11. SEP. 2024 KL. 10:00

Nye almene boliger skal fastholde liv på Tunø: Flere på venteliste

Tunø Top

Den 17. september tager Domi Bolig første spadestik til otte topmoderne boliger i bedste Morten Korch-stil på den lille ø Tunø, som ligger mellem Samsø og Jylland. Foto: Domi

Domi Bolig i Odder er klar til at tage første spadestik til otte helårsboliger på Tunø – og ventelisten er allerede lang. Boligerne skal være med til at fastholde liv på småøerne, så de ikke går i forfald.

Hvad får en almen boligorganisation til at kaste sig ud i at bygge otte almene boliger på en bilfri ø mellem Samsø og Jylland – med kun 71 faste beboere og 55 minutter med færge til fastlandet?

”En bøn fra kommunen, tilskud fra ø-støttepuljen, og fordi vi ikke er rigtig kloge,” griner Preben Jacobsen, der er direktør i Domi Bolig og manden bag et usædvanligt alment byggeprojekt på Tunø.

Han tilføjer dog hurtigt: ”Nej, vi er dybt seriøse omkring vores ø-projekt. Vi er slået til på Tunø, fordi vi gerne vil understøtte Odder Kommunes oplandsstrategi og regeringens ønske om at bevare livet på de danske småøer. Og som professionelle boligfolk ser vi det som en spændende udfordring,” forklarer boligdirektøren.

”Vi har allerede over 60 personer skrevet op ventelisten, som køber ind på visionen om det idylliske ø-liv, væk fra stress og jag. Og der er bud efter både 2-, 3- og 4-værelsesboligerne.”

Udbudsrunden på nybyggeriet er slut, og den 17. september tager Domi Bolig første spadestik til otte moderne træhuse på den gamle skolegrund ved Tunø By. Boligerne bliver placeret i tre længer med et grønt fælles opholdsareal imellem sig, der skal indbyde til fællesskaber mellem beboerne.

Sammen med Odder Kommune er det aftalt, at Domi Bolig har retten til at udleje halvdelen af de otte boliger og Odder Kommune får anvisningsret til den anden halvdel.

Moderne klyngeboliger

Samlet kommer de tre længer til at bestå af 2 toværelses boliger på 55 kvadratmeter, 4 treværelses på 85 kvadratmeter og 2 fireværelses på 110 kvadratmeter.

”Husene bliver topmoderne, både i forhold til det arkitektoniske udtryk og materialer. Men samtidig skal beboerne have følelsen af at bo på ’den gamle gård’ i bedste Morten Korck-stil, i tæt samspil med de øvrige beboere på øen,” fortæller Preben Jacobsen om deres kommende ø-byggeri.   

Henning Haahr har, som nyligt afgået kommunaldirektør i Odder Kommune, været med på projektet fra start og er imponeret over, hvordan Domi Bolig har grebet opgaven an.

”Jeg og Odder Kommune har haft et fantastisk samarbejde med Domi Bolig om det her projekt, og vi er utroligt glade for, at de tør tage udfordringen op med at bygge boliger i så lille et samfund. Det betyder meget for en kommune som Odder, at de med nye kvalitetsboliger leverer et uhyre vigtigt bidrag til at fremtidssikre livet på Tunø,” siger den tidligere kommunaldirektør, Henning Haahr, til Fagbladet Boligen.  

Han uddyber, at de nye boliger blandt andet gør det muligt at blive boende på Tunø, når man bliver ældre og ikke kan passe sit hus længere. Ligesom det bliver muligt for en familie at afprøve, om man kan få ø-livet til at fungere uden at skulle investere i fast ejendom.

OM Ø-STØTTE

Hvem kan søge?

Almene boligorganisationer kan gennem kommunalbestyrelsen indsende ansøgning om et engangstilskud.

Hvad kan der søges midler til?

Engangstilskud til etablering af almene familie-, ungdoms- og ældreboliger på småøerne og i 4 ø-kommuner.

Hvor meget tilskud kan man søge?

Engangstilskuddet nedbringer anskaffelsessummen for alment byggeri og udgør 460.544 kr. (2024-prisniveau) pr. bolig.

