;

Foto: Simon Jeppesen. Coronavirus er ligesom influenza og andre virusinfektioner mere farlig for ældre, syge eller andre med svagt helbred.

Foto: Simon Jeppesen. Coronavirus er ligesom influenza og andre virusinfektioner mere farlig for ældre, syge eller andre med svagt helbred.

Coronavirus: Sådan kan boligselskaber gøre

02. mar 2020

Fokus på hygiejne, dispensere med håndsprit og plakater. Sundhedsstyrelsen har i dag udsendt råd om coronavirus til blandt andet arbejdspladser. Rådene kan også følges af almene boligorganisationer.

Opdateret 10. marts, 2020. Seneste opdateringer om Coronavirus / Covid-19 findes på siden Coronasmitte.dk.

 

Fælleshuse, cafeer, vaskerier.

Almene boligorganisationer har jævnligt mange mennesker samlet på lidt plads. Det kan øge risikoen for smitte af sygdomme - herunder coronavirus. Myndighederne har udsendt øget informationen til blandt andet arbejdspladser og ifølge Sundhedsstyrelsen kan almene boligselskaber med fordel følge de samme råd. 

1 - Forebyg smitte

Det vigtigste er at opfordre beboerne til at forebygge smitte. Det gør man med god håndhygiejne - altså hyppig og grundig håndvask og eventuelt afspritning af hænder. Samtidig bør man undgå at have tæt kontakt med personer, der har symptomer på forkølelse og/eller infektioner i luftvejene, og man bør nyse i enten engangslommetørklæder eller i albuebøjningen. Boligselskaberne kan eventuelt sætte dispensere med håndsprit i fællesområder og for eksempel ved elevatorer og toiletter.

2 - Ingen panik ved hoste

Man skal som udgangspunkt ikke mistænke, at en beboer med feber, hoste eller vejrtrækningsproblemer er smittet med coronavirus. Kun hvis den enkelte både har feber og hoste eller vejrtrækningsproblemer OG har rejst i områder med stor smittespredning, skal man være opmærksom. Det skal man også, hvis en beboer med de nævnte symptomer, har haft tæt kontakt med en person, der har fået konstateret - eller er under mistanke for at have - coronavirus. Beboere, der opfylder den mistanke-profil, skal blive hjemme og kontakte egen læge, vagtlæge eller akuttelefonen.

 

3 - Hvis en beboer er smittet

Sker det, at en beboer får konstateret coronavirus starter smitte- og kontaktsporingen, som Styrelsen for Patientsikkerhed står for. Boligorganisationen vil blive kontaktet og få besked og vejledning om, hvordan man skal forholde sig. Styrelsen vil også kontakte de personer, der har været i tæt kontakt med den smittede og lave en risikovurdering. ‘Tæt kontakt’ er: personer fra samme husstand, personer med direkte fysisk kontakt eller personer, der har været inden for to meters afstand i mere end 15 minutter. 

 

Læs også: Coronavirus: Sådan passer du på dig selv som ældre eller syg

 

4 - Hvis I skal holde et arrangement

Boligselskaber behøver ikke tage særlige forbehold, hvis man der skal være fest eller andre fællesarrangementer, hvor der kommer mange mennesker. Dem kan man afholde helt som planlagt. Det er dog en god idé, at hænge plakater op med hygiejneråd for at forebygge smitte. Sundhedsstyrelsen har lavet plakaten, som kan hentes her

 

Læs mere om coronavirus hos Sundhedsstyrelsen her.