08. FEB. 2021 KL. 12:31
Robotten Wilma får nye arbejdsopgaver
08. FEB. 2021 KL. 12:31
Fremtiden er fyldt med robotter, og hos Domea.dk arbejder robotten Wilma allerede med trivielle opgaver, så medarbejderne kan bruge deres tid på vigtigere ting. Wilma gør det så godt, at hun nu også flytter ind hos Bo-Vest.
Robotten Wilma har siden 2018 automatiseret processen med at indhente forbrugsregnskaber for kunderne. Og det har hun gjort så godt, at hun i fremtiden får nye arbejdsopgaver. Nu skal Wilma også automatisk hente tingbogsattester og ejendomsvurderinger fra offentlige databaser. Et job der tidligere skulle gøres manuelt i to forskellige afdelinger, nemlig Økonomi og Byggeafdelingen, men som nu er automatiseret med en såkaldt RPA-teknologi (Robotic Process Automation), skriver Domea.dk i en pressemeddelelse.
"Vi er i gang med at transformere os til en mere rådgivende afdeling, hvor medarbejderne bruger en større del af deres tid på at hjælpe og vejlede vores kunder - og hvor der samtidig bliver færre af de standardiserede og trivielle arbejdsopgaver. Så, når vi kan flytte noget simpelt "rugbrødsarbejde" fra manuel betjening og over til robotten, så frigiver vi ressourcer og tid til andre ting, siger Jette Pilgaard Laursen, der er Koncernøkonomichef i Domea.dk.
"Det er med til, at vi kan løfte vores service til kunderne. Og så gør det altså også hverdagen lettere og sjovere - fordi vi kan bruge tiden på de meningsfulde opgaver," tilføjer hun.
Samarbejde med BO-VEST
De automatiserede processer som robotterne klarer, er opgaver, der skal løses i alle almene boligorganisationer og robotten er lavet i samarbejde med administrationsselskabet BO-VEST.
Artiklen fortsætter under citatet og boksen.
Fakta om RPA-teknologien
- RPA står for Robotic Process Automation
- Robotten i økonomiafdelingen i Domea.dk hedder Wilma. Hun arbejder i brugergrænsefladen, har sin egen bruger og kan klikke rundt på skærmen
- Arbejdet med robotten i Domea.dk begyndte i oktober 2018
- Det er KPMG, der har kodet robotten.
- Det er en kompliceret proces - der er mange finesser, der skal på plads, for at robotten kan udføre arbejdet med hhv. forbrugsregnskaber, tingbogsattester og ejendomsvurderinger
- Der er lagt en række sikkerheder ind i processen, så robotten bliver stoppet, hvis der er noget, der ikke stemmer.
Læs senere artikler
En robot i en weekend - eller tre mand i fire måneder?
Robotter løser opgaver i administrationen
Udviklingsarbejdet med BO-VEST, der er kunde hos Domea.dk, har gjort, at robotten er tilpasset de individuelle behov. Både hos BO-VEST og hos Domea.dk.
"Vi har været glade for samarbejdet med BO-VEST, som er et skoleeksempel på, hvordan vi kan udvikle forretningen sammen med vores kunder, siger Jette Pilgaard Laursen, og fortsætter:
"Vi har udnyttet, at vi ligner hinanden og skal bruge de samme oplysninger i denne del af administrationen. Vi bruger de samme systemer og grundlæggende har vi også de samme behov for at hente effektiviseringsgevinsten - derfor har vi delt udviklingsomkostningerne. Så nu står begge selskaber med hver deres tilpassede version af robotten, som er klar til at blive sat i arbejde."
Kloge effektiviseringer
Boligministeriet, KL og BL har forhandlet en ny effektiviseringsaftale på plads for perioden 2021-2026. Den aftale betyder, at den almene boligsektor i perioden skal effektivisere for 1,8 mia. kroner. Det stiller krav til, at der tænkes utraditionelt og her er løsningen med robotter og automatiserede arbejdsprocesser et oplagt sted at tage fat. For der er flere fordele at hente.
"Der er allerede nye projekter i støbeskeen. Vi har fokus på at udvikle flere af den slags robotter i den nærmeste fremtid, som frigør ressourcer. Det, der er afgørende for mig, er, at det er kloge effektiviseringer. Det må ikke blive rene spareøvelser. Vi skal gøre det på de områder, hvor vi både øger effektiviteten og flytter ressourcer til det, som giver værdi. Det handler om, at vores medarbejdere har tid til at rådgive og hjælpe kunderne, i stedet for at bruge tiden på de rutineopgaver, der kan klares med robotterne. Der giver gladere kunder og gladere medarbejdere," siger Lars Holmbjerg, der er direktør for koncernøkonomi og forretningsudvikling.
Om skribenten
Heidi Andersen er ansat som digital projektleder i BL. Heidi arbejder med at drifte, udvikle og opdatere indhold på BL's hjemmesider.
Seneste Artikel
Renovering af udearealer skal danne nye fællesskaber: ”I dag er vores eneste mødested vaskeriet”Heidi Andersen er ansat som digital projektleder i BL. Heidi arbejder med at drifte, udvikle og opdatere indhold på BL's hjemmesider.
Seneste Artikel
Renovering af udearealer skal danne nye fællesskaber: ”I dag er vores eneste mødested vaskeriet”