skilte op på døre og vægge.
”Det kan give en fornemmelse af utryghed, hvis man ikke ved, hvad der er bag lukkede døre. Derfor er det vigtigt at få vist, at det for eksempel bare er et teknikrum eller et cykelrum, fordi det giver en bevidsthed om, at det er trygt,” forklarer Kigge Mai Hvid.
”Der skal også være skiltet ordentligt mod udgangene. Det giver tryghed, at man ved, man kan finde ud. Og at man ikke kun kan komme ud den vej, man kom ind.”
Kigge Mai Hvid peger også på, at det er vigtigt at signalere, at der er nogen, der ejer stedet og tager sig af det. Derfor er væggene flere steder beklædte med fotogallerier, der repræsenterer forskellige kulturer, der bor i boligområdet.
”Det her med at sætte fotografier af mennesker op i kælderen – at sætte ansigter op – giver et tilhørsforhold. Og dem, der måske kunne finde på at opføre sig mindre pænt dernede, får en fornemmelse af at være overvåget,” siger Kigge Mai Hvid.