12. NOV. 2025 KL. 09:00

100 almene boliger på vej i Nordhavn: Forhøjet rammebeløb giver luft til ambitionerne

Nordhavn Vibo Top

Boligerne på Svanemølleholm i Nordhavn bliver opført i træ med fokus på brug af biobaserede og genbrugte materialer. Foto: VIBO

Med 100 træbaserede boliger og fokus på genbrug og fællesskab vil VIBO skabe et nyt pejlemærke for fremtidens almene boligliv i København.

I Københavns Nordhavn tager Boligforeningen VIBO snart hul på et ambitiøst alment boligprojekt i hovedstaden.

De skal bygge over 100 boliger i træ i byudviklingsområdet Svanemølleholm – med fokus på biobaserede og genbrugte materialer, solceller og lavt klimaaftryk, mens arkitekturen skal fremme fællesskab og tryghed.

Det nye boligområde, som efter planen står færdigt i 2030, skal ifølge VIBO være et pejlemærke for, hvordan fællesskab, bæredygtighed og byliv kan smelte sammen i fremtidens almene boligliv.

Selvom projektet i Nordhavn blev planlagt og godkendt i Københavns Kommune under de tidligere økonomiske rammer for, hvad det må koste at bygge en almen bolig, hilser VIBO det meget velkomment, at regeringen nu vil forhøje maksimumbeløbet for alment byggeri i blandt andet København.

“Det giver en større sikkerhed for at nå i mål og gennemføre projektet uden at gå på kompromis med vores ambitioner om høj kvalitet, bæredygtighed og fokus på de sociale værdier,” siger Carsten Krabbe, administrerende direktør i VIBO.

Projektet på Svanemølleholm i Nordhavn

  • Bygherre: Boligforeningen VIBO.
  • Antal boliger: 104 almene boliger.
  • Areal: Ca. 11.000 m² boligareal.
  • Boligstørrelser: Lejligheder mellem 56 og 114 m².
  • Materialer: Træbyggeri med biobaserede og genbrugte materialer; integreret solceller og batterianlæg.
  • Tidsplan: Projekteret indflytning i år 2030.
  • Andel almene boliger: Projektet bidrager med ca. 29 %, hvor målet er 40 % almene boliger i området.
Nordhavn Vibo Gårdhave

1 / 2Karréen er indrettet som en lodret landsby med træfacader, balkoner og opholdsverandaer mod en frodig, skovinspireret gårdhave. Foto: VIBO

Nordhavn Vibo Fælleshus

2 / 2I bebyggelsen er der indarbejdet et fælleshus og andre faciliteter, der understøtter hverdagsfællesskab og naboskab på tværs af beboerne. Foto: Vibo

“Fremtidens almene boliger handler om mere end størrelsen på huslejen. Det handler også om at genfinde værdier som engagement, medansvar og lysten til hinanden i det lokalområde, man bor i."

Carsten Krabbe

Adm. direktør i VIBO

Læs senere artikler

Renovering af udearealer skal danne nye fællesskaber: ”I dag er vores eneste mødested vaskeriet”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Alment Inside: Hvor skal fremtidens københavnere bo?

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Modulbyggeri og stram styring

Byggeriet bliver opført som modulbyggeri, hvor boligerne bygges som færdige moduler, der samles på stedet. Det er ifølge boligdirektøren et bevidst greb for at holde omkostningerne nede og sikre en stram styring af både økonomi og risici.

“Grundet de høje byggeomkostninger har vi lagt et stramt, men realistisk budget, og det har krævet et stort forarbejde med vores partnere for at sikre, at vi ikke møder for mange forhindringer undervejs.”

Derfor har det også været vigtigt for VIBO at udvikle projektet i Nordhavn i samarbejde med erfarne partnere, der tidligere har gennemført lignende byggerier.

”Det giver os tryghed i processen, at vi har stærke samarbejdspartnere. Desuden arbejder vi målrettet med risikoafdækning, blandt andet i forhold til miljø, jordforurening og bundforhold – så vi forhåbentlig undgår at støde på store, uventede og dyre forhindringer,” forklarer Carsten Krabbe,

Fællesskab som drivkraft

VIBO’s ambition med det nye boligkvarter i Nordhavn er at ”genoplive” de klassiske almene værdier om solidaritet og at tage ansvar for hinanden. Værdier, som ifølge boligdirektøren ofte er overskygget af den økonomiske debat om betalbarhed.

“Fremtidens almene boliger handler om mere end størrelsen på huslejen. Det handler også om at genfinde værdier som engagement, medansvar og lysten til hinanden i det lokalområde, man bor i,” siger Carsten Krabbe.

Med fokus på at skabe rammer, der indbyder beboerne til at deltage aktivt i fælles aktiviteter, bliver beboernes engagement en central drivkraft i det daglige liv i den nye boligafdeling.

Derfor er 10 procent af byggearealet afsat til rum for fællesskab og fællesskabsfremmende aktiviteter, som skal give beboerne naturlige mødesteder og styrke naboskabet.

Samtidig skal fælleslokaler og udearealer kunne bruges af lokale foreninger og institutioner – for at åbne området mod resten af bydelen i Nordhavn.

Boligerne samles omkring en grøn, skovinspireret gårdhave, der skal fungere som det sociale og grønne hjerte i det nye bofællesskab.

”Vi ser projektet som både ambitiøst og realistisk, og nu med en større sikkerhed for at gennemføre byggeriet i den form, det er tiltænkt på grund af de nye, forbedrede økonomiske rammer,” afslutter Carsten Krabbe, direktør i VIBO.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

100 almene boliger på vej i Nordhavn: Forhøjet rammebeløb giver luft til ambitionerne

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

100 almene boliger på vej i Nordhavn: Forhøjet rammebeløb giver luft til ambitionerne

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3130 )

0

Læseliste