28. MAJ. 2025 KL. 10:00

Robotplæneklippere blev Dans vej tilbage på arbejdsmarkedet: ”Jeg har fået det flotteste værksted”

Dan Andreas Hansen 2025 (3)

Dan elsker sit arbejde med robotplæneklippere i Himmerland Boligforening. Vejen tilbage på arbejdsmarkedet har ikke været nem, men han har i dag fundet sin rette hylde. Foto: Andreas Holm Hansen

Små Job Med Mening i Aalborg har succes med at få flere langtidsledige i arbejde. En af dem er Dan, som i dag står for robotplæneklipperne i Himmerland Boligforening.

”Det er det flotteste værksted, man kan arbejde på!”

Ordene kommer fra 53-årige Dan. Værkstedet, der ligger til grund for hans store begejstring, er det enorme græsareal i en af afdelingerne i Himmerland Boligforening. Det er nemlig Dans nye arbejdsplads over sommeren.

Og jo mere Dan taler om sit arbejde, desto mere trækker mundvigene i hver sin retning. 

”Man bliver overrasket, hver gang man kommer på arbejde. Derfor synes jeg, at det er så fed en arbejdsplads i Himmerland Boligforening,” siger Dan med et smil, der nu når begge ører.  

Dan er ansat i 20 timer om ugen til at stå for de over 100 robotplæneklippere, som efter vinteren netop er blevet sendt på græs i Himmerland Boligforening. 

”Jeg sørger for, at robotplæneklipperne er i orden og kører hver dag. For eksempel hvis hjulet falder af eller GPS’en går ned, så er det mig, der fikser dem. Nogle gange kan en beboer sågar finde på at flytte robotplæneklipperen ind i deres have. Men jeg har et program, så jeg ved, præcis hvor alle mine robotplæneklippere er henne,” uddyber Dan, der også selv bor i Himmerland Boligforening.

Hør Dan fortælle mere om sit job i videoen:

 

Skal være plads til alle

Selvom glæden lyser ud af Dan, har vejen tilbage på arbejdsmarkedet været brolagt med udfordringer. Han er uddannet klejnsmed, men for tre år siden gav livet ham en mavepuster, der betød, han mistede sin tilknytning til arbejdsmarkedet.

Vejen tilbage tæller flere mislykkede forsøg. Det var først, da Dan igennem Jobcenter Aalborg blev henvist til projektet Små Job Med Mening, at han fandt sin hylde. Kort sagt er Små Job Med Mening et projekt, der hjælper mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ud i timelønnede jobs.

Bag indsatsen står FOKUS Folkeoplysning, Jobcenter Aalborg og Aalborg Kommunes erhvervsafdeling, Business Aalborg. Små Job Med Mening adskiller sig ved udelukkende at tænke i lønnede timer frem for praktikker.

Det er netop en af styrker ved indsatsen, lyder det fra Nuuradiin Hussein (S), rådmand i job og velfærd i Aalborg Kommune.

”Vi har en særlig forpligtelse til at sikre et rummeligt arbejdsmarked, også for de borgere, der ikke kan varetage en stilling på 37 timer. Det er netop, hvad Små Job Med Mening er med til at skabe i samarbejde med erhvervslivet – i Dans tilfælde Himmerland Boligforening. Det giver både noget til den enkelte, der bliver en del af et arbejdsfællesskab, men det giver også mening samfundsøkonomisk, når flere bliver selvforsørgende. På den måde vinder alle,” siger Nuuradiin Hussein.

Dan Andreas Hansen 2025 (17)

1 / 2Et stærkt samarbejde har sikret Dan et arbejde hos Himmerland Boligforening. Både Jesper Futtrup, driftschef i Himmerland Boligforening, og Karen Ørbæk Abildgaard, projektleder i Små Job Med Mening, oplever en vilje til at hjælpe borgere tættere på arbejdsmarkedet i Aalborg. Foto: Andreas Holm Hansen

Dan Andreas Hansen 2025 (4)

2 / 2Dan omtaler det store græsareal som "det flotteste værksted, man kan ønske sig." Foto: Andreas Holm Hansen

Har opbygget stærkt netværk

Hvis det skal lykkes, kræver det et stærkt samarbejde ifølge Nuuradiin Hussein.

