22. OKT. 2025 KL. 10:00
Byd ind i valgkampen – vis alt det, I gør for byudviklingen

Den 18. november afholdes der valg til kommuner og regioner i Danmark. Foto: Colorbox
22. OKT. 2025 KL. 10:00
BL har peget på otte mærkesager, hvor landets boligorganisationer allerede gør en forskel og fremadrettet kan gøre endnu mere for den lokale byudvikling og velfærd.
Den 18. november stemmer Danmark til kommunal- og regionsrådsvalg. Kommuner og regioner sætter rammerne for den nære velfærd og for hverdagen i de almene boliger.
Derfor er det et vigtigt valg for de almene boligorganisationer og beboere.
Men det almene kan spille ind i valgkampen med oprejst pande. De almene boliger er vigtige for kommunen og regionen – det, uanset hvem der vinder valget.
Dels er de almene boliger en væsentlig del af den danske velfærdsmodel. Hvert år anviser kommunerne mange tusinde udsatte borgere til en almen bolig. Det giver mennesker med forskellige baggrunde mulighed for at finde fodfæste og blive en del af fællesskabet.
Dels kan de almene boligorganisationer være ikke bare kommunerne, men også regionerne, en vigtig medspiller i forhold til at løse en masse centrale samfundsopgaver – fra social inklusion til sundhed, klima og lokal udvikling.
BL – Danmarks Almene Boliger har peget på otte konkrete mærkesager, hvor boligorganisationen kan gøre en forskel for byens trivsel, fællesskab og udvikling og blive en stærk partner for dem, der bliver valgt den 18. november – det, uanset, hvem de stiller op for.
Boligrotation skaber balance i byen
Hver alder stiller sine krav til boligen. De unge har brug for billige, mindre boliger, mens børnefamilier efterspørger plads – og ældre har brug for tilgængelighed, tryghed og overkommelige huslejer.
”Når boligorganisationer og kommuner samarbejder om at tilbyde de rigtige boliger på det rigtige tidspunkt, holder vi liv i den sunde boligrotation. Det styrker den lokale sammenhængskraft og holder byen i udvikling,” siger viceadministrerende direktør for BL – Danmarks Almene Boliger, Solveig Råberg Tingey.
Kerneopgaven udfordret
I dag er den sunde boligrotation flere steder i landet udfordret.
En del kommuner har på grund af fraflytning og vigende fødselstal for mange tomme boliger. Andre mangler boliger på grund af stor tilflytning.
”I begge tilfælde kan de almene boligorganisationer være en del af løsningen – gennem renovering, nybyggeri og strategisk planlægning, der tilpasser boligudbuddet til virkeligheden,” siger Solveig Råberg Tingey fra BL.
Boliger til fremtidens behov
Danmark står over for store demografiske forandringer. Vi bliver flere ældre, og mange ønsker at blive boende i trygge og kendte omgivelser. Samtidig vokser behovet for fleksible boligformer – som seniorbofællesskaber, tilgængelige boliger og nye løsninger for udsatte grupper.
“Vi skal sikre, at de boliger, vi bygger og renoverer i dag, også passer til morgendagens behov. Mange ældre boligafdelinger trænger til renovering, og det er nødvendigt at sikre et varieret boligudbud, så boligerne passer til fremtidens ønsker. Det er et område, hvor kommuner og boligorganisationer kan tænke nyt sammen,” siger Solveig Råberg Tingey.
Det boligsociale – fællesskaber, der virker
I det sidste årti har kommuner og boligorganisationer også samarbejdet tæt i boligsociale helhedsplaner med stærke resultater.
”Gennem boligsociale indsatser er børn og unge hjulpet til sunde fritidsaktiviteter og i lommepengejobs og voksne i uddannelse og i varig beskæftigelse,” siger Solveig Råberg Tingey.
”Indsatserne er i høj grad med til at skabe den blandede by. Det handler om at give mennesker lige muligheder – og de er et bevis på, at det lykkes, når boligorganisationer og kommuner arbejder sammen," fortsætter hun.
Sundhed tæt på hjemmet
Flere lever længere med kroniske lidelser, og kommuner og regioner står over for en voksende sundhedsudfordring. Det er ofte i de almene boligområder, sundhedsudfordringerne er størst. Det er der, behovet for at bringe sundheden tættere på er tydeligt.
”Når sundheden flytter tættere på hjemmet, gør den også en større forskel. Kan livsstilssygdomme forebygges og behandles tættere på hjemmet, kan regioner spare på indlæggelser – og borgere få et mere nærværende sundhedstilbud,” siger Solveig Råberg Tingey.
Flere kommuner og boligorganisationer samarbejder derfor om sundhedshuse, forebyggende tilbud og lokale partnerskaber. På samme måde arbejdes der lokalt for at forebygge ensomhed og psykiske lidelser gennem boligsociale helhedsplaner, hvor fællesskab og nærvær er i centrum.
BL’s otte mærkesager
- Tilpasning af affolkede lokalområder
- Boliger til fremtidens behov
- Flere nære sundhedstilbud
- Styrkede rammer for inkluderende fællesskaber
- Mere social støtte til beboere med psykiske lidelser
- Blandede by- og boligområder
- Energi- og klimavenlige boliger
- Mere biodiversitet i byerne
På bl.dk/maerkesager kan boligorganisationer finde inspiration og fakta, der understøtter de lokale fortællinger og gode råd til, hvordan I kan bringe det almene ind i valgkampen.

Plejecenteret Kildebakken blev i 2008 løsningen på flere års lejetomgang i Varbergparken og et tidligere meget nedslidt kommunalt plejecenter. Haderslev Kommune og HAB blev enige om at ombygge tre blokke til et nyt moderne demensplejehjem. Serviceleder Per Kertevig har tæt kontakt med beboerne, hvor mange af dem har demens. Foto: Simon Jeppesen
Læs senere artikler
Serviceleder Per Kertevig er helt tæt på beboerne på demenshjem
Klima, natur og fremtidssikring
Klimaforandringerne rammer også by- og boligområder over hele landet. Mere regn og blæst stiller nye krav til byggeri og byplanlægning. Her er de almene allerede langt fremme.
Lokalt samarbejdes der i kommunerne dels om at bygge nye og renovere ældre almene boliger, så de bliver energi- og klimavenlige og dels om klimasikring og etablering af opsamlingssøer og grønne arealer til håndtering af overskydende vand.
De almene boligorganisationer råder over flere tusind hektarer græsplæner – og der er også samarbejder om at omdanne disse til levende natur, der styrker biodiversiteten.
Anerkendende kommuner
De almene boligorganisationers indsatser og aftryk på kommunernes muligheder er bredt anerkendt – også blandt landets borgmestre. En af dem er Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær. Derfor efterlyser hun i det kommende nummer af BL’s beboerblad, BoGodt, et større fokus på den kommende boligaftale.
”Jeg har også alle sanser rettet mod de forhandlinger, der kører på Christiansborg om et kommende boligforlig,” siger borgmesteren, der i øvrigt også er tidligere bolig- og socialminister.
Årsagen er enkel. Borgmesteren erkender, at det, hun og resten af det kommende byråd efter valget kan udrette for Helsingør, i høj grad afhænger af de rammer, der udstikkes med det kommende boligforlig. Eksempelvis når det gælder boliger til fremtidens behov.
"Vi bliver flere ældre, og mange vil gerne blive boende i trygge og kendte rammer. Samtidig vokser behovet for fleksible boligformer som bofællesskaber, seniorboliger og boliger til udsatte. Mange ældre boligafdelinger trænger til renovering, og vi skal sikre et varieret udbud af boliger. Boligerne skal passe til fremtidens ønsker – både når det gælder kvalitet og husleje," siger hun.
Om skribenten

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Byd ind i valgkampen – vis alt det, I gør for byudviklingenRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Byd ind i valgkampen – vis alt det, I gør for byudviklingenMest læste
Se alle artikler (3117)0