14. JAN. 2025 KL. 16:35
Vil du åbne en butik i Sydhavnen, skal du til ’jobsamtale’ hos Lars Strand først
14. JAN. 2025 KL. 16:35
De seneste syv år har AKB, Københavns chefkonsulent, Lars Strand, arbejdet med at skabe et sprudlende forretningsliv i Københavns Sydhavn.
Det kan være svært at holde en samtale med Lars Strand.
På vores gåtur ned langs Borgbjergvejs i Københavns gamle sydhavnskvarter bliver vi flere gange afbrudt af folk, der lige skal sige hej til Lars. Beboerformænd hilser på gaden, og butiksejere stikker hovedet ud ad døren for at høre, hvordan det går. I Sydhavnens Port er han en kendt mand.
For selvom Borgbjergsvej ikke er hjem for hans officielle kontor, er gaden, der går som en lige streg flankeret af AKB, Københavns karrer på begge sider, en vigtig del af hans arbejdsplads.
Lars Strand er ansat som chefkonsulent i AKB, København, hvilket betyder, at det er ham, der er ansvarlig for boligorganisationens såkaldte erhvervsstrategi.
”Erhvervsstrategi er et greb, hvor vi forsøger at arbejde med byudviklingen gennem udvikling af butikslivet. Det vil sige, at i stedet for at annoncere og leje vores erhvervslokaler ud til den første og bedste, så laver vi et rekrutteringsarbejde, hvor vi prøver at få nogle bestemte typer butikker og iværksættere til,” fortæller Lars Strand.
For ligesom legepladser og grønne områder kan butikslivet være med til at give et område den puls, som giver livskvalitet. Hvis det altså fungerer godt.
”Hvis du har en lejlighed eller et hus i en aktiv bydel med et spændende caféliv og butiksliv, kan det være næsten lige så stort et plus som havudsigt, så vi ved jo, det bidrager positivt. Ligesom det bidrager negativt, hvis du bor et sted med lukkede facader,” siger Lars Strand.
Hvorfor har vi overhovedet gadelamper?
Det var netop de lukkede facader, der i sin tid dannede startskud for erhvervsstrategien. I 2015 blev områdefornyelsen Sydhavnen igangsat. Og som det er normalt i sådan en proces, bliver beboerne spurgt, hvad de tænker om deres område.
”Noget, der gik igen i forundersøgelserne, var, at folk syntes, der manglede liv. Der var lidt en holdning af, at når det blev mørkt, og gadelyset blev tændt, var der ikke rigtig nogen grund til det, for der var jo ingen i gaden alligevel,” siger Lars Strand.
Butikslivet var med enkelte undtagelser trist og kedeligt, og mange beboere følte ikke, at der var nogen grund til at opholde sig på Borgbjergsvej.
”Mange ville gerne have butikker, de kunne handle i. Nogle man kunne shoppe i og gå forbi og kigge på vinduer. Det, der blev adspurgt mest, var en restaurant, hvor man kunne gå ud og spise med kniv og gaffel,” siger Lars Strand.
Hvad er en områdefornyelse?
En områdefornyelse er en indsats, der fokuserer på at forbedre og udvikle specifikke byområder, ofte med det formål at skabe bedre livskvalitet for beboerne, styrke sociale fællesskaber og forbedre fysiske rammer som boliger, infrastruktur og offentlige rum.
Områdefornyelse anvendes typisk i kvarterer eller områder, der oplever udfordringer som social udsathed, dårlig vedligeholdelse, eller manglende faciliteter.
Formålet er ikke kun at løse konkrete problemer, men også at skabe langsigtet værdi for områdets beboere og byen som helhed.