31. MAJ. 2022 KL. 10:00

Flere beboere betalte ikke husleje til tiden i første kvartal

DSC0620

Foto: Simon Jeppesen

Boligkontoret Danmark og Domea er klar med økonomisk rådgivning, hvis stigende priser på varme og mad vælter læsset hos beboerne.

I årets første tre måneder kom 25 procent flere beboere hos Boligkontoret Danmark bagud med huslejen end året før. Det bekymrer Katja Giebel, der er chef for de boligsociale indsatser hos den almene boligadministrator.

Katja Giebel, chef for boligsociale indsatser, Boligkontoret Danmark
Katja Giebel, chef for boligsociale indsatser, Boligkontoret Danmark

”Det er et tegn på, at flere beboere har en økonomi under pres. Når forbrugsudgifterne stiger, så rammer det dem, der ikke har så meget overskud i hverdagen, og det er selvfølgelig de lavtlønnede eller dem på overførselsindkomst. Vi frygter jo at se, at de ikke klarer den,” siger Katja Giebel.

Boligkontoret Danmarks økonomiske rådgivere sidder klar til at hjælpe trængte beboere. De kan for eksempel hjælpe med at søge varmetillæg, boligstøtte eller lægge budget.

Den almene boligadministrator Domea tilbyder også økonomisk rådgivning til beboere. Her har rådgiverne blikket stift rettet mod de årlige forbrugsopgørelser for el og varme, som mange beboere modtager for tiden.

Disse støttemuligheder kan måske hjælpe dig, hvis det er svært at betale husleje:

 

  • Har du ret til boligstøtte? Det er et skattefrit tilskud til din husleje som du kan søge på dk. Ansøgningen behandles af Udbetaling Danmark.

 

  • Hvis du har lav indkomst og ikke er pensionist, kan du måske få et økonomisk tilskud i en særlig vanskelig situation. Fx hvis du ikke kan betale husleje eller har uforudsigelige enkeltudgifter. Din ansøgning behandles af din kommune.

 

  • Hvis du er pensionist, kan du måske få varmetillæg. Det kan du søge på dk. Din ansøgning behandles af Udbetaling Danmark.

 

  • Hvis du er pensionist, kan du måske få et personligt tillæg, fx til briller, tandbehandling, diætkost og forhøjede el- og varmeudgifter. Din ansøgning behandles af din kommune.

 

  • Husk! Du kan få hjælp af borgerservice i din kommune til at udfylde og indsende ansøgninger.

 

Kilde: Økonomiske beboerrådgivere i Domea og Boligkontoret Danmark.


Gitte Weien Andersen, chef for Beboerrådgivningen i Domea.

”Vi forventer en del henvendelser, fordi forbrugsregnskaberne for el og varme er højere i år. Normalt kan efterbetalingen deles over 3 måneder, men i år har vi lagt op til, at den kan deles over 6 måneder for at hjælpe beboere, der får en høj regning,” siger Gitte Weien Andersen, der er chef for beboerrådgivningen i Domea.

Mange varmer op med naturgas eller elektricitet

Domea og Boligkontoret Danmark administrerer samlet set omkring 90.000 almene boliger i hele landet. De har begge mange boligafdelinger udenfor de større byer, hvor beboerne har naturgas eller elvarme, der er steget stærkt i pris. Derfor har begge boligorganisationer også gjort meget for at informere beboerne om prisstigningerne og muligheden for at få økonomisk rådgivning.

”Vores rådgivere spørger ind til, om de har søgt støtte ved kommunen, og hvis det er pensionister, så kan de søge varmetillæg. Det specielle ved vores hjælp er, at vi guider vores beboere, og hvis de giver samtykke, ringer vi også for dem og hjælper med at finde papirerne og booke en tid,” siger Gitte Weien Andersen.

Domea har ikke haft en stigning i antallet af beboere, der er bagud med huslejen, men en del beboerdemokrater er alligevel bekymrede og kontakter de økonomiske rådgivere.

”Afdelingsbestyrelser og selskabsbestyrelser spørger om, hvordan de kan hjælpe beboerne. De er godt klar over, at når der er noget, der rammer bredt i befolkningen, så rammer det hårdere i de almene boligafdelinger, hvor der bor flere, der er dårligt økonomisk stillet,” siger Gitte Weien Andersen.

Vil undgå vanvittig regning: Hævede aconto 100 procent

Boligkontoret Danmark har også fokus på varmeregningerne. En stor del af deres beboere får dem direkte fra et forsyningsselskab, men den almene boligadministrator laver selv de årlige forbrugsopgørelser for cirka 6.500 boliger, der alle opvarmes med naturgas eller elektricitet.

”Vi hævede de beboeres acontobeløb med 100 procent fra første januar for at undgå, at deres årsafregning bliver vanvittig stor. Og det er meget. Hvis man har et forbrug til elvarme på 1.000-1.500 kroner om måneden, så er det dobbelt op. Det er pludselig 2.000-3.000 om måneden, og de familier, der ikke har noget at skrue på, de har et problem, for de kan kun tage pengene fra madposten,” siger Katja Giebel.

Nemmere for pensionister end lavtlønsfamilier at få tilskud

Katja Giebel har ikke tal på, om de beboere, der ikke kunne betale husleje til tiden i første kvartal, alle sammen har betalt efterfølgende. Hun oplever, at trængte pensionister har en rimelig mulighed for at opnå et varmetillæg, men at det er svært for lavtlønsfamilier og kontanthjælpsmodtagere at opnå et tilskud til energiregningen selvom den politiske aftale om varmechecken har afsat 200 millioner til de grupper i kommunerne.

”Vores beboere taler meget om varmechecken og ser frem til den, men jeg er ked af at måtte sige, at den står måske ikke helt mål for de flestes vedkommende i forhold til de ekstraudgifter der er, men det er klart bedre end ingenting,” siger Katja Giebel.

Læs senere artikler

Data for vand og varme koster på beboernes husleje

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Corona-regning: Lejetab kan give højere husleje til unge studerende

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste