05. SEP. 2024 KL. 09:54

Målet er ingen hjemløse

20180227 145111 4 6016X4016ma

Et værelse i kommunens herberg i Benedixgade. På herberget mødes beboerne ved indskrivning fremover af et tværfagligt team, der både har sociale og sundhedsfaglige kompetencer. Foto: Vibeke Volder/Jyskfynskemedier/Ritzau Scanpix

Et unikt samarbejde mellem Kommune, almene boligorganisationer og frivillige organisationer har bragt Odense i en suveræn førerposition, når det handler om at bekæmpe hjemløshed.

Ambitionerne er store i Odense, når det handler om at bekæmpe hjemløshed. Selvom byen i den netop offentliggjorte hjemløsetælling har sat ny rekord for en storby ved kun at have haft 95 registrerede hjemløse – langt mindre end Aarhus, Aalborg og København – så er målsætningen sat væsentligt lavere.

”Vi vil gerne ramme det, vi kalder et funktionelt nul. Det vil reelt sige 50, da der altid er nogen, som falder gennem selv et meget tætmasket sikkerhedsnet, ligesom der vil være nogen, som ikke ønsker hjælp. Men kommer vi derned, er det til at få samlet alle, som ønsker det, op,” siger Venstres rådmand for Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning, Christoffer Lilleholt.

”Jeg er selvfølgelig glad for, at vi nærmer os målsætningen. Ikke mindst på vegne på af hver eneste, vi skaffer egen bolig,” fortsætter han.

Et fælles løft

Det stadie, hjemløsheden på nuværende tidspunkt har nået i Odense, er ekstraordinært. Så ekstraordinært at kommunen høster international anerkendelse for det. Ifølge rådmanden er der mange, som har bidraget til at opnå de flotte resultater.

”Der de almene boligorganisationer, som bare har åbnet op. De bliver ved med bare at finde de nødvendige boliger, også uden at vi fra kommunen skal tale om anvisningsret med mere. Så er der alle de frivillige organisationer. Kirkens Korshær, der med deres varmestuer sikrer, at der fastholdes en kontakt med de udsatte. Det samme gør sig gældende for KFUKs Reden, som også har snor i nogle af de mest udsatte kvinder,” fortæller Christoffer Lilleholt.

Så mange hjemløse i de store byer

Der er ifølge VIVEs seneste kortlægning af hjemløsheden, som foretages i uge seks, sammenlagt 2.776 borgere i hjemløshed i hovedstadsområdet under ét (København, Frederiksberg og Københavns omegn), heraf 1.387 personer i Københavns Kommune, 137 personer på Frederiksberg og 1.252 personer i omegnskommunerne.

Der er 556 borgere i hjemløshed i Aarhus, 95 i Odense og 254 i Aalborg. Desuden er der 1.474 borgere i hjemløshed i de øvrige bykommuner tilsammen og 835 i landkommunerne under ét.

”Et af de forhold, som i dag kan skubbe folk ud i hjemløsheden, er manglende digitalisering. Hvis man ikke magter at bruge en smartphone eller pc, så magter man heller ikke at få oprettet ”Mit ID”. Så er det svært eksempelvis at få betalt regninger.

Christoffer Lilleholt

Rådmand forBeskæftigelses- Social-forvaltningen

Læs senere artikler

Ny optælling af hjemløse: Se tallene

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Digital kvalificering

Og det er ikke bare mad og nogle timers varme og socialt selskab, de frivillige organisationer byder ind med.

”Et af de forhold, som i dag kan skubbe folk ud i hjemløsheden, er manglende digitalisering. Hvis man ikke magter at bruge en smartphone eller pc, så magter man heller ikke at få oprettet ”Mit ID”. Så er det svært eksempelvis at få betalt regninger. Værestederne giver adgang til flere pc’er, og der sidder folk klar til at hjælpe de udsatte,” siger Christoffer Lilleholt

”Det er indsatser, der forebygger, at mange ender på gaden. Og det er indsatser, som er med til at kvalificere allerede hjemløse til igen at kunne indtræde i samfundet,” fortsætter han.

