25. AUG. 2021 KL. 13:32
Landets almene boliger har mer-effektiviseret sig frem til 330 mio. kr.
25. AUG. 2021 KL. 13:32
Ny status for effektiviseringer i landets almene boliger viser, at branchen fortsat har fokus på at hente besparelser i land til fordel for beboerne. Men der kan hentes yderligere ind. Fokus er især indkøb og energieffektiviseringer.
330 millioner kroner.
Så mange penge har landets almene boliger mer-effektiviseret sig frem til i forhold til den første effektiviseringsaftale mellem Boligministeriet, KL og BL.
Det blev tirsdag afsløret på Topledertræf 2021 i Nyborg, som er branchens samlede topmøde.
Tallet på 330 millioner kroner blev præsenteret af Lars Otto fra Indenrigs- og Boligministeriet, som på en række grafer kunne vise stødt faldende driftsudgifter i branchen siden 2014. Og altså en fortsat dalende kurve på udgifterne, som der arbejdedes intenst med at fastholde, så der kan hentes yderligere besparelser hjem lokalt.
"Det er et rigtig flot og stærkt resultat. Tallet viser jo, hvad vi som sektor har løftet, og at det er en dagsorden, vi har taget på os. Boligorganisationer landet over arbejder seriøst med effektiviseringer. Og det bærer frugt. Det er kommet beboerne til gavn, fordi det har været med til at holde huslejen i ro og flere steder har det reduceret den," siger Solveig Tingey Råberg, som er viceadministrerende direktør i BL.
FAKTA OM EFFEKTIVISERING
I 2016 blev der indgået en aftale om effektivisering af den almene boligsektor frem til og med 2020. Aftalen slog fast, at man skulle sigte efter en reduktion af de såkaldte afgrænsede driftsudgifter med 1,5 milliard kroner.
Allerede i forbindelse med regnskab 2019 var dette mål mere end opfyldt. Da var der opnået en reduktion på 1,7 milliard, og med regnskab 2020 er besparelsen yderligere forøget. Samlet set har landets almene boligorganisationer således effektiviseret for 1,8 mia. kr.
Det er lagt op til, at det er den sidste aftale om centralt aftalte effektivitetsmål. Herefter skal effektiviseringsindsatsen være lokalt forankret.
330 millioner kroner kan modregnes
I den forrige aftaleperiode omkring effektiviseringer var der frem til regnskab 2019 effektiviseret for 200 millioner kroner mere end målsætningen.
Tallet er altså med regnskab 2020 steget til 330 millioner kroner. Det beløb bliver fratrukket den nye effektivitetsmålsætning som løber frem til 2026 og er på 1,8 milliarder kroner.
Men kan man vride flere besparelser ud i en branche, som i forvejen har plukket de lavest hængende frugter?
"Der er stadig potentialer i branchen. Hos nogle mere end hos andre. Indkøb er der en bred opfattelse af er et område, som man skal kigge mere på. Leverandøraftaler, som man kan kigge efter i sømmene eller sætte i udbud. Det er et område, som vi kommer til at se rykke sig," siger Solveig Råberg Tingey.
4 områder er særligt spændende nu
De 4 områder, der især er interessante i den kommende periode med effektivisering er ifølge Solveig Råberg Tingey:
1: Indkøb
2: Energieffektiviseringer
3: Effektiv bygningsdrift
4: De kommunale aktører og en styrkelse af det kommunale tilsyn.
Indkøb og drift er også noget, der er fokus på hos bl.a. fsb.
På scenen til Topledertræf i Nyborg var også driftschef Anja Meleschko fra fsb. Hun fortalte om, hvordan tilpasning af driften giver udslag i færre medarbejdere og mere effektive arbejdsgange, men også hvordan en opdateret maskinpark kan hente besparelser hjem.
Hos Slagelse Boligselskab, fortalte direktør Arne Juul om, hvordan de har arbejdet med en anden organisering af driften og særligt har hentet besparelser gennem samdrift, og hvordan de fremadrettet bl.a. vil effektivisere via flerårige udbud af bygningsvedligeholdelse.
Indsatserne viser ifølge Solveig Råberg Tingey, at boligorganisationerne tager ansvar, og det giver bred anerkendelse:
"Det vækker genklang på Christiansborg og i kommunerne, og de kan se, at vi som sektor er gået tillidsfuldt til opgaven. Fremadrettet kan vi forhåbentligt få en endnu større grad af tillid, fordi de kan se, at vi rykker selvstændigt og i fællesskab," siger Solveig Råberg Tingey.
Aftalen om effektiviseringer løber frem til 2026 og der er lagt op til, at den bliver den sidste af sin slags med de centralt fastsatte målsætninger for effektiviseringer. Herefter skal effektiviseringsindsatsen være lokalt forankret.
Hør her Solveig Råberg Tingey fortælle om effektiviseringerne:
Læs senere artikler
”Vi køber ind for andre folks penge, så det er en pligt at købe strategisk og smart ind”
Ny aftale om effektivisering på plads
Effektiviseringsaftale skal styrke samarbejdet mellem kommuner og boligorganisationer
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkMest læste
Se alle artikler (2995)0