15. DEC. 2021 KL. 13:25
Boligdirektør: ”Maksimumbeløbet er et impotent våben”
15. DEC. 2021 KL. 13:25
KAB-direktør Jens Elmelund er dybt frustreret over, at politikerne hverken i boligaftalen eller i finansloven har fundet en løsning på maksimumbeløbet for nybyggeri. Han frygter, at politikernes nølen bremser målet om den blandede by og 22.000 nye almene boliger.
Et træhus i 10 etager skulle efter planen snart skyde til vejrs på Asger Jorns Allé i Ørestad – for om et par år at åbne dørene for unge, familier og ældre i 200 spritnye boliger. Det var i hvert fald den plan, Boligforeningen 3B indtil for nylig arbejdede efter.
Men tegningerne til det høje træhus er lagt i jorden og bliver ikke KAB-fællesskabets nye bæredygtige flagskib som håbet.
”Jeg har ikke ord for, hvor ondt det gør i mit almene hjerte, at 200 boliger med så stort potentiale går tabt på grund af nøl fra politikernes side til at ændre på maksimumbeløbet,” siger Jens Elmelund, der er administrerende direktør i KAB.
Boligforeningen 3B, der sammen med KAB er bygherrer på det almene boligprojekt i Ørestad på Amager, har smidt håndklædet i ringen. De ekstremt stigende materialepriser på byggemarkedet har tvunget dem til at droppe opførelsen af ejendommen på Amager. For entreprenøren har varslet så abnorme prisstigninger på byggeriet af de 200 boliger, at de vil sprænge rammebeløbet med mange længder.
”Der skal findes en løsning NU, ellers går det almene byggeri helt i stå. Lige nu oplever vi, at maksimumbeløbet er et impotent våben i at kunne indfri de mange boliger, som København mangler. Det kan jo næppe være målet for boligministeren, der lige har lovet 22.000 flere almene boliger,” siger Jens Elmelund.
Han er dybt frustreret over, at politikerne ikke indser, at drømmen om flere almene boliger i hovedstaden afhænger af, at de får lavet en politisk løsning, som rydder barriererne af vejen, så boligsektoren kan opfylde den mission, som de knokler for hver dag – at lave boliger til alle.
”Ellers forsvinder de 22.000 boliger og målet om den blandede by længere ud i horisonten. Og det er et alvorligt problem for København,” udtrykker en bekymret boligdirektør.
Ventelisterne eksploderer uden flere boliger
Ifølge Jens Elmelund har de almene boligorganisationer allerede nu svært ved at følge med efterspørgslen i hovedstaden. Der skal bygges mange flere boliger, hvis København skal gøre sig håb om at kunne tilbyde de tusinder af tilflyttere et tag over hovedet, til en rimelig husleje. Både nu, men også på længere sigt.
”I forvejen er der run på vores boliger. Vores dilemma er, at vi har godkendte byggeplaner, men vi har svært ved at omsætte dem til boliger på grund af rammebeløbet. Det er vigtigt, at vi ikke får en ’stop-go’ politik omkring almene boliger, for byggeprocessen er langsom. Det, vi sætter i gang i dag, er først rigtig godt om 3-4 år. Og det, vi stopper i dag, mangler vi så om 3-4 år,” siger KAB-direktøren.
Jens Elmelund pointerer, at det jo i den grad modarbejder målet om blandede byer, som politikerne på Christiansborg og Københavns Kommune ellers har lovet befolkningen, at de ville arbejde aktivt på at opnå. Og som generationshuset på Asger Jorns Allé kunne have bidraget til.
Økonomisk tab for 3B
Det har heller ikke været en gratis omgang for 3B og KAB at planlægge og projektere et nybyggeri i den skala, som træ-højhuset i Ørestad er. Fra den spirende drøm om et bæredygtigt generationshus i 10 etager på Amager og frem mod skema B, hvor de var i processen, har de brugt enorme ressourcer.
”Det giver et kæmpe økonomisk tab for 3B og i sidste ende beboerne. Det er så hamrende bedrøveligt. Derfor er vores appel til boligministeren og alle andre, som har noget at skulle sige – lad os sætte os ned sammen og finde en løsning på det her. Det er i alles interesse,” lyder det fra Jens Elmelund i KAB.
BL lavede i november en rundspørge hos landets almene bygherrer. Den viste, at 7 ud af 10 boligorganisationer oplever udfordringer. Og en ud af otte almene bygherrer forventer eller har droppet et byggeprojekt på grund af de aktuelt høje priser i byggeriet.
Læs senere artikler
Priser på himmelflugt risikerer at sætte alment nybyggeri i stå
Ny finanslov skal dæmpe presset på både private og almene byggerier
Stigende materialepriser kan give millionregning på forliste projekter
Nybyggeri: 7 ud af 10 almene bygherrer er udfordrede af stigende byggepriser
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Mest læste
Se alle artikler (3003)0