27. JUN. 2022 KL. 16:08

Minister: ”Vi skal vise de unge, at der er et alternativ til kriminalitet”

Image00002 (1)

Karlemoseparken i Køge havde fredag besøg af justitsminister Mattias Tesfaye og socialminister Astrid Krag. De var på studietur for at blive klogere på, hvordan Karlemoseparken slap af med Loyal to Familia. Og hvordan de i dag forebygger ny bandekriminalitet.

Det var ikke til at skjule, at der var fint besøg i Karlemoseparken i Køge. Fredag klokken 9 stod der nemlig to velvoksne ministerbiler med hver deres chauffør og to lokale betjente på det lille blomsterfyldte torv uden for beboerhuset.

”Det er Mattias Tesfaye og Astrid Krag, som er kommet for at besøge os,” fortæller en morgenfrisk beboer, som sidder på bænken uden for beboerhuset sammen med sine hundevenner fra Karlemoseparken. ”Og de kom hen og hilste på os.”  

De to socialdemokratiske ministre, justitsminister Mattias Tesfaye og socialminister Astrid Krag, havde selv taget initiativ til besøget denne solfyldte morgen. De ville gerne høre om de indsatser, som fik smidt banden Loyal to Familia ud af boligområdet, da de i et par år havde hærget området.

Indsatser, som boligselskabet Sjælland, helhedsplanen i Karlemoseparken, Køge Politi og Køge Kommune i samarbejde havde gode resultater med.

”Vi vil i regeringen gerne gøre mere i indsatsen mod bandekriminalitet i Danmark. Og det har Karlemoseparken haft stor succes med. Både ved at gå hårdere til den fra politiets side, men også ved at række hånden ud til dem, som står på kanten til bandekriminalitet. Dem skal vi overbevise om, at de har muligheden for at træffe et bedre valg end kriminalitet,” siger justitsminister Mattias Tesfaye.

Første stop på inspirationsturen bød på morgenkaffe og oplæg til ministrene i beboerhuset. Her gav Boligselskabet Sjælland først et overblik over den samlede strategi for forebyggelse af bandekriminalitet, hvorefter politiet kunne fortælle om det mere operationelle arbejde med daglige patruljeringer og faste betjente i boligområdet.

SSP-konsulenterne sluttede morgenmødet af med deres erfaringer fra det tværfaglige samarbejde mellem skoler, de sociale myndigheder og politiet. Et samarbejde, som de nu kan dokumentere har virket i arbejdet med forebyggelse af kriminalitet i Karlemoseparken.  

”Hovedhistorien er jo, at masser af mennesker klarer sig godt. Men dem, som ikke gør, skal vi have hjulpet, så de ikke begynder at begå kriminalitet. For så kan de ødelægge tilværelsen for et helt boligområde på ganske kort tid. Det er vi glade for at få mulighed for at høre om her i Karlemoseparken i dag,” fortæller justitsministeren, da han og socialminister Astrid Krag bliver vist rundt i Karlemoseparken og har mulighed for at tale med alle parterne i det tværfaglige samarbejde i boligområdet.

Sådan gør de i Køge

I den boligsociale helhedsplan i Køge arbejder Boligselskabet Sjælland for at gøre boligområderne Karlemoseparken, Søparken, Hastrupparken og Ellemarken til endnu bedre steder at bo og leve i.

Det gør de med midler fra Landsbyggefonden, Boligselskabet Sjælland, DAB, Lejerbo, Køge Boligselskab og Køge Kommune.

Udgangspunktet for det boligsociale arbejde er dels at kortlægge de udfordringer og problemstillinger, som er knyttet til boligområderne, dels at undersøge, hvilke ressourcer og potentialer boligområderne indeholder for på den måde at realisere dem.

Sekretariatet samarbejder med lokale kræfter fra foreninger, jobcenter, skoler, institutioner, SSP, politi og Køge Kommune. I det boligsociale arbejde er der stort fokus på varige ændringer, så alle indsatser har fokus på, hvor de forankres lokalt.

Kilde: Boligselskabet Sjælland

Image00014

1 / 4Under vandringen i Karlsmoseparken fik en beboer en god sludder om tryghed i boligområdet med både Mattias Tesfaye og Astrid Krag. Foto: Social- og Ældreministeriet

Image00024

2 / 4Ministrene lyttede godt efter, da driftsleder i Boligselskabet Sjælland, Niels Bannergaard, holdt tale fra "ølkassen".

Image00027

3 / 4Under morgenmødet i Karlsmoseparkens Beboerhus fik Astrid Krag mulighed for en snak med en af de lokale politibetjente fra Køge Politi, som er tilknyttet det forebyggende arbejde i Karlemoseparken.

Hundetræf Karlemoseparken

4 / 4Ministerbesøget i Karlemoseparken var uventet for hundevennerne, som tilfældigt sad udenfor, at Mattias Tesfaye og Astrid Krag ankom i ministerbilerne. Men så fik de lige en sludder, inden ministrene skulle op til mødet i Beboerhuset.

Hovedhistorien er jo, at masser af mennesker klarer sig godt. Men dem, som ikke gør, skal vi have hjulpet, så de ikke begynder at begå kriminalitet. For så kan de ødelægge tilværelsen for et helt boligområde på ganske kort tid.

Mattias Tesfaye

Justitsminister

LTF hærgede boligområdet

Baggrunden er, at i årene frem til 2017 hærgede banden Loyal to Familia det ellers fredelige liv i Karlemoseparken. De havde besluttet, at de var ”kongerne af Karlsmoseparken” og brugte boligområdet til at sælge hash i store mængder.  

Det blev ifølge Niels Bannergaard, driftsleder i Boligselskabet Sjælland, starten til helvede for boligområdets beboere. De turde ikke længere gå ud om aftenen eller færdes i kældrene. Og områdets forældre levede i frygt for, om deres små sønner mon var de næste, som blev viklet ind i bandeverdenen.

“De var her altså ikke kun for at sælge hash?” spørger Mattias Tesfaye.

“Jo, men de var her primært, fordi de vidste, at de kunne være i fred og kunne gøre, hvad de ville,” er svaret fra en af de politifolk, som til dagligt patruljerer i Køges almene boligområder.

Men nok skulle være nok. Med en koordineret indsats blev der opsat over 250 overvågningskameraer i områdets udeområder, kældre og i opgange. Boligselskabet beskar alle hække og træer i området, så der ikke længere var steder, hvor man kunne gemme sig. Og politiet begyndte en mere struktureret og synlig patruljering i Karlsmoseparken.

Tæt samarbejde er altafgørende

Selvom det lykkedes at drive LTF ud af boligområdet i 2017, er det ifølge boligselskab, kommune og politi stadig vigtigt, at det store tværfaglige team mødes for at koordinere indsatser i boligområdet. Blandt andet så de kan gribe lynhurtigt ind, hvis de spotter et barn eller ung person, som kunne være på vej ud i kriminalitet – og få dem på rette spor igen.

”Vi skal vise de unge, at de kan noget – og at vi har behov for dem. Det er meget inspirerende at høre, hvordan helhedsplanens fritidsjobindsats har fået flere af de lokale unge i boligområdet til at vælge en anden karriere end den kriminelle,” kvitterer Astrid Krag med, efter Özcan Tecer, projektleder på Jobplaneten, har tegnet og fortalt om deres fritidsjobindsats i området.

”Det tætte samarbejde er helt klart nøglen i arbejdet her,” afslutter socialminister Astrid Krag, inden dagens to ministre, repræsentanter fra Boligselskabet Sjælland, Karlemoseparken, politi og SSP-konsulenter går op til et sidste gruppebillede i Beboerhuset.

De fire indsatsområder

Der arbejdes med følgende fire hovedindsatsområder:

  • Uddannelse og Livschancer
  • Beskæftigelse
  • Kriminalitetsforebyggelse
  • Sammenhængskraft og medborgerskab.

Målet og visionen er at skabe trygge hjem i bæredygtige fællesskaber i helhedsplanens boligafdelinger.

Boligorganisationerne ønsker med helhedsplanen at ændre omverdens fortælling om socialt udsatte boligområder til en stærk fortælling om tryghed og trivsel. 

Kilde: Køge Kommune

Læs senere artikler

Karlemoseparken har ryddet op i skumle kælderrum

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Borgmester: Blandede byer er stærke byer

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Boligdirektør: ”Jeg har det lidt svært med rigide systemer”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Boligdirektør: ”Jeg har det lidt svært med rigide systemer”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2923 )

0

Læseliste