27. OKT. 2021 KL. 14:49

Den blandede by er også svær at bygge i provinsen

jenspilholm_2.jpg

Jens Pilholm håber, at udspillet også vil sætte spotlight på udfordringer med at skabe blandede byer i provinsen. Foto: Civica

Regeringsudspillets mål om den blandede by rammer også plet i provinsen. Her håber boligdirektører, at det giver fokus på lokale udfordringer med at skabe den.

I oktober rykkede debatten om byudvikling sig fra især at handle om blandede boligområder til at sætte blandede byer i centrum. Det skete, da regeringen præsenterede udspillet ”Tættere på II – Byer med plads til alle”. Og intentionerne er gode, siger Jens Pilholm, direktør i Civica, Fyns største boligorganisation.

”Blandede boligområder er noget, vi om nogen arbejder med. Den dagsorden kender vi blandt andet rigtigt godt fra vore boligområder Solbakken og Vollsmose. Vi kan kun billige, at den dagsorden har fokus på byen som helhed,” siger Jens Pilholm.

Også brug for spot på vilkår udenfor hovedstaden

Der er blevet talt meget om København, men Jens Pilholm håber, det også vil sætte spotlight på udfordringer med at skabe blandede byer i provinsen. En af udfordringerne i Odense er, at kommunen ikke stiller krav i lokalplaner om, at der skal bygges almene boliger i nye byudviklingsområder, siger han.

”Vi kan jo kun håbe, der kommer noget incitament til, at kommunerne i højere grad bruger planlovsbestemmelserne, ellers tror jeg ikke, det flytter noget herovre ved os,” siger han.

”Når kommuner ikke bruger planloven, presser det vores byggemuligheder gevaldigt. Og det presser den dagsorden, der hedder at få skabt blandede byområder i de nye udviklingsområder,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet. 

ole-nielsen.jpg

”Udspillet indeholder mange gode ting, men det bedste er den fede streg under blandede byer," fortæller Ole Nielsen. Foto: Himmerland Boligforening

Samme udfordringer i mindre skala

I Nordjylland håber direktøren i Himmerland Boligforening også, at udspillet får kommunerne til at rykke mod mere blandede byer.

”Udspillet indeholder mange gode ting, men det bedste er den fede streg under blandede byer. Vi har de samme udfordringer i provinsen som i hovedstaden, bare i mindre skala,” siger Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening.

”Kommunerne skal huske, de har en social forpligtelse til at skabe blandede byer. Diversiteten i vores byer opnår man for eksempel ikke ved at tilbyde noget kommunal restjord, der ligger i periferien,” siger han.

Lokale forhold kan i dag gøre det svært at bygge ordentlige og betalbare boliger, mener Ole Nielsen. Det bliver nemt for dyrt, hvis grunden er forurenet eller lokalplanen stiller ekstra stramme krav til udledning af regnvand, arkitektur, materiale, byggehøjde, indkig eller fredning. Høje byggepriser kan gå ud over kvalitet og bæredygtighed, så man for eksempel må opgive at bygge i træ, fordi det samlede byggeri skal holde sig indenfor et fastsat rammebeløb.

”Vi har sat tre projekter på pause, fordi entreprenørens priser for at bygge er for høje,” siger Ole Nielsen.

Finnmuus

Direktør for Boligkontoret Fredericia, Finn Muus. Foto: Boligkontoret Fredericia 

Fredericia nok ikke først i køen

Hjørnestenen i udspillet er Fonden for blandede byer, der etableres med penge fra Nybyggerifonden. Fonden skal blandt andet støtte byggeri af almene boliger i de største byer. Her står Fredericia nok ikke i første række, men direktøren i Boligkontoret Fredericia ser alligevel lokale perspektiver i udspillet.

”Nu får vi en mulighed for at tale ind i det. Når man åbner kassen, så har vi også en mulighed for at sige, at vi synes, det er rimeligt nok, at man gør noget i de store byer, men vil det ikke også være rimeligt, at man også kigger på provinsen og i andre kommuner, hvor der kan være udfordringer på anden vis i forhold til at lave blandede boligområder,” siger Finn Muus.

Bygger på havnen

Fonden for blandede byer skal kunne give lån til køb af dyre grunde, og de penge kan falde på et tørt sted i Nordjylland, mener Ole Nielsen.

”Men man skal passe på, at de mange gode intentioner ikke bliver lig med en større indtægt til kommunerne forstået på den måde, at kommuner føler sig fristet til at tage mere for byggeretter på kommunale grunde,” siger han.

Den bekymring deler direktør Finn Muus.

Boligkontoret Fredericia bygger aktuelt på attraktive grunde på havnen, og det kan kun lade sig gøre, fordi det almene byggeri understøttes af områdets udviklingsselskab, der ejes af Fredericia Kommune og Realdania By & Byg.

”Hvis de almene boliger skal være repræsenteret i de her områder, så vi også får en bred sammensætning af beboere i den indre by, så kræver det, at der er penge til, at vi kan købe de her grunde,” siger Finn Muus.               

 

Læs senere artikler

10 milliarder til nye almene boliger

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Nyt udspil: Flere studieboliger, men ingen løfter om flere ældreboliger

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2983 )

0

Læseliste