12. JAN. 2022 KL. 12:46
Sådan blev prisen på tv-pakker rimelig for beboerne
12. JAN. 2022 KL. 12:46
Beboere i AAB Vejle kan få internet og en tv-grundpakke til en rimelig pris, fordi de ejer deres eget netværk.
For en stor del af YouSees kunder betød det nye år, at tv-pakker blev dyrere. Men beboerne i de 4.400 boliger i AAB Vejle kan stadig få en tv-grundpakke til en rimelig pris. Den almene boligforening ejer sit eget netværk til tv og internet, og derfor slipper beboerne billigere end de fleste.
"Vi oplever en stor grad af beboertilfredshed, og det er en driftssikker løsning," siger Frank Neergaard, administrationschef i AAB Vejle.
80 procent af beboerne køber YouSees tv-grundpakke til 185 kroner om måneden gennem boligforeningen, mens næsten alle vælger internetløsningen. Det billigste internet koster 99 kroner for 150 Mbit om måneden.
"Når du er en almen boligforening, så har du ikke nødvendigvis de stærkeste i samfundet til at bidrage, så hver en krone man kan spare dem for, er jo kærkommen," siger Frank Neergaard.
Alle beboere betaler 70 kroner om måneden til vedligehold, opgradering og administration af netværket som en del af huslejen. Det betyder, at en familie samlet set kan få en tv-pakke og internet for 354 kroner om måneden.
Stigende priser på tv og internet
De sidste 2-3 år er rimelige priser på tv og internet blevet et stadig vigtigere tema i mange boligorganisationer. Det vurderer Thomas Brandt-Knudsen fra Karobella Rådgivning, der er BL's underleverandør på rådgivning om tv- og bredbåndsløsninger.
"Det er måske en effekt af, at tv-priser generelt stiger meget og at en del boligorganisationer bliver kontaktet af fibernetselskaber, der tilbyder at lægge fibernet gratis ind i afdelingerne," siger Thomas Brandt-Knudsen.
Når et fibernetselskab lægger gratis fibernet ind, mister boligforeningen kontrollen over kablerne, og det kan blive dyrt for beboerne på sigt.
"Vi oplever, at flere og flere boligorganisationer tager tv- og internetløsninger op i organisationsbestyrelsen. De ryster posen og får mulighederne undersøgt, selvom det kan være et kompliceret emne," siger Thomas Brandt-Knudsen.
BL anbefaler, at boligforeninger ejer deres egen infrastruktur til tv og internet, så man som storkunde kan stille krav til sine leverandører og konkurrenceudsætte deres ydelser med jævne mellemrum.
Hurtigere internet under corona
AAB Vejles netværk består af coax-kabler til tv og fiberkabler til internet. Næsten alle boligafdelinger ligger i Vejle By og er forbundet i den samme ring af fiberkabler. De mange boliger i samme netværk giver mulighed for storkundeaftaler som AAB Vejle forhandler med leverandørerne hver 2. eller 3. år.
”Vi bruger stort set ingen tid på administration. Når folk flytter ind, vælger de tv-grundpakken til eller fra, og så mærker vi ikke meget mere til dem. Hvis de opgraderer tv-pakken, så kontakter de YouSee, der opkræver differencen,” siger Frank Neergaard.
Sidste år fik beboerne i AAB Vejle hurtigere internet uden, at de skulle betale ekstra. Mange arbejdede hjemme under den første corona-nedlukning, og i starten oplevede en del beboere, at internettet kørte for langsomt. Derfor fik AAB Vejle opgraderet hastighederne gennem boligforeningens aftale med Dansk Kabel TV, der leverer internettet.
Læs senere artikler
For dyrt: Villabyerne stemte nej til YouSee
Boligselskab: Sådan slipper vi for stor prisstigning på YouSee
Beboere betaler 59 kroner om måneden for hurtigt internet
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværk