Almene boliger: Nets koster for meget

19. sep 2019

Det skønnes at lejere af almene boliger årligt lægger 30-35 millioner kroner hos Nets for gebyrer i forbindelse med betaling af husleje.

”Den almene sektor er en non-profit sektor, så det er beboerne, der betaler prisen. Det er en ekstra omkostning for dem, når Nets tager gebyrer, og der er tale om lejere med beskedne indkomster. Mange ældre, mange enlige og en stor del, der er udenfor arbejdsmarkedet,” siger Bent Madsen, der er direktør i BL - Danmarks Almene Boliger, til DR.

BL melder sig også på banen sammen med fagforeninger og velgørende organisationer, som vil have Net til at sænke gebyrerne for betalinger via betalingsservice. BL skønner, at lejere af almene boliger årligt lægger 30-35 millioner kroner hos Nets for gebyrer i forbindelse med betaling af husleje. Da der er cirka 600.000 almene boliger, svarer det til et gebyr på cirka 55 kroner per lejemål om året.


”Der er ingen tvivl om, at Betalingsservice er en god ordning. Spørgsmålet er bare, om vi ikke betaler lidt for meget. Vi er en stor kunde hos Nets, så vi synes, det burde være muligt at få en lavere pris. Vi ved jo, at andre har forhandlet rabatter,” siger Bent Madsen til DR.


Han vil i dialog med Nets om en mulig rabataftale, da han ikke mener, at alternative løsninger som Mobilepay vil kunne fungere i den almene sektor.

”Det er generelt set folk med beskedne indtægter, så jeg synes, det er fint at finde ud af, om det ikke kan gøres billigere, siger Bent Madsen til DR.


BL - Danmarks Almene Boliger er bare en blandt flere Nets-kunder, der den seneste tid har kritiseret Nets for at tage for høje gebyrer for betalinger via Betalingsservice. Børns Vilkår, Red Barnet, Unicef og Mødrehjælpen har med held fået Nets til at sænke gebyret fra 4,32 kroner til under tre kroner for cirka 140 velgørende organisationer.