Housing First

Helt central i Odenses Bekæmpelse af hjemløsheden er dog en aftale, der den 8. februar 2019 blev indgået mellem Odense Kommune og repræsentanter fra byens fem boligselskaber - Civica, Arbejdernes Boligforening Odense, FAB, Boligforeningen Kristiansdal og Odense Boligselskab.

Aftalen er, at boligorganisationerne sikrer byens hjemløse på forsorgshjem og herberger en bolig inden for tre måneder.

Og aftalen virker. Den gør, at Odense Kommune er en af de få kommuner ikke bare i Danmark men i Europa, som reelt kan praktisere strategien om housing first.

De hjemløse i Odense skal ifølge VIVES nationale kortlægning af hjemløsheden vente betydelig kortere tid på en bolig end hjemløse i andre byer. Endelig lever de hjemløse også bedre i landets tredjestørste by end i de andre store byer. Kun ganske få er eksempelvis henvist til at sove på gaden.

Lige så vigtigt er det, at de hjemløse, som anvises en bolig i Odense, i langt mindre grad falder tilbage i hjemløshed.

360 graders evaluering

Bag de gode resultater ligger mange års for- og samarbejde mellem boligorganisationer og mange hjørner af kommunens forvaltninger.

”Repræsentanter fra hver boligorganisation mødes en gang om måneden med kommunens folk for at drøfte de bolig-anvisningssager, kommunen har,” siger formanden for Fyns Almennyttige Boligselskab, Erling Nielsen, der også er formand for BL’s 3. kreds, der i 2019 var med til at forhandle aftalen med kommunen.

”På møderne bliver det vendt, hvilke problemer den pågældende, som skal anvises, har, og hvor det vil være mest hensigtsmæssigt, at personen eller familien bosættes. Har vi at gøre med en familie med sammenbragte børn, søger vi naturligvis at placere familien i kortest mulige afstand til alle involverede forældre, skoler, institutioner med mere,” fortsætter han.

Også omsorg for boligområder

Inden en borger eller familie kan anvises, er der rigtig mange hensyn, der skal tages. Ikke kun til dem, som skal anvises, men også i forhold til de boligområder, der skal anvises til.

”Vi er naturligvis nødt til at skele til parallelsamfundslovgivningen. Er et boligområde i risiko for at falde for parallelsamfundskriterierne, prøver vi naturligvis at undgå at belaste dem yderligere i den sammenhæng. Vi ser også på de udfordringer, den pågældende kan tilføre boligområdet. Det kan være psykisk sygdom, misbrug – måske en kombination. Er boligområdet i forvejen belastet af lignende udfordringer, prøver vi at komme uden om det,” forklarer Erling Nielsen.

”Omvendt skal vi jo finde de nødvendige boliger til dem, som har behovet. Vi byder os i den sammenhæng alle til. Vi er alle klar over, hvornår det er vores tur,” fortsætter han.

Nye indsatser

I Odense Kommune er man klar over, at der hele tiden skal nye indsatser til, hvis man skal nå målsætningen om det funktionelle nul hjemløse.

”Tidligere blev den hjemløse, der indskrev sig på vores herberg mødt af en kontaktperson, der tilbød støtte. Nu er det et tværgående team med både sociale og sundhedsmæssige kompetencer. Vi skal have styr på så mange udfordringer som muligt, der eventuelt kan hindre en succesfuld tilbagevenden til en bolig," forklarer Christoffer Lilleholt. 

Internationalt anerkendt

Odenses boliggaranti til de hjemløse og indsatserne bag den blev i 2019 af The Housing Solutions Platform valgt som et af 50 europæiske initiativer, der skal inspirere andre europæiske byer til at tænke innovativt, når det kommer til at lave boligløsninger til overkommelige priser.

The Housing Solutions Platform er et fælles initiativ mellem FEANTSA, the Foundation Abbé Pierre og Housing Europe.

Om skribenten

Regnar 06111
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Kontanthjælpsreformen er vedtaget

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Kontanthjælpsreformen er vedtaget

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste