;

Foto: Claus Bech. "Hvorfor skulle jeg så gå ud og købe en lejlighed? Det har aldrig været vigtigt for mig at eje min bolig," siger Jesper Christensen, børn- og ungdomsborgmester.

Foto: Claus Bech. "Hvorfor skulle jeg så gå ud og købe en lejlighed? Det har aldrig været vigtigt for mig at eje min bolig," siger Jesper Christensen, børn- og ungdomsborgmester.

Borgmester: Det er ikke kun folk med lavindkomst, der skal bo i det almene

26. jun 2020

Københavns børne - og ungdomsborgmester Jesper Christensen har boet i alment boligbyggeri hele sit liv. Selvom borgmesterlønnen sagtens kan række til et hus i Hellerup, har han holdt fast i livsstilen i den almene boligsektor, som han kender fra sin barndom.

Tidligere var det sådan, at nye medarbejdere på børne- og ungdomsborgmesterens kontor fik stillet et spørgsmål om deres chef, når de tiltrådte.


"Når vi holdt velkomst, så skulle de nyansatte gætte, hvor borgmesteren boede, om det var Østerbro, Islands Brygge eller Tingbjerg", fortæller Jesper Christensen, der er valgt for Socialdemokratiet.


Forestillingen om, at en vellønnet borgmester frivilligt skulle bo i Tingbjerg, som på det tidspunkt var et af de såkaldte ghetto-områder, virkede usandsynligt. Men det var ikke desto mindre sandt. Jesper Christensen voksede op i en toværelses lejlighed i Tingbjerg som søn af en enlig mor. Da han flyttede hjemmefra var det til andre almene boliger i Tingbjerg.


"Folk har spurgt, om det var en politisk mærkesag, at jeg boede i Tingbjerg, men jeg elsker Tingbjerg, jeg har aldrig boet andre steder", fortæller han.


Da han og hans familie for to år siden skulle genhuses i forbindelse med renovering, tog han for første gang i sit liv springet væk fra Tingbjerg til det nybyggede Bellakvarter i Ørestad. Men han bor stadig i alment boligbyggeri.


"Jeg har fået almentanken ind med modermælken og har kun haft gode oplevelser med den. Hvorfor skulle jeg så gå ud og købe en lejlighed? Det har aldrig været vigtigt for mig at eje min bolig", konstaterer han.

Læs også: Hvad er en almen bolig

Ligesom sin mor

Når Københavns børne- og ungdomsborgmester skal fortælle om de steder, han har boet, kommer historien hele tiden til at dreje sig om hans mor.


"Hun kom fra Jylland og flyttede til København for at blive uddannet og få arbejde. Hun flyttede ind i sin lejlighed i Tingbjerg 1957. I 2020 døde hun på Tingbjerg plejehjem", fortæller han.


Da moderen flyttede ind, var Tingbjerg helt nybygget, og hun var den første, der boede i den lejlighed, der skulle danne rammen om hendes liv. Det er et mønster, som Jesper Christensen nu gentager med sin egen flytning til det nybyggede Bellakvarter.


"'Det var helt nyt, da vi flyttede ind for to år siden, kvarteret er præget af en nybyggerånd", fortæller han.


Mulighedernes land

Bellakvarteret er endnu ikke færdigbygget, der er byggepladser og kraner til alle sider på samme måde, som der stadig blev bygget beboelsesejendomme i Tingbjerg, da Jesper Christensen blev født i 1962. Ligesom i sit barndomskvarter har han også både en flot udsigt og natur tæt på.


"Da jeg boede i Tingbjerg, havde jeg udsigt til Grundtvigskirken, her har vi udsigt til Bella Sky. Da jeg var barn, tilbragte jeg meget tid i Utterslev Mose. Nu har jeg Amager Fælled", fortæller han.


Men der er også forskelle. Tingbjerg er en by, der udelukkende består af alment boligbyggeri fordelt på to forskellige boligselskaber. I Bellakvarter er der både private og almene boliger.


I det nybyggede Bellakvarter ser han de samme udviklingsmuligheder, som han mødte som barn i Tingbjerg, der på det tidspunkt var lidt af et socialt boligeksperiment.


"Det var ligesom her: helt nye lejligheder. Det ved fantastiske ved sektoren er, at der var nogle lokale beboerforeningsfolk, der tog på sig at udvikle det. For mig var Tingbjerg mulighedernes land", siger han.


Ikke kun folk med små indkomster skal bo i en almen bolig

At Tingbjerg siden endte på ghettolisten, og at alment boligbyggeri generelt har fået et dårligere ry, er et politisk problem.


"Det er ikke kun folk med lavindkomst, der skal bo i det almene, det er en misforståelse af sektoren. Der skal være en god blanding i alment byggeri, det er vigtigt for sektoren, og det er vigtigt for den enkelte ejendom', pointerer han.


"Vi skal tilbage til det spor, hvor vi taler om den almene sektor som et reelt tilbud til alle borgere. Så det ikke er et sted, hvor man siger, der kun bor én bestemt type mennesker."