31. JUL. 2021 KL. 12:00
Flere sager med skægkræ - hvem har ansvaret?
31. JUL. 2021 KL. 12:00
Boligorganisationer får flere henvendelser om insektet skægkræ. Det er svært helt at slippe af med, og ansvaret for bekæmpelse kan være en gråzone. Der er dog retningslinjer, som man boligorganisation kan følge.
Et lille behåret skadedyr, der formerer sig hurtigt og kan gøre skade på inventar som møbler, tøj og tapet. Skægkræet har føjet sig til rækken af skadedyr, som almene boligorganisationer herhjemme må bekæmpe og vejlede beboerne i at bekæmpe.
"Driftsmedarbejdere og jurister i den almene sektor får flere henvendelser omkring både skægkræ og væggelus. De kommer i boligerne, fordi folk rejser mere. Vi ser, at folk, der har været ude at rejse, kommer tilbage, og tre uger senere er der problemer med skadedyr," siger Mikkel Jungshoved, der er teknisk konsulent i BL.
Også ifølge ‘SOS-skadedyr’, der bekæmper skægkræ, er det formentligt vores rejsetrang og øgede handel med udlandet, der har hentet insektet til landet.
Hvad er et skægkræ
Skægkræ ligner sølvfisk. I forhold til sølvfisk er de dog lidt større og har en mere mørkegrå farve. Skægkræet har hår på hele kroppen, mens en sølvfisk er helt glat. Skægkræ foretrækker generelt tørre områder, men kan også klare sig i et fugtigt miljø. De er ikke sundhedsskadelige, men de kan forårsage materiel skade og være en ubehagelig gæst.
Pligt og ansvar
Som udgangspunkt er det boligorganisationens pligt at udrydde skadedyr - uden udgift for beboeren. Men der påhviler også den enkelte beboer et ansvar for at undgå at skabe optimale vilkår for fx skægkræ i boligen.
På det almene boligområde findes der ikke BL bekendt nogen domme om ansvaret for at udrydde skægkræ, siger Caroline Evers, der er juridisk konsulent i BL. Og sådanne afgørelser ville formentlig også alene forholde sig til den helt konkrete sag.
Hun opfordrer boligorganisationerne til altid at reagere på beboeres henvendelser om skægkræ. Umiddelbart kan man tænke, at det bare er små uskyldige sølvfisk. Men det kan udvikle sig til et stort problem og brede sig til flere husstande i ejendommen. Man bør derfor ikke ignorere henvendelser fra beboerne om skægkræ, og boligorganisationen kan man med fordel vejlede beboerne i, hvordan de kan forebygge eller nedbringe fremkomsten af skægkræ.
"Det er win-win at give råd og grundig vejledning, og det er en god idé at tilbyde, at man kommer ud i boligen og ser på, hvad beboeren selv konkret kan gøre af tiltag," siger Caroline Evers.
Artiklen fortsætter under citatet og boksen.
FAKTA
Hvad er problemet med skægkræ? Hvordan kommer skægkræ ind i huset, og hvad gør man for at få dem ud igen?
Bliv klogere på, hvad man skal gøre, hvis man opdager, at der er skadedyr i lejeboligen.
Gode råd til lejerne
På Bolius.dk ligger der en del nyttig information om bekæmpelse af skægkræ, som man kan henvise beboerne til. Blandt andet denne artikel:
Sådan får du brugt med skægkræ i boligen
Læs senere artikler
Skadedyr: Hvem har ansvaret?
Få et samarbejde
Når en beboer henvender sig om skægkræ, bør der foretages en besigtigelse af boligen, så man får undersøgt, hvor stort problemet er, og hvad der skal gøres ved det. Det er også her, man kan vurdere, om beboeren selv har gjort noget og måske kan gøre andet for at få bugt med problemet, og om der er nogle forhold i boligen, der gør det let for skægkræ at formere sig.
"Det er vigtigt at få et samarbejde med beboeren om at få løst problemet. Nogle gange kan der være uenighed om, hvem der har ansvaret. Men hvis problemet får lov at vokse, kan det jo altså desværre ende med, at beboeren må skille sig af med puder, tæpper og møbler," siger Mikkel Jungshoved.
Følg op
Caroline Evers siger, at der fra beboerne side ofte bliver peget på boligorganisationen, som den, der må tage affære og gøre noget ved problemet. Men som boligorganisation kan man godt kræve, at lejeren først selv gør en indsats, støvsuger lejemålet oftere og så videre, så skægkræ får dårlige betingelser. Det afhænger dog af omfanget, hvorvidt boligorganisationen har pligt til at skadedyrsbekæmpe med det samme.
"Det er beboerne, der med nøglerne har ubegrænset adgang til boligen og pligten til at behandle det lejede forsvarligt. Som boligorganisation handler det om, at man gør sit bedste for at vejlede beboerne om deres ansvar og holde dem til ilden. Man kan med fordel følge op med beboeren og spørge: ‘Hvordan står det til med skægkræene? Har tiltagene hjulpet?’ Beboerne har selv et ansvar for at være proaktive, og så må man som boligorganisation hjælpe, hvor man kan," siger Caroline Evers.
Prioritér vejledning
Der er naturligvis grænser for, hvor lang tid beboerne skal kæmpe med skægkræ, der har bredt sig. Ved mere omfattende problemer, der er eskaleret, har boligorganisationen en forpligtelse til at bekæmpe dem.
Derfor er det hjælp til selvhjælp at reagere på alle henvendelser om skægkræ. På den måde kan man undgå situationer, hvor problemet bliver så stort, at skadedyrsbekæmperen må rykke ud.
"Derfor: Prioritér en nøje vejledning og gør det med det samme, så problemet ikke eskalerer," siger Caroline Evers.
Om skribenten
Seneste Artikel
Lommepengejob gav Mohammed mod på mere