09. AUG. 2021 KL. 10:03
Unge snuppede et hjørne til deres egen have
09. AUG. 2021 KL. 10:03
Unge spurgte ikke om lov til at lave en have, men de fik fællesskabet til at vokse ved ungdomsboliger.
Bag de 20 almene ungdomsboliger på Poppel Alle i Hareskovby ligger beboernes fælleshave. Her gror tre slags tomater, ærter og lilla bønner, og så er der et stort jordbærbed, som alle beboere må spise af. Her står borde og bænke. Der er en grill og tre telt-pavilloner, hvor beboerne fejrer studentergilder, fødselsdage og afslutningen på universitetsspecialer.
For 5 år siden var her hverken have eller fællesskab, fortæller Susan Jakobsen, der har boet 6 år i ungdomsboligerne.
”Tidligere var der en kæmpestor mangel på fællesskab. Det havde boligselskabet lavet en undersøgelse, der viste, og sådan oplevede jeg det også,” siger Susan Jakobsen, 27 år.
Hun læser til pædagog i København. Ungdomsboligerne ligger i Furesø Kommune og tilhører Hareskov-Værløse Andelsboligforening, der administreres af Boligkontoret Danmark.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hareskov-Værløse Andelsboligforening
- 10 boligafdelinger med i alt 454 lejeboliger.
- Boliger i Værløse, Jonstrup og Hareskovby.
- Boligerne udlejes i samarbejde med Boligkontoret Danmark.
Susan Jakobsen bor selv i en ungdomsbolig. Foto: Susan Jakobsen
Spurgte ikke om lov
Ungdomsboligerne har en stor græsplæne, som de unge ikke brugte ret tit. Men da boligselskabet fældede to store træer i udkanten af plænen, lå der pludselig et område med grene, rødder og træflis. Det gik Susan Jakobsen og et par af de andre beboere i gang med at rydde op.
”Jorden var fuld af store rødder. Nogle af dem, der bor her, er gartnere, og så lånte de en motorsav. Så fandt vi et brugt borde-bænke-sæt og købte nogle billige blomster,” siger Susan Jakobsen.
”Vi havde ikke spurgt og lov og tænkte, vi ville få problemer, når ejendomsfunktionærerne opdagede det, men de syntes, det var en vildt god ide,” siger Susan Jakobsen.
Beboerne passer selv haven på omkring 65 kvadratmeter. Boligselskabet har en ungerådgiver, der gerne deltager i husmøder ved grillen eller giver en hånd med at hente jord i en trailer.
Artiklen fortsætter under billederne og boksen.