Indblik: Ro i et ellers kaotisk liv

Imellem en stærkt trafikeret vej og S-toget ligger 10 ganske små træhuse i Københavns sydhavnskvarter.

Husene i Ellehjørnet ligger med nogle meters afstand. Det tager de værste nabokonflikter. Der er 10 skæve boliger, som er opført af Boligselskabet 3B og taget i brug i 2002.

I den ene ende ligger et lille fælleshus, der også er kontor for de sociale viceværter. Tina Jensen dækker sammen med en kollega Ellehjørnet og to andre afdelinger med skæve boliger i området.

Hun tager sig af alt fra græsslåning til kontakt med jobcenteret og sjælesorg for beboerne, der ofte har mange års hjemløshed bag sig. Mange har tidligere fået anvist en almindelig lejlighed.

Men enten kunne de ikke styre økonomien, eller også kunne de ikke fungere med de mange sociale spilleregler.

”De har brug for, at der er højere til loftet. De har stor set alle sammen et misbrug. De skal til købmanden efter booze døgnet rundt, og der kommer underlige folk med sære ting, de skal levere midt om natten. Det ville skabe utryghed i en opgang blandt ældre og børnefamilier,” siger Tina Jensen.

Tre døde sidste år
Hun oplever, at de skæve boliger giver en ro i et ellers kaotisk liv. Men lyserødt og idyllisk bliver deres liv ikke.

”Selvfølgelig ville det være lykkeligt, hvis de kunne blive socialiseret til en almindelig bolig. Jeg har bare aldrig oplevet det,” siger Tina Jensen.

Sidste år blev halvdelen af Ellekrattets beboere skiftet ud. Tre døde og to måtte videre, fordi de blev så dårlige, at de måtte i plejebolig.

Langt de fleste kan selv holde hus og have, hvis hun støtter dem lidt. Men nogle får hjemmehjælp.

Tina holder øje med, om beboerne bliver dårligere, og tager sammen med dem kontakt til kommunen og andre myndigheder. Hun har også kontakten til boligselskabet.

”Vi har en god forbindelse til vores boligkontor i Folehaven. De har den indstilling, at de gerne vil det, selvom vores beboere er anderledes end i andre afdelinger. Det er så vigtigt,” siger hun.

De skæve boliger adskiller sig ved, at beboerne bliver anvist af kommunen og ikke kan skrive sig på en venteliste i boligorganisationen.

Afdelingen holder beboermøder, som er godt besøgt, selvom de fleste har svært ved at sidde stille, mens regnskabet blev fremlagt. Sidst blev 42-årige Anna Madsen valgt som beboerrepræsentant.

”For jeg var den eneste, der var tilbage, da mødet var forbi,” siger hun.

Hun flyttede ind i august. Hendes sidste bolig var en andelslejlighed på Amager, hvor hun boede i 18 år. Men finanskrisen og en række dårlige valg betød, at hun endte på gaden med sin hund og kat og kælerotte i ni måneder. Så kom hun ind på herberget Sundholm, hvor hun sank ned, hang ud med de andre og drak.

Anna Madsen har otte år gamle lægepapirer på, at hun skal have en førtidspension. Men hun er stadig på kontanthjælp. Det går lige med at betale huslejen.

Dyrene er min eneste familie
Hun er meget glad for at bo i Ellehjørnet.

”Jeg synes, det er lidt af et paradis. Det eneste jeg mangler er et får og en lille pony,” griner hun.

Hun mener, hun ville isolere sig, hvis hun skulle bo i en almindelig lejlighed og bruge alle sine kræfter på at lave en normal facade. Her kan hun være sig selv.

Nabokonflikter er der ellers mange af.

”Her er hashomaner, alkoholikere og junkier. Vi behøver ikke kunne lide hinanden. Der er voldsomme gnidninger, men vi er nødt til at kunne se hinanden i øjnene dagen efter. Det, synes jeg, går meget godt.”

Anna Madsens terrasse er fyldt med tomme dåser, omhyggeligt sorteret i sække med guldøl og pilsnere. Hun har pyntet pallehegnet med stedmoderblomster og hængt sine gardiner op med blåt plastiktov.

Men det allervigtigste er, at der er plads til hunden Malaika og katten Bæstian. Da hun boede på Sundholm, blev hun tilbudt en almindelig lejlighed. Men så skulle hun aflevere sine dyr.

”Ville du efterlade dine børn for at få en større lejlighed? De er mit et og alt og min eneste familie,” siger hun.