”Nøglen til succes er det gode samarbejde hele vejen rundt – også med erhvervslivet. Projektet her har sikret, at der allerede fra starten er lønnede timer til kandidaten, og det er også med til at inspirere og motivere kandidaterne, som rigtig gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet i deres tempo.”

Karen Ørbæk Abildgaard, projektleder i Små Job Med Mening, peger netop også på lønnede timer som en vigtig del af succesen med at få flere borgere i arbejde.

"Små Job Med Mening har succes, fordi vi hjælper virksomheder med at få løst konkrete opgaver ved at tænke i funktioner frem for fuldtidsstillinger. Det frigiver ressourcer og skaber værdi – ikke kun for virksomheden, men også for den enkelte og for samfundet,” uddyber Karen Ørbæk Abildgaard og fortsætter:

”Vi har opbygget et stærkt netværk af virksomheder i Aalborg, som har fået øjnene op for potentialet i at ansætte en småjobber. Kernen i arbejdet med kandidaterne er det tætte samarbejde og den tillid, vi opbygger i relationen. Vi har altid fokus på kompetencer og muligheder – og målet er varig beskæftigelse gennem meningsfulde, realistiske job."

Fået tro på tingene

Dan startede i december med at vintervedligeholde og servicere Himmerlands robotplæneklippere på værkstedet hos P.J. Skovværktøj, som er Himmerlands leverandør.

Han blev oplært og fik indgående kendskab, og den viden bruger han nu til at servicere robotplæneklipperne om sommeren. Tidligere sendte PJ Skovværktøj en medarbejder ud, hvis der opstod et problem med en robotplæneklipper.

For Dan har arbejdet og de faste mødetider givet ham en struktur i hverdagen. Et fællesskab at stå op til fire timer om dagen, som han meget gerne vil holde fast i.

”Det har givet mig en helt ny energi og tro på tingene, så på den måde har det betydet alt at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Robotplæneklipperne har givet mig noget at stå op til,” uddyber Dan.

Har stor betydning for boligområdet

I Himmerland Boligforening er de glade for den gode arbejdskraft, og det stærke samarbejde med Små Job Med Mening.

”Det giver så meget mening for os at kunne hjælpe andre. Vi er en rummelig arbejdsplads, og vores medarbejdere er i daglig kontakt med mange forskellige mennesker i boligområderne. Derfor ligger det meget naturligt for os også at have rum til at hjælpe Dan med igen at komme tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Jesper Futtrup, driftschef i Himmerland Boligforening.

”For os er det en beskeden indsats, men det er en stor hjælp for Dan. Og så er det et stort plus, at Dan løser en opgave, som kan virke banal, men som i sidste ende har stor betydning for, at vores boligområders fællesarealer fremstår velholdte,” fortsætter han.

Hvad er Små Job Med Mening?

Det gode match er omdrejningspunktet i "Små Job Med Mening", hvor de hjælper ledige med at finde et småjob og skabe grundlag for at blive selvforsørgende.

Et småjob er for mange det første skridt mod et mere fast job på arbejdsmarkedet. Tanken bag er, at selv små opgaver kan være meningsfulde for de rette personer.

I mange virksomheder findes der småopgaver, som ikke bliver løst, fordi medarbejderne enten har for meget på deres to-do-lister, eller fordi opgaverne ikke bliver prioriteret.

"Små Job Med Mening" hjælper virksomhederne med at ansætte en småjobber, så disse småopgaver bliver løst, og samtidig tager virksomhederne et socialt ansvar.

Læs senere artikler

Særlig jobindsats får Kristoffer til at føle sig ”normal”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Jbn Niklas Asp 00579
Niklas Asp Nielsen

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Robotplæneklippere blev Dans vej tilbage på arbejdsmarkedet: ”Jeg har fået det flotteste værksted”

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Robotplæneklippere blev Dans vej tilbage på arbejdsmarkedet: ”Jeg har fået det flotteste værksted”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3072 )

0

Læseliste