Majbritt er skizofren og afdelingsformand

Kan man være afdelingsformand og sætte gang i et utal af frivillige aktiviteter, når man har diagnosen ‘paranoid skizofren?’ Ja da. Det er 46-årige Majbritt Theilgaard Iversen et levende og farvestrålende bevis på.

Majbritt har nemlig arbejdet sig væk fra sin alvorlige sygdom og ind i boligområdets givende fællesskaber. Det har hun gjort med sin pensel, med et stort engagement i frivilligt arbejde og med teknikker til at holde stemmerne væk.

”I dag kan jeg sige til dem: SMUT så med jer. Mange gange har jeg stået og råbt af dem: I fucker bare af, I skal ikke larme i mit hoved, jeg vil have RO. Det får jeg. For det har jeg besluttet mig for at få."

Det lyder simpelt, men det har været hårdt arbejde at nå dertil.

Dårligt ry

Da Majbritt Theilgaard Iversen flyttede til Isbjerg Parken for 13 år siden, kom hun fra et voldeligt forhold. Hun havde angst og tankemylder, og provokerende stemmer fortalte hende konstant, at hun ikke var noget værd.

”Jeg havde det meget meget dårligt, da jeg flyttede herud. Jeg følte mig forfulgt og havde mange negative stemmer i mit hoved. Jeg mærkede konstant, min eksmand ånde mig i nakken,” fortæller Majbritt.

Isbjerg Parken så hun som en midlertidig boligløsning for hende og sine tre døtre. For området havde ikke det bedste ry.

”Jeg var præget af de dårlige fortællinger, der var om kvarteret. Jeg var negativt påvirket uden at vide, hvad det drejede sig om, eller hvordan det var at bo her.”

Omsorg fra beboere

Majbritts betænkeligheder ved området blev hurtigt gjort til skamme. Hun blev varmt modtaget.

”Jeg flyttede ind i en opgang, hvor jeg var den eneste med dansk baggrund. Jeg og pigerne blev taget utroligt godt imod. Vi fik så meget omsorg fra de andre beboere, der gik op i, at vi skulle passe på hinanden og holde øje med hinanden, og vi blev tit inviteret ned til mad.”

Majbritt opdagede ‘Trivselshuset’ i Isbjerg Parken, hvor hun kunne komme og male. Maleriet har altid været en ventil for hende.

”Selvom jeg havde det skidt, tænkte jeg: Lad mig tage derover og prøve det."

I dag pryder hendes malerier væggene flere steder i fællesområderne. Hun viser et af dem frem.

”Der gemmer sig faktisk engel inde i det. Det ser man, hvis man kigger på det længe. Jeg opdagede det først selv, da jeg var færdig med at male det,” siger hun.

Lærte tricks på 'den lukkede'

Maleriet blev begyndelsen. Gennem årene har Majbritt involveret sig stadig mere i det frivillige - også i svære perioder. Samtidig har hun lært at tackle sit indvendige kaos. Hun har flere gange været indlagt på den lukkede afdeling i Esbjerg, og indlæggelserne har hjulpet hende, fortæller  hun.

”Du skal se angsten i øjnene, sagde en sygeplejerske til mig. Det er det, jeg gør. Hvis stemmerne kommer, kan jeg afvise dem. Jeg har ikke tid til dem. Det er selvfølgelig noget, jeg har øvet mig meget på,” siger Majbritt, der også bruger musik, lærreder og en masse farver til at holde de destruktive stemmer væk.

Hendes engagement i de frivillige aktiviteter i Isbjerg Parken har været et andet redskab til at holde styr på skizofrenien. For man bliver et stærkere menneske af at deltage i fællesskabet, mener  Majbritt.

”I starten herude gemte jeg mig i sofaen og sagde til mig selv: Jeg duer ikke. Så det har taget år, men det har betydet ALT at kunne deltage. Det styrker en, at man kan noget, der er værdifuldt.”

Glæden ved at give

Det kan Majbritt. I dag er hun afdelingsformand og sidder i organisationsbestyrelsen for AAB.

”I starten gad jeg ikke med til afdelingsmøderne Min fordom var, at det bare var en masse gamle mænd, der sidder og brokker sig. Men hvis man ikke deltager, kan man jo heller ikke lave noget om. Det endte med, at jeg tog jeg med, og jeg har været der siden.

I dag er hun involveret i det meste: Halloween, sommerfest, fastelavn, spontane maddage og kvindecafé, og så lægger hun mange timer i arbejdet i afdelingen og organisationsbestyrelsen. Hun har også snakke med beboerne og samarbejder med Det Boligsociale Team om aktiviteter.

”Jeg kan ikke lade være. Den glæde, jeg får, ved at give til andre, er guld værd. Om det så bare er at gå ud at handle for en beboer, så styrker det mit selvværd.”

Lige nu er hun i gang med at finde ud af, hvordan hun kan hjælpe ældre beboere, der sidder alene i deres lejligheder.

”Sådan noget er jeg nødt til at finde en løsning på. Hvis de ikke fysisk kan komme ud, så kan nogle jo gå ind at ringe på og drikke en kop kaffe, hvis beboeren har lyst. Ingen skal føle sig ensomme.”

Artiklen fortsætter under boksen. 

Nul medicin og åbenhed

Men hvad med stemmerne? Hvor meget fylder de i dag? Faktisk ingenting. Til gengæld oplever hun jævnligt tankemylder, siger hun. 

”Det kan komme på de mest irriterende tidspunkter, for eksempel til et møde eller når jeg skal sove. Men det går ofte hurtigt væk igen. Det er dog nok noget, jeg skal arbejde med resten af mit liv.”

Majbritt har ikke været på medicin i flere år. Hun mener, at selvom man har en tung bagage med sig, så kan man godt ændre sit liv.

”Vi har allesammen mulighed for at sige: Det gider jeg ikke hænge mig i længere. Den dør lukker jeg. ”

Når døren er lukket, kan hun vende sig mod det positive, hun kan fylde i livet. Som at være frivillig og svinge malerpenslen. Hun har også valgt at være åben om sin sygdom. Det gør alting lettere og kan måske mane nogle fordomme i jorden.

”Mit liv er jo mit liv. Så kan folk se, at selvom man er paranoid skizofren, er det ikke ensbetydende med, at man er kriminel og slår folk ned på gaden. Man kan sagtens være et ordentligt menneske alligevel.”