23. MAR. 2017 KL. 00:00

BL og TV-station vil sammen finde det dejligste hjem

danmark-dejligste-hjem_stefan-kai-nielsen.jpg

Søren Hytting

I ugerne op til Almene Boligdage vil dk4 sætte fokus på livet i almene boliger, og deltagerne i AB 2017 i Aarhus kommer til at afgøre konkurrencen.

 
DR har kåret ”Danmarks skønneste hjem” og ”Danmarks skønneste sommerhus”, ligesom man i årtier har fokuseret på salg af ejerboliger i ”Hammerslag”. Andre tv-kanaler fokuserer på beliggenhed og liebhaveri og trækker seerne igennem masser af ekstravagant luksus i ind- og udland.

Livet i almene boliger har således været stort set fraværende i tv’s boligprogrammer. Indtil nu.


For BL er gået i samarbejde med tv-stationen dk4 om at finde ”Danmarks dejligste hjem”, og her kommer programmet ikke til at handle om store boliger, dyre møbler og tidens trends. Her bliver det snarere det menneskelige liebhaveri, der er i fokus.

For hvad er det, som gør en bolig til et dejligt sted at bo? Til et hjem? Gode naboer, et stærkt fællesskab, mødesteder og legepladser, god service og et stærkt engagement i ens boligområde. Selv om selve rammen, boligen, skal være i orden, er det også alle de andre kvaliteter, som programmet ”Danmarks dejligste hjem” især vil sætte fokus på. 


Audition, reportage og finale
Programserien består af syv udsendelser og sendes på dk4 med start i oktober. Udsendelserne vil også kunne ses på nettet hos både BL og dk4. 


De første programmer vil blive en slags audition-programmer, hvor to værter vil udvælge fire deltagere til ”finalen” i ”Danmarks dejligste hjem”. Materialet til disse programmer skal komme fra boligorganisationer og de almene beboere selv og bestå af indsendte små 2-3 minutters videoer, hvor de forklarer, hvorfor de synes, at netop de har det dejligste hjem. Derefter kommer fire programmer med reportager fra finaledeltagernes hjem.

Serien slutter med et finaleshow optaget på Almene Boligdage, hvor deltagerne kommer til at stemme på de fire kandidater. 


Vigtigt med opbakning
”Vi tror på, at vi med programmet får en unik chance for at demonstrere de kvaliteter, som det at bo alment rummer. Det er derfor vigtigt, at man i boligorganisationerne bakker op om initiativet, så vi får så mange deltagere i konkurrencen som muligt,” siger BL’s administrerende direktør, Bent Madsen, der understreger, at BL har gode erfaringer med at samarbejde med dk4:


”Vi har i en årrække haft dk4 med, når Mik Schack i regi af Beboerbladet tager ud i almene boligområder og laver mad og snakker med vores beboere – også om det at bo alment. Hvert af de programmer når ud til næsten en kvart million seere, og vi tror på, at vi kan opnå noget tilsvarende med udsendelserne om de dejlige almene hjem.”

Den ene af de to værter på ”Danmarks dejligste hjem” bliver da også Mik Schack, der i forvejen både er tilknyttet dk4 og Beboerbladet og et kendt ansigt i boligområderne. Der er endnu ikke sat navn på, hvem den anden vært bliver. 


Stort potentiale
På dk4, som er Danmarks eneste private public service-tv-station, er der store forventninger til ”Danmarks dejligste hjem”. Steen W. Pedersen er mediedirektør på dk4, og han har længe drømt om at lave et boligprogram med fokus på almene boliger, blandt andet fordi han selv altid har været glad for at bo alment og stadig bor alment i Herlev.


”Jeg tror, at der er et stort potentiale i dette programkoncept, så på den måde er vores samarbejde med BL eksemplarisk. BL når ud til mange mennesker med budskaber om kvaliteterne i dét at bo alment, og vi får et program i vores sendeflade, som vi tror på vil have appel til mange seere. I øvrigt har vi mange seere i de almene boligområder, blandt andet fordi vi er i de kabelpakker, som er tilgængelige i de fleste almene boligområder.”


Der vil senere i Beboerbladet, på BL’s websider og sociale medier samt i nyhedsbreve blive informeret nærmere om, hvordan man tilmelder sig ”Danmarks dejligste hjem”. 


Boligen nr. 4 - 2017

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste