17. FEB. 2025 KL. 15:37
Flere tomme boliger i Skive: Direktører efterlyser midler til at vende udviklingen

På flere postkasser i Skives almene boliger står der "Flyttelejlighed". Foto: Lars Græsborg Mathiasen
17. FEB. 2025 KL. 15:37
Et stigende antal almene boliger står tomme i Skive. En aldrende befolkning stiller nye krav til boligmassen, og boligdirektører efterlyser midler til renovering og tilgængelighed. Særligt elevatorer er en nødvendighed.
”Vi flytter nok snart,” konstaterer Jørgen Bertelsen, mens han viser rundt i lejligheden, der blev opført i 50’erne.
En almen bolig på omtrent 90 kvadratmeter, der ligger et stenkast fra gågaden i Skive. 86-årige Jørgen har boet i lejligheden sammen med sin 80-årige hustru Else Bertelsen siden 2012.
Parret flytter ikke, fordi de er utilfredse med at bo i en almen bolig. Men de bor på 2. sal, og der er ingen elevator. Derudover skal de i kælderen for at vaske tøj. De mange trapper har ikke gjort det nemmere med tiden. Og lejligheden, der aldrig er blevet gennemrenoveret, ligger i den dyre ende at varme op, tilføjer Jørgen.
Flere af postkasserne i Jørgen og Elses opgang er uden navn. En tendens, der desværre er stigende, når man kigger på antallet af tomme boliger, Bomiva står med i Skive Kommune. 72 familieboliger står uden lys i vinduerne. Det koster boligorganisationen fem millioner kroner om året i runde tal.
”Det er alvorligt. Det er penge, som vi gerne vil bruge til at udvikle vores afdelinger, så de bliver mere attraktive, men det har vi simpelthen ikke mulighed for, når vi bruger så mange penge på tomme boliger. Man kan godt kalde det en ond spiral,” siger Ulla K. Holm, der siden 2005 har siddet som direktør i Bomiva.
Har allerede revet ned
For at komme foran udviklingen har boligorganisationen nedlagt og solgt omtrent 300 boliger siden 2012 i Skive Kommune. De fleste i oplandet. Tomgangen har imidlertid bredt sig til Skive by, hvor private lejeboliger de seneste år er skudt op, mens det almene nybyggeri er gået i stå. Siden 2009 har boligorganisationerne Bomiva og AAB Skive bygget under 16 nye boliger.
Spørger man Ulla K. Holm, er beskeden klar: Bomivas almene boliger i Skive by skal ikke lide samme skæbne som dem i oplandet. Hun kan ikke holde til at rive flere af boligorganisationens 1800 boliger ned. Nej, de almene boliger i midtbyen skriger efter renovering. Særligt ét ord går igen, når man taler med boligdirektørerne i Skive – og flere steder i landet: Elevatorer. Eller manglen på samme.
Tilgængelighed er efterhånden et afgørende konkurrenceparameter. Netop så beboere som Jørgen og Else kan blive boende længere tid i egen bolig.
”Der er i høj grad brug for at kunne søge midler i Landsbyggefonden til at renovere de bygninger, som vi mener, trænger til et løft. Og det løft er typisk en elevator. Tomgangen påvirker i sidste ende vores mulighed for at spille ind i den lokale byplanlægning,” understreger Ulla K. Holm.
Udover tomme familieboliger står også flere ældreboliger tomme på tværs af alle boligorganisationerne i Kommunen. Det kostede kommunekassen otte millioner kroner i 2023, som Boligen før har beskrevet.
Artiklen fortsætter under boksen