Da pressen ramte Østjysk Bolig

Den 7. april er en dato, som beboere, beboerdemokrater, ansatte og andre omkring boligorganisationen Østjysk Bolig altid vil huske. Tidligt om morgenen udsendte Aarhus Kommune, der er tilsynet for byens boligorganisationer, en pressemeddelelse, af hvilken det fremgik, at nogle ansatte / tidligere ansatte var mistænkt for at have bedraget boligorganisationen for op mod 20 millioner kroner.

Når de vil huske dagen, er det ikke kun, fordi forbrydelserne, der var mistanke om, var så omfattende, at det risikerede at koste hver lejer i boligorganisationen over 7.000 kroner.

Det var også, fordi pressemeddelelsens indhold betød, at pressens opmærksomhed for alvor blev rettet mod den almene boligorganisation i Aarhus.

En god historie

En søgning på Infomedia, der samler alle udgivne skriftlige artikler i danske medier, viser, at der i perioden fra 7. april til den 22. april er offentliggjort 311 artikler, der indeholder navnet ”Østjysk Bolig”.  Og interessen har været landsdækkende. 40 af artiklerne har været bragt i landsdækkende dagblade.

”Sagen om Østjysk Bolig lever op til de kriterier, som en rigtig god historie skal indeholde. Sager af det her omfang er sjældne. Man kan identificere sig med dem, det går udover. Og fordi der er tale om i forvejen privilegerede mennesker, som uretmæssigt tager noget fra mindre privilegerede, så går sagen også direkte i følelserne,” siger Roger Buch, der er forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Kriterierne, som Roger Buck henviser til, er udviklet på baggrund af undersøgelser af, hvad læsere, lyttere og seere gerne vil have. Lever en historie op til kriterierne i en grad som bedragerisagen i Østjysk Bolig, vil det samle mediernes opmærksomhed.

”Medierne lever i en benhård konkurrencesituation. Er der ikke tilstrækkeligt med læsere, falder indtægterne. Derfor vil journalisterne samle sig om de historier, de ved, at deres læsere vil have. At finde og levere de historier kan i sidste ende handle om deres eget job og eksistensgrundlag,” siger medieforskeren.

Konkurrencen er hård. I 1945 var der 123 dagblade i Danmark. I dag er det antal reduceret til 24. TV-Avis og radioavis tog hårdt fat i 50’- 60’erne. I de sidste årtier de digitale medier.

Den 4. statsmagt

Derudover har pressen en reel funktion, som den skal løse i samfundet.

”Det er pressens fornemmeste opgave at oplyse befolkningen om, hvad der sker. Og i den forbindelse også at være kritisk. Pressens rolle er at være en 4. statsmagt. I den sammenhæng skal pressen forholde sig kritisk i forhold til det, den lovgivende, dømmende og udøvende magt foretager sig. Og den skal naturligvis også forholde sig kritisk overfor andre magtpersoners overgreb på almindelige mennesker,” siger Roger Buch.

”Det er simpelthen mediernes pligt at undersøge og formidle aktuelle sager som den i Østjysk Bolig og den i Fredericia Kommune," fortsætter han.  

Der ryddes op

Ifølge medieforskeren kommer der da også noget godt ud af processer som denne.

”At havne i en mediestorm på grund af så dårlige sager er alles værste mareridt. Derfor er alle kommuner og boligorganisationer i øjeblikket i gang med at rette øjnene indad for at undersøge, om noget tilsvarende sker her? Om det kan det ske her? Hvordan forebygger vi, at det sker?” siger Roger Buch.

I forbindelse med den proces er det også klogt at forberede sig på, at ens egne forhold kan komme under lup. Er der gået hul på en sag i en virksomhed eller institution, vil pressen afsøge, om forholdene i tilsvarende organisationer er i orden.

”Det ligger i journalistens dna at søge efter historier. Men den største drivkraft er nok, at journalister også kan rammes af indignation. Som alle andre har de følelser,” siger medieforskeren.

Vær åben

Den øvrige almene boligsektor skal derfor forberede sig på, at pressen henvender sig og vil høre til forholdene.

”Når pressen henvender sig, er mange tilbøjelige til at lukke af, fordi man bliver nervøs for, om der kan komme negativ omtale. Men det er sjældent – for ikke at sige aldrig – nogen god ide,” siger Per Rystrøm, der med baggrund i flere stillinger som presse- og kommunikationschef i ministerier og organisationer er specialist i krisehåndering. I dag er han medejer og ledende medarbejder i kommunikations- og forandringsbureauet ”Operate”.

”Jo mere man lukker ned, jo mere mistænkelig fremstår man. Hvorfor skulle man afvise spørgsmål, hvis man ikke har noget at skjule? Mange journalister får så blod på tanden. For hvis alting er hemmeligt, så kan man jo lave den store afsløring, som de alle drømmer om. Men også for tilsynsmyndighederne, for politikere og andre fremstår sagen mere mistænkeligt, hvis der er ”ingen kommentarer”. Og dermed risikerer man, at sagen for alvor går i selvsving,” fortsætter han.

Selv om det kan være hårdt og forekomme ubehageligt, er det virkelig en overvejelse værd, at lægge kortene på bordet - også selv om man har et problem.

”Hvis først journalister begynder at grave, så er de meget dygtige til at finde den person, der gerne fortæller om forholdene. Måske fordi han eller hun på et tidligere tidspunkt er blevet trådt på. I den sammenhæng er man oftest bedre tjent med, at det er den reelle sandhed, som kommer frem. Og gerne det hele på en gang. Det værste, der kan ske, er langsom udsivning. Én historie om dagen i lang tid,” siger Per Rystrøm.

”Hvis man i øvrigt opfører sig ordentligt, så er det altid bedst at forklare, hvorfor man har gjort, som man har gjort. En historie rummer jo tit mange sider, og den eneste mulighed for at få sin egen fortælling ud er at stille op. Hvis man for eksempel har haft bestyrelsen på studietur i Malmø og har fået inspiration til at arbejde med forebyggelse af hærværk, så kan man jo sagtens fortælle den historie. Helst af egen drift. Så bliver det formentlig en god historie. Men hvis alting er hemmeligt, så kan den samme historie blive en ”skandale”, fordi man om aftenen drak nogle flasker vin til 400 kroner," fortsætter han.

Efter sagen i Østjysk Bolig er journalister blandt andet begyndt at ringe rundt til boligorganisationerne for at høre til direktørernes lønforhold.

”Hvis man ikke fortæller, hvad man tjener, kan man være sikker på, at journalisten skriver, at man ikke vil fortælle det. Så begynder folk bare at gætte. Det, de gætter, vil – med mindre man har et stort problem – i næsten alle tilfælde overgå det, man reelt tjener – også selvom man selv synes, det, man tjener, ligger i den dyre ende,” siger han.

Tilgivelsens kraft

Hvis man har en sag, hvor forhold i organisationen ligger uden for skiven, er der efter specialistens opfattelse en stærk kraft, der ofte er på ens side.

”Hvis man selv lægger et problem frem, undskylder og i øvrigt har en plan for, hvordan et eventuelt misforhold udbedres, så er man – afhængig af, hvor langt fra skiven man har ramt – allerede meget tæt på tilgivelse,” siger Per Rystrøm.

”Men har man først aktivt prøvet at skjule en sandhed og påbegyndt dårlige bortforklaringer, så kan der være lang vej til tilgivelse hos dem, man arbejder for og med,” fortsætter han.