26. APR. 2021 KL. 15:16
El-ladestandere: Nyt projekt skal finde faldgruberne
26. APR. 2021 KL. 15:16
Flere og flere beboere ønsker ladestandere til el-biler. Og boligorganisationerne ønsker at sætte det grønne øverst på dagsordenen. Men hvor er faldgruberne, når man skal vælge leverandør? Det skal et nyt branche-projekt sætte fokus på.
”Kan vi ikke etablere en ladeplads til opladning af min el-bil?”
Selvom det fortsat er mikroskopisk, hvor mange Teslaer der fylder i landets boligområder, giver et stigende salg af el-biler i alle prisklasser flere henvendelser til afdelingsbestyrelserne i mange af landets boligområder. Flere oplever et stigende pres på at få infrastrukturen omkring ladestandere i gang.
Dilemmaet er det med hønen og ægget: Ingen vil købe en el-bil, hvis man ikke kan lade den op. Og ingen vil opstille en ladestander, hvis der ingen el-biler er. Flere er i fuld gang, mens andre afventer, inden man klargører boligområdet til en elektrisk fremtid.
Men hvor er faldgruberne, når man som boligorganisation gerne vil opsætte ladestandere? Hvor mange skal man sætte op - og nok så vigtigt: Hvordan sikrer man, at beboerne får mest muligt for hver krone?
Et nyt projekt fra AlmenNet skal i samarbejde med FAB kortlægge området, opsamle erfaringer på tværs af branchen og tilbyde de rette værktøjer.
”Der er ingen tvivl om, at el-biler er kommet for at blive. Derfor skal vi som branche selvfølgelig også følge med og mange rykker allerede. Men der opstår hurtigt en række spørgsmål. Vil man selv drive sådan et ladesystem, eller vil man lade andre gøre det? Der er mange forskellige modeller og dermed fordele og ulemper for boligselskaber og beboere,” siger Mikkel Jungshoved, teknisk konsulent i BL – Danmarks Almene Boliger.
Mange modeller at vælge imellem derude
Sidste år blev reglerne for opsætning af ladestandere lidt mindre firkantede. Det betød bl.a., at man som boligorganisation ikke længere behøvede at ’forlove’ sig med én udbyder på markedet, men kunne vælge mere frit. Det betyder, at man bl.a. godt selv må stå for at drifte og vedligeholde og evt. afregne med beboerne.
Nogle af udbyderne på markedet for el-ladestandere hedder bl.a. E.on, Clever og Sperto. Og de vil meget gerne sætte ladestandere op i boligområderne og lokker med gode tilbud. Og det kan også være fint. Men man skal være opmærksom på flere ting, lyder det.
"Fra nogle aktører vil man måske få tilbudt at de betaler for el-ladestanderen. Men hvis der ikke er strøm nok, så skal der etableres ny el-tavle, og så begynder det at koste. Det er nogle af de ting, vi skal undersøge, så vi samlet kan skabe et overblik der gør det muligt at tage en beslutning på oplyst grundlag, der forhåbentligt gør at beboerne får mest muligt for deres penge. Og hvis man laver sin egen løsning, så udelukker man måske naboerne til ens boligområde i at bruge ladestanderne. Der er flere overvejelser at gøre sig," siger Mikkel Jungshoved.
Flere boligorganisationer er i fuld gang med at opsætte ladestandere
Mange er allerede i gang med ladestandere. Bl.a. KAB har lagt sig fast på en plan for udrulningen af ladestandere hos Carpow, et firma hvor boligejerne – og dermed også de almene lejere – selv ejer ladeinfrastrukturen.
Hvis en boligafdeling køber en eller flere ladestandere gennem Carpow, bliver afdelingen medlem af foreningen og opnår medbestemmelse og får del i et eventuelt overskud.
Hos Samvirkende Boligselskaber – i daglig tale SAB - er det besluttet at yde et tilskud på 10.000 kr. til boligafdelinger, der etablerer ladestandere til elbiler i 2021 og 2022. Her anslår man at prisen for én ladestander ligger på 40-70.000 kr. inklusive etableringsomkostninger.
Det første boligselskab i KAB-paraplyen, som installerer ladestandere, er Roskilde Nord Boligselskab. De opsætter en dobbeltladestander i hver afdeling denne sommer. Carpow forventer at opsætte 600 ladestandere i år.
Også hos DAB er man i fuld gang med el-ladestandere og fik sidste år opsat ladestandere fra Clever i Vildtbanegård III, en afdeling med 380 lejemål i Ishøj Kommune.
Ladestationerne, der nu står i Vildtbanegård III, har kostet cirka 120.000 kroner at opsætte, oplyser DAB. Bebyggelsen har fået et tilskud til opsætningen fra DAB’s Udvalg for Bæredygtighed på 15.000 kroner, resten er egne midler.
Her er de ting projektet skal afklare
Projektet fra AlmenNet omkring el-biler og ladestandere fra AlmenNet vil have fokus på en række af de ting, man skal være opmærksom på. Bl.a.:
- Parkeringsforhold og deling
- Forsyning
- Udformning, design og teknik
- Økonomi og finansering – hvordan forbereder man, etablerer, drifter og ikke mindst afregner kWh-prisen.
- Afdækning af leverandørmarkedet contra muligheder for egne løsninger og udvikling
Projektet fra AlmenNet skal køre i maksimum ét år og herefter fortsætte som fagligt netværk.
Allerede nu er KAB, DAB, Rødovre Boligselskab, Boligforeningen Ungdomsbo, Himmerland Boligforening og AAB med.
Vil du vide mere om projektet, så kan du læse mere hos AlmenNet - hvor du også kan kontakte folkene bag.
Læs senere artikler
Boligorganisation opsætter ladestandere til el-biler i alle afdelinger
Boligorganisationer kan nu selv styre ladestandere til el-biler
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkMest læste
Se alle artikler (2976)0