21. MAJ. 2025 KL. 09:34

Regeringen vil afstresse tilværelsen for de mest udsatte

Hjemløs

Foto: Simon Jeppesen

Hjælpen skal flyttes fra kommunekontorer til gaden, hvor de mest udsatte er. Kravene til beskæftigelse skal være færre, og gælden til det offentlige skal der kunne slås en streg over. I stedet skal der gives mere social støtte og rådgivning.

”I dag vil jeg tale om jer, der sjældent har et hjem. Som ikke har et job. Men som ofte har et misbrug. Som kæmper med fysiske, men nok især psykiske sygdomme… Jer, der måske virker skræmmende, når I dingler ned ad gaden i en brandert med en løs hund på slæb… Jer, hvor stofferne har taget over.”

Ordene er statsminister Mette Frederiksens. Hun afleverede dem i forbindelse med hendes åbningstale i Folketinget den 1. oktober sidste år. Og ordene blev fulgt af løfter til denne gruppe blandt gadens mest iøjnefaldende.

”Vi skal give flere mennesker et tryggere og mere værdigt liv. Væk fra trappesten og vi andres nysgerrige blikke,” lovede statsministeren blandt andet.

Fredag i sidste uge præsenterede regeringen så udspillet, der skal indfri statsministerens løfter til blandt andet den psykisk syge stofmisbruger. Udspillet blev fremlagt af social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde og ældreminister, Mette Kierkegaard. Rammen var stofindtagelsesrummet ”H17”, der er indrettet i en af Kødbyens nedlagte slagtehaller på Halmtorvet i København. 

Skal hjælpe 12.000

Udspillet, som regeringen kalder ”En værdighedsreform”, retter sig mod de 12.000 borgere, der ifølge regeringen lever meget udsatte liv på kanten af samfundet. Gruppen består ifølge udspillet af borgere, der er uden for arbejdsmarkedet og lever hårde og kaotiske liv på gaden, er stærkt afhængige af stoffer eller alkohol og har alvorlig psykisk sygdom.

Der er - udover at de udsatte primært holder til i store byer - i udspillet ikke defineret omfanget af hjemløshed og i fald de har en bolig, hvor og hvordan de bor.

Paradigmeskift

Bag udspillet fra regeringen ligger en erkendelse af, at alt for mange af de mest udsatte ender som kastebold mellem forskellige offentlige myndigheder og løber spidsrod mod de mange krav, vi som samfund stiller, for at man kan få hjælp. 

”Regeringen er klar til at tage et opgør med ret og pligt for de allermest socialt udsatte borgere, som lever et liv så langt ude på kanten af samfundet, at de bliver klemt i systemet i dag. Faktisk modtager en del af dem slet ingen hjælp,” sagde social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med fremlæggelsen.

”Derfor er der behov for et paradigmeskifte. Vi lægger med værdighedsreformen op til en særlig samfundskontrakt for de allermest udsatte i samfundet. Hvor vi vil stille færre krav og idømme færre sanktioner. Række ud til dem med hjælp. Vi vil acceptere et skævt liv, men ikke et uværdigt liv,” fortsatte hun.

Gadens Huse

Det, regeringen blandt andet vil række ud med, er at flytte tilbud om hjælp tættere på målgruppen. I de større byer skal derfor etableres nye huse, der skal være bemandet og samle hjælpen for de mest udsatte. Udover at fungere som varmestue og opholdssted skal husene blandt andet indrettes med sikre fixerum, have læger og sygeplejersker, der, udover at tilse målgruppen, blandt andet skal tilbyde rusmiddelbehandling. Der skal være tilbud om gældsrådgivning og socialrådgivere, som kan hjælpe med at bygge bro til for eksempel sundhedstilbud.

De mest udsatte uden for de større byer skal mødes af tilsvarende udkørende hjælp og tilbud i mobile væresteder.

Færre krav og sanktioner

Regeringen ønsker videre at lette den stressede tilværelse, som præger målgruppens hverdag.

De allermest udsatte borgere skal ikke længere kunne tvinges i beskæftigelse, han eller hun alligevel ikke kan udføre. Gælden til det offentlige foreslås eftergivet. Ligesom det skal være slut med, at politiet konfiskerer stofmisbrugere med en stærk afhængighed narkotika til eget forbrug.

”Det er også mege vigtigt at sikre økonomien. En stor gruppe lever på kontanthjælp og har derfor en meget begrænset økonomi til at betale husleje med

Solveig Råberg Tingey

Viceadministrerende direktør hos BL - Danmartks Almene Boliger

Læs senere artikler

Housing first bliver bærende i bekæmpelsen af hjemløshed

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

BL hilser udspil velkomment

Hos BL – Danmarks Almene Boliger hilses udspillet overordnet velkommen.

”Det er positivt og sympatisk, at regeringen vil styrke og samle indsatserne for mennesker ramt af hjemløshed, psykiske lidelser eller et alvorligt misbrug og rykke indsatserne tættere på deres hverdag,” siger viceadministrerende direktør for BL – Danmarks Almene Boliger, Solveig Råberg Tingey.

”Det gælder også, når det handler om at få socialt udsatte i egen bolig. Der er brug for støtte både i hverdagen – men også til at bo i boligen. For en stor gruppe er botilbud en mere oplagt løsning til at skabe den trygge ramme.”

”Samtidig er det vigtigt at sikre økonomien. En stor gruppe lever på kontanthjælp og har derfor en meget begrænset økonomi til at betale husleje med,” fortsætter hun og udtrykker i den forbindelse bekymring for nogle af de kommende ændringer til kontanthjælpssystemet:

”Med kontanthjælpsreformen afskaffes kommunernes mulighed for at give særlig støtte til kontanthjælpsmodtagere med høje boligudgifter – det der kaldes §34 støtten. Støtten har været med til at sikre, at bl.a. hjemløse og udsatte mennesker kunne få og fastholde en bolig. Og uden denne støtte risikerer hjemløsheden at stige, da de mest udsatte ikke har råd til at betale husleje.”                       

Gældsrådgivning

Vicedirektøren er glad for udspillets fokus på blandt andet gældsrådgivning – herunder også fra ikke-offentlige aktører.

”I mange almene boligorganisationer og boligsociale helhedsplaner udgør økonomisk rådgivning en vigtig indsats. Det er vigtigt, at denne indsats også styrkes, da det er med til at forebygge udsættelser,” siger Solveig Råberg Tingey.

Hjælp til beskæftigelse

En vej til at sikre de mest udsatte en større økonomi er naturligvis, hvis de kan tilbydes beskæftigelse. Udspillet peger i den sammenhæng blandt andet på det sociale frikort, der giver de udsatte mulighed for at tjene godt 40.000 kroner årligt skattefrit, uden at blive modregnet i f.eks. kontanthjælpen eller førtidspensionen. Regeringen vil ifølge udspillet give civilsamfundsorganisationer bedre mulighed for at hjælpe flere til at komme i små og passende jobs gennem det sociale frikort.

”At tilbyde beskæftigelse – om det så bare er nogle timer om ugen er der gode erfaringer med i flere almene boligorganisationer. Og ofte i samarbejde med andre aktører som kommune, foreninger og øvrigt erhvervsliv,” siger Solveig Råberg Tingey. 

”Der er stort potentiale i at skalere indsatserne,” fortsætter hun.

Om de mest udsatte

  • Langt størstedelen af de mest udsatte er mænd (73 procent).
  • Yngre borgere udgør en markant større andel af de mest udsatte borgere og udgøres af en stor andel unge hjemløse.
  • Kriminaliteten blandt de mest udsatte er høj i forhold til den øvrige befolkning. I 2022 havde godt 50 procent i løbet af de seneste fem år fået en dom.
  • 63 procent af de mest udsatte borgere har gæld, hvilket er godt fem gange så mange som blandt øvrige borgere i samme aldersgruppe.
  • De mest udsatte borgere er så marginaliserede, at på trods af deres svære sociale problemer, så var der ca. en tredjedel, som ikke modtog udvalgte sociale indsatser efter serviceloven i løbet af 2022, f.eks. herbergsophold eller andet botilbud, stofmisbrugsbehandling, socialpædagogisk støtte mm.

Om skribenten

Regnar 06111
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Ny psykiatriplan giver et nødvendigt løft

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Ny psykiatriplan giver et nødvendigt løft

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3068 )

0

Læseliste