05. SEP. 2019 KL. 00:00

PET frygter de hjemvendte

colourbox6208482-1.jpg

Syrienskrigerne kan udgøre en terrortrussel, hvis de kommer tilbage til Danmark.

PET, Politiets Efterretningstjeneste holder øje med syrienskrigerne. Både dem, der er kommet hjem, dem der er på vej hjem og dem, der findes et eller andet sted i verden uden at have gjort opmærksom på sig selv, og uden at have udtrykt ønske om at vende tilbage til Danmark.

En henvendelse til PET fra Boligen resulterede i et høfligt afslag på interview med begrundelsen, at af hensyn til beskyttelse af sine arbejdsmetoder, kan PET ikke svare på de konkrete spørgsmål, og henviser i stedet til sin og Center for Terroranalyses seneste Vurdering af Terrortruslen mod Danmark, og den begynder med at slå fast, at terrortruslen er alvorlig, og at CTA frygter, at nogle af de 150 personer, der siden 2012 er rejst til Irak eller Syrien for at opholde sig hos militante islamiske grupper, udgør en trussel – enten hvis de er vendt tilbage til Danmark eller hvis de opholder sig i et andet land. En tredjedel af dem er vendt tilbage til Danmark, en femtedel befinder sig stadig i konfliktzonen, mindst en fjerdedel formodes at være blevet dræbt og resten – måske omkring 30 personer - befinder sig i forskellige andre lande.


Ingen pas

Dem der stadig befinder sig i konfliktzonen, kan have svært ved at forlade den og komme til Europa – blandt andet fordi de ikke længere selv har deres pas. De fleste har været der i over to år, og det er ikke attraktivt for dem at vende tilbage til Danmark, fordi det siden 2016 har været ulovligt at rejse til de pågældende områder, så de risikerer straf, når de vender tilbage. CTA forventer kun, at et fåtal af dem vil forsøge at komme tilbage til Danmark. Selv om det lykkes for dem at forlade konfliktzonen, forventer CTA, at de i stedet vil tilslutte sig islamistiske grupper i Afghanistan, Nordafrika eller Sydøstasien – og måske herfra foretage angreb i Europa.   


Voldsparate 

Deres ophold gennem flere år hos Islamisk Stat eller andre radikaliserede grupper, har ifølge CTA radikaliseret og brutaliseret dem og gjort dem voldsparate. Hvis de vender tilbage, er der frygt for, at de også vil forsøge at radikalisere andre i Danmark. Især folk i kriminelle miljøer eller folk, der allerede er i fængsel. Langt de fleste af de udrejste er unge mænd, men som bekendt er også et antal kvinder rejst – herunder de otte, der sammen med deres 13 børn er strandet i to flygtningelejre i det nordøstlige Syrien. Deres mænd vurderes at være dræbt eller fængslet.

Særlig socialt marginaliserede og sårbare unge er er i risiko for at blive tiltrukket af de hjemvendte fremmedkrigere, og CTA frygter især radikalisering af personer i kriminelle miljøer med adgang til våben, og frygter, at radikalisering vil komme til at foregå i fængslerne, fordi flere fanger har fået domme relateret til terror. 

Enkelte har stadig lyst

Centret siger også, at der i de senere år har været meget få, der er rejst til Syrien og Irak, men at der stadig findes enkelte personer med tilknytning til islamistiske miljøer, der har lyst til at rejse. 

PET vil som nævnt ikke gå i detaljer med, hvad de ved om de hjemvendte og endnu ikke-hjemvendte syrienskrigere, og hvordan de holder øje med dem. Vi ved således ikke, hvor mange, der er faldet udenfor kommunernes rehabiliteringsprogrammer, hvor de opholder sig og hvordan PET observerer dem, og vi kan ikke få svar på, om PET kender dem på individniveau og kender deres baggrund og evt. tidligere kriminelle løbebane – eller om de kun kender antallet. 

Ret til at komme hjem

Tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen fastslog flere gange, at Danmark ikke kan nægte syrienskrigere, der er danske statsborgere, ret til at vende tilbage til Danmark. Nuværende justitsminister, Nick Hækkerup, har ikke villet udtale sig om sagen, men Justitsministeriet oplyser, at der ikke er nogen ny holdning i sagen.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste