11. APR. 2022 KL. 15:14
Boligdirektør: ”Vi er en helt ekstrem sympatisk boform”
11. APR. 2022 KL. 15:14
Jette Egebjerg er direktør i AB Holmegaarden i Nyborg. Hun tog styringen, da boligorganisationen blev selvstændig i 2014 og har siden været på en drømmerejse i en sektor, hun er pavestolt af.
Hvad gør de almene boliger til noget særligt?
”Det at bo alment er virkelig helt unikt! Vi er et kæmpe maskineri, der arbejder i den gode sags tjeneste.
Bare det, at den almene sektor udlejer kvalitets-boliger i alle størrelser og til enhver smag, som vi ikke selv skal tjene på – det er da noget særligt i sig selv.
At vi har et beboerdemokrati, hvor beboerne har indflydelse på deres eget boligområde, og hvor vi inddrager dem i de fleste processer.
At vi tager socialt ansvar og intensivt arbejder med indsatser, som hjælper udsatte beboere, der har svært ved at få familien eller dagligdagen til at fungere. Og hurtigt kan få kommunen indover, hvis det er nødvendigt.
Derudover sætter vi rammer for fællesskaber, har hjemløsestrategier, hjælper vores unge i uddannelse, har fokus på verdensmål og bæredygtighed i alt, hvad vi laver.
Det gør da sektoren helt ekstrem sympatisk – og noget, vi og beboerne godt må være meget stolte af!”
Er det de værdier, som driver dig som boligdirektør?
”Ja, jeg er i den grad drevet af at være i en organisation, hvor ordentlighed, åbenhed og det at tage vare på andre er helt grundlæggende værdier for os alle.
Men også udfordringen i, at det at arbejde i det almene er en livslang udvikling, både for mig personligt, men også for sektoren. Vi skal hele tiden tænke nyt, fordi lovgivningen, samfundet og beboernes behov ændrer sig. Det er meget spændende og givende.
Jeg plejer at sige, at jeg er fornøjet, når det går godt, og bekymret, når det går dårligt. Det er en enorm tilfredsstillelse at kunne imødekomme beboernes ønsker og finde fornuftige løsninger på deres problemer.
Så med en fælles holdindsats fra os i administrationen, organisationsbestyrelsen og beboerne selv får vi livet til at fungere ude i boligområderne.”
DIREKTØR-STAFETTEN
Direktør: Jette Egebjerg
Boligorganisation: AB Holmegaarden
Antal boliger: 1.100 boliger
Antal afdelinger: 30 afdelinger
Ansatte: 9 ansatte i administrationen og 12 i driften
AB Holmegaarden har sine 1.100 lejemål beliggende i Nyborg og omegn. Boligforeningen har eksisteret i over 80 år og har boliger i både tæt-lav og etageejendomme fordelt på 30 afdelinger. Befolkningsantallet i Nyborg udgør ca. 32.000 og ligger skønt i forhold til skov og strand.