Læs om ordningen og søg ø-støttemidler her her

"Det betyder meget for en kommune som Odder, at Domi Bolig med nye kvalitetsboliger leverer et uhyre vigtigt bidrag til at fremtidssikre livet på Tunø."

Henning Haahr, tidligere kommunaldirektør i Odder Kommune

Enscape 2024 08 26 16 49 42 Gavlhjørne

Tumø kan se frem til otte topmoderne boliger med plads til både familier og singler i afdelingens 2-, 3- og 4-værelsesboligerne.

Forhøjet serviceniveau

Domi Bolig sprang ikke til i første hug, da Odder Kommune henvendte sig med ø-projektet. De skulle have sikkerhed for, at kommunen var klar til at betjene øen i en grad, som gør det attraktivt at bosætte sig på en lille ø som Tunø – og fastholde dem på øen.

”Dialogen med Odder Kommune har været god hele vejen igennem. Som bygherre af så unikt et ø-projekt, er det afgørende for os, at man som beboer både får opfyldt sit ønske om at leve det stille liv i pagt med vandet og naturen, og samtidig kan møde på job eller i skole på fastlandet klokken otte,” forklarer boligdirektør Preben Jacobsen om processen med kommunen.

Det bliver muligt ved, at kommunen sørger for tilstrækkeligt med daglige færgeafgange, så voksne og skolebørn kan blive transporteret frem og tilbage til øen. Skolebørnene bliver endda hentet og bragt på Tunø af en pædagog – og en ny el-færge er på vej til at betjene strækket mellem Tunø By og Hou på det østjyske fastland.

Tunø Kort

Tunø har 71 faste beboere. For at komme dertil skal man med færgen fra Hou på det jyske fastland. Over 60 personer står lige nu på venteliste til de otte boliger, så interessen er stor for at bosætte sig på Tumø.

Læs senere artikler

Boligtilskud til byggeri på småøerne

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Flere almene boliger på vej på danske øer: ”Behovet er der”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Boliger med ansvar

De otte kommende Tunø-boliger læner sig op ad boligtypen Almenbolig+, hvor beboerne langt hen ad vejen selv skal tage ansvar for, at boligerne bliver vedligeholdt, og at fællesområderne er rene og pæne. Det er ikke ment som en spareøvelse på driften, men mere praktikken, der skal gå op, når man bor langt væk fra fastlandet.

”Når man bor isoleret på en ø med så få almene boliger, kan man ikke bare ringe efter en vicevært, for han går rundt et sted ovre på fastlandet. Derfor skal man være indstillet på selv at løse problemet med en dryppende vandhane. Og beboerne har også selv ansvar for at rydde sne om vinteren og klippe hæk om sommeren,” forklarer Preben Jacobsen.

Han glæder sig til at se, om det eventuelt er øens krofatter eller færgemanden, man ringer til, når der skal hænges en lampe op hos fru Hansen – selvfølgelig inden for lovens rammer.

”På en ø hjælper man jo hinanden. Det er del af kulturen og det aktivt at bosætte sig så afsides. Ved større opgaver sender vi selvfølgelig en ansat over for at hjælpe beboeren,” forklarer boligdirektøren.

Tunø Ansvar For Hæk

I den nye almene boligafdeling har beboerne selv ansvaret for at klippe hæk og lå græs, for den tilknyttede ejendomsfunktionær er ovre på fastlandet. Tunøboligerne er dermed et boligkoncept, som svarer til Almenbolig+modellen.

Ø-støtte

For Domi Bolig var det helt afgørende for det lille boligprojekt i det jyske farvand, at de kunne få midler fra ø-støttepuljen til at nedbringe huslejen for de kommende beboere.

”Det er en nødvendig puljeordning, hvis man vil have gode almene boliger til øerne, da vi jo i forvejen er udfordret af maksimumbeløbet, som vi kan bygge for,” forklarer Preben Jacobsen, som nu ser frem til det første spadestik på Tunø den 17. september.

Alle almene boligorganisationer kan søge om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i ø-kommuner samt tilskud til nedsættelse af huslejen.

Ordningen er en del af Grøn Boligaftale 2020, som har afsat en pulje på 30 millioner kroner fra Nybyggerifonden i perioden 2021-2026. På grund af aflyste byggeprojekter, er der fortsat midler at søge til opførelse af almene boliger.

Læs mere om ø-støtteordningen på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste