18. SEP. 2024 KL. 08:27
Dan Jørgensen bliver EU’s første boligkommissær – Housing Europe og BL har høje forventninger
18. SEP. 2024 KL. 08:27
Danmark bliver det første land nogensinde til at bestride boligkommissær-posten i EU. Det står klart, efter kommissionsformand Ursula von der Leyen har indstillet Dan Jørgensen til at blive energi- og boligkommissær i den nye Europa-Kommission.
”Europa står i en boligkrise, der rammer alle aldre. Priserne er på himmelflugt, og mange har svært ved at finde en bolig, de kan betale.”
Med de ord annoncerede formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at hun ville udpege EU’s første boligkommissær nogensinde, da hun blev bekræftet til en anden periode i spidsen for Europa-Kommissionen i juli.
Nu er sløret blevet løftet, og EU’s første boligkommissær bliver danske Dan Jørgensen.
"Vi er begejstrede i Housing Europe. Vi har tidligere foreslået til von der Leyen, at der udarbejdes en samlet europæisk plan for at fremme betalbare boliger, også i de store byer, og at der kommer en boligkommissær," siger Bent Madsen, præsident i Housing Europe, der repræsenterer boligorganisationer med mere end 25 millioner boliger i Europa.
"Begge dele har von der Leyen kvitteret for, og det er så vigtigt for at sikre et fremtidigt Europa med større sammenhængskraft og mindre polarisering. Her spiller ordentlige betalbare boliger en kernerolle," fortsætter han.
Stor opgave venter
Dan Jørgensen står, som Ursula von der Leyen nævner, overfor en står opgave med en boligkrise, der er alvorlig i mange europæiske lande. Helt almindelige lønmodtagere kan ikke finde betalbare boliger nær deres arbejdspladser i og omkring de større byområder.
Det er svært at rekruttere velfærdssamfundets kernetropper, pendlerafstandene bliver meget store, det skaber opdelte byer og gør familielivet meget vanskeligt for tusinder af familier.
”Løsningen af boligkrisen griber ind i flere forskellige politikområder, og den nye kommissær vil have en central tværgående opgave med at sikre, at de mange forskellige tiltag, der udgår fra EU, bidrager til at løse den alvorlige boligkrise,” siger Bent Madsen.
Ikke en EU-kompetence, men et europæisk problem
Boligområdet er formelt set ikke en EU-kompetence, men store dele af de områder, som EU regulerer, har stor betydning for boligområdet. Det gælder for eksempel energikrav, rammerne omkring statsstøtte og de finansieringsmuligheder, som EU stiller til rådighed for renoveringer og energieffektiviseringer af bygningsmassen.
Denne finansiering fra EU sker i dag gennem mange forskellige ordninger, og der kan optælles hele 19 ordninger, som retter sig mod betalbare boliger (affordable housing). Det er en stor opgave at finde rundt i de forskellige regler.
Resultatet er, at pengene kommer for langsomt ud at arbejde, og der sker helt sikkert også det, at mange helt afholder sig fra at søge. Og det er et stort problem, da der også er udsigt til, at EU’s muligheder for at støtte er stigende.
”Sammen med den Europæiske Investeringsbank arbejder vi for en enkel indgang til EU-midlerne, en form for 'one-stop-shop', og her vil det også være vigtigt, at den nye boligkommissær bliver en aktiv del af dette arbejde,” siger Bent Madsen.
Missionsbrev
Når en EU-kommissær bliver udnævnt, skriver kommissionsformanden et såkaldt missionsbrev. Brevet fungerer som en opgavebeskrivelse, der sætter retningen, for hvad den pågældende kommissær skal arbejde med de næste fem år.
I Dan Jørgensens brev står der blandt andet, at han skal udarbejde den første fælles europæiske plan for at sikre betalbare boliger.
Hele Dan Jørgensens missionsbrev kan læses her.
Læs senere artikler
Boligpolitik fylder meget på den europæiske dagsorden
EU-kommissær: Vi skal have mange flere almene boliger i Europa
Om skribenten
Malte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.
Seneste Artikel
Hvordan åbner man boligområder op? Kvartershuse kan være nøglenMalte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.
Seneste Artikel
Hvordan åbner man boligområder op? Kvartershuse kan være nøglen