15. AUG. 2022 KL. 10:00
De nusser om insekterne i Ejerslykke
15. AUG. 2022 KL. 10:00
Selvfølgelig skal vi øge biodiversiteten, men det er en opdagelsesrejse, der skal ske i balance med vores beboere, lyder det fra Ejerslykke i Odense.
For et par år siden gik afdelingsbestyrelsen i Ejerslykke i gang med at øge biodiversiteten på deres store, grønne fællesareal. Insekter, fugle og frøer mangler levesteder, og afdelingsbestyrelsen var klar til at hjælpe.
”Vi startede med at lade græsset gro og fik så mange verbale tæsk af vores beboere. De sagde, det så forfærdeligt ud,” siger Karen Hass, formand for afdeling 310 i Ejerslykke i Odense.
Det gav stof til eftertanke. Men det stoppede ikke bestyrelsen.
”Så aftalte vi, at nu laver vi noget flot, og så lavede vi en smuk blomstereng. Det gjorde, at vores beboere begyndte at kigge på det på en anden måde, og det lærte vi jo rigtigt meget af. Det skal være pænt eller interessant at kigge på,” siger Karen Hass.
Artiklen fortsætter under billedet og boksen.
Karens tre råd: Kom i gang med biodiversitet
1. Afdelingsbestyrelsen skal ”sælge” biodiversitet til beboerne
Det vigtigste er, at afdelingsbestyrelsen er positiv og sætter biodiversitet ind i en ramme, som beboerne kan forstå. I er nødt til hele tiden at sige, at I arbejder med biodiversitet for at passe på vores fælles jord.
2. Besøg boligafdelinger, haver eller parker, der arbejder med biodiversitet
Besøg gerne flere steder, hvor de er længere fremme og se, hvad de har gjort. Hør om deres erfaringer. Find ud af, hvordan I har lyst til at gøre det, så det passer til jeres afdeling.
3. Brug jeres fagpersonale
Tag jeres ansatte i driften med i jeres overvejelser. Lyt til deres ideer og find ud af gode løsninger sammen. Det er måske også nyt for dem. Forvent ikke perfekte resultater hvert år.
Karen Hass glæder sig over den smukker blomstereng. Foto: Signe Schlichtkrull
Læs senere artikler
Sum, sum, sum! Bier og blomster styrker fællesskab blandt beboere
3 gode råd: Sådan kommer I godt i gang med biodiversitet
Ikke flot hele tiden
Boligafdelingen består af 196 rækkehuse, der tilhører den almene boligorganisation Civica. På fællesarealet bliver træer ikke fældet, men skåret ned i 3 meters højde, og efterhånden som stammen rådner, flytter insekterne ind. Rundt omkring står insekthoteller lavet af genbrugsmaterialer. Til efteråret skal der graves en lille sø til truede frøer og padder.
”Det handler meget om formidling og om, at vi forklarer beboerne, at vi gør det for at passe på vores fælles jord. Det er en opdagelsesrejse, der skal ske i balance med vores beboere,” siger Karen Hass.
Det er nemlig ikke så let at få de nye tiltag til at se flotte ud hele tiden. For eksempel blev blomsterengen ikke så pæn sidste sommer, og der kom flere dræbersnegle.
”Det overraskede mig, at der ikke kom nogle protester på beboermødet sidste år, hvor det ikke var særlig vellykket. I beretningen skrev vi, hvordan vi havde arbejdet med det, og der var ikke en eneste, der sagde noget,” siger hun.
I efteråret arbejdede afdelingsbestyrelsen videre med blomsterengen og fik gjort jorden mere næringsfattig. Den har i år en større variation af planter med masser af nektar til insekterne. Der er også fokus på dræbersnegle, der blandt andet skal bekæmpes ved at få flere pindsvin i området.
Gode samtaler og fællesaktiviteter
Karen Hass synes arbejdet med biodiversitet passer godt til en afdelingsbestyrelse.
”Det er noget, vi nemmere kan gøre noget ved end for eksempel et støjværn over mod en larmende vej. Vi kan nemmere handle på biodiversitet, og vi har større indflydelse på det,” siger hun.
Civica har sat fokus på biodiversitet i de seneste år. Det giver grobund for gode samtaler, kompromisser og fælles aktiviteter i afdelingen, mener Søren Damgaard, formand for organisationsbestyrelsen.
”Det, vi som almen boligorganisation kan i forhold til biodiversiteten, er helt særligt. Det handler nemlig om aktiviteter, der går hånd i hånd med fællesskabet,” siger han.
”Det taler ind i en større dagsorden om, at vi som almen boligorganisation ønsker at fremme biodiversiteten og initiativer, som kan bidrage til en grønnere fremtid,” siger Søren Damgaard.
Om skribenten
Mest læste
Se alle artikler (2972)0