Fra skimmel til fare for kollaps: ”Det var en enorm beslutning at tage, men jeg var ikke i tvivl”

I tynd luft og lav sol ligger de hvide to-plans rækkehuse smukt i det kuperede landskab i Snekkersten. Stokroser og høstanemoner knejser op ad de hvide mure, og bagved bebyggelsen aner man gullige efterårsfarver i skovbrynet.

Først når man kommer tættere på, fornemmer man stilheden. Og tomheden. Her bor nemlig ingen.  

I et vindue sidder en ensom bamse og kigger ud. Et andet sted kan man se et bord med coladåser og en stabel tallerkner. Det er nu mere end et halvt år siden, at 122 beboere blev øjeblikkeligt evakueret fra boligafdelingen Stævnen på en kold vinteraften.

Den kolde fredag i februar

”Det var fredag den 2. februar. Jeg havde været direktør i Boliggården i præcis en måned. Der var ikke mange på kontoret den dag. En del arbejdede hjemme. Andre var på vej på vinterferie. Jeg sad i et møde, da vores byggechef ringede til mig og sagde, at jeg skulle være med på et andet møde straks. Det var alvorligt,” fortæller Pia Skov, direktør for Boliggården i Helsingør.

Fagbladet Boligen er med Pia Skov på tur i boligområdet Stævnen, hvor mange af murene er stivet af med træ-stilladser og tunge containere.

”Skimmelsvamp var oprindeligt årsagen til, at der i august 2023 blev igangsat undersøgelser af boligerne i Stævnen. Under det arbejde opstod en mistanke om, at gasbetondækket mellem etagerne i to-plansboligerne ikke var holdbart,” forklarer Pia Skov.

På mødet den fredag fik medarbejderne i Boliggården den chokerende besked.

”Der var slet ingen tvivl hos rådgiverne om, at det var farligt at opholde sig i husene. Der var tale om risiko for progressiv kollaps. Altså at væggene kunne kollapse som et korthus. Ikke bare ét hus. Men en hel række. De anbefalede en øjeblikkelig evakuering.”

En akut evakuering

En sådan melding er umulig at sidde overhørig, og Pia måtte hurtigt træffe en beslutning.

”En øjeblikkelig evakuering er en øjeblikkelig evakuering. Også selvom husene nok ikke styrtede sammen den dag. Jeg og mine kolleger tænkte rigtig meget på, hvad alternativet ville være. Tænk, hvis vi havde ladet folk blive der til om mandagen, og der så var sket noget hen over weekenden. Eller at jeg senere var blevet spurgt, hvornår jeg fik den anbefaling fra rådgiverne. Og hvis vi havde ventet 14 dage, så kunne jeg være blevet anklaget for ikke at have reageret øjeblikkeligt.”

Pia kaldte mange ansatte tilbage på arbejde den fredag eftermiddag. Nicholas Schmidt, projektleder i Boliggården, var den første, der kom susende hele vejen fra København. Og efter et par timer var krisestaben på plads.

”Vi samlede os og begyndte at lægge en plan. Det var en enorm beslutning at tage, men jeg var ikke i tvivl. Det, der helt ærligt stod meget højt i min bevidsthed, var beboernes sikkerhed. Det handlede for mig den eftermiddag meget lidt om jura. Det handlede om beboernes sikkerhed. Derfor evakuerede vi beboerne straks samme aften. Vores formandskab blev øjeblikkeligt informeret, og den øvrige bestyrelse var siden enige i vores vurdering og har i hele forløbet bakket 100 procent op om beslutningen,” siger Pia.

At banke på døre klokken 22 en fredag aften

Beslutningen om evakueringen skabte hurtigt praktiske udfordringer. Hvordan skulle Boliggården informere beboerne så sent om aftenen?

"Nogen sagde, at vi ikke kunne banke på folks døre klokken 22 om aftenen, men vi stod fast på, at det blev vi nødt til," fortæller Pia Skov.

Pia og hendes team sendte sms’er til beboerne med beskeden om at møde op til et informationsmøde i beboerhuset i Stævnen samme aften, og driftspersonalet gik fra dør til dør for at sikre, at folk dukkede op.

Taknemmelighed og chok

På mødet fik alle 122 beboere besked på, at de skulle forlade deres hjem øjeblikkeligt, og at de kun måtte gå ind at hente det absolut mest nødvendige i en enkelt taske.

"Vi satte skilte på husdørene om, at man ikke måtte gå ind i husene igen. Folk var i chok. Det var forfærdeligt for de stakkels beboere. Det var jo deres hjem, og for mange igennem virkelig mange år," husker Pia.

Selvom beboerne var rystede over situationen, var de fleste samtidig forstående.

"Man bliver chokeret, men faktisk også taknemmelig over, at nogen reagerer, når der er en farlig situation," siger Pia. Kun få beboere blev vrede eller kede af det i første omgang.

Allerede på informationsmødet viste Pia og hendes team beboerne, hvad der kunne ske med bygningerne ved hjælp af tegninger, og det er hendes oplevelse, at der også var en vis lettelse over, at der ikke var sket noget alvorligt.

Hoteller og pressehåndtering

Efter mødet, der sluttede ved midnat, begyndte arbejdet med at sikre midlertidig indkvartering til beboerne.

"Vi havde lavet en aftale med tre hoteller, der var klar til at tage imod beboerne fra Stævnen. Mange tog imod det tilbud, mens andre fandt plads hos venner eller familie," forklarer Pia.

Lørdag var dedikeret til pressehåndtering.

"Vi udsendte selv en pressemeddelelse, og efter en kort pause lørdag aften tog vi arbejdshandskerne på igen søndag morgen. Der handlede det om at kontakte hver enkelt beboer for at høre, om de havde tag over hovedet og en forsikring. Fem beboere havde ikke forsikring," fortæller Pia.

En uventet drejning

Mandag morgen modtog Pia og hendes team en uventet besked fra Boliggårdens forsikringsselskab. Skaderne på bygningerne var ikke dækket af forsikringen, fordi skaderne skyldtes konstruktions- og udførelsesfejl.

"Jeg blev fuldstændig målløs. Pludselig stod vi i en situation, hvor ingen af os vidste, hvordan vi skulle finansiere genhusning og renovering. Jeg tænkte på beboerne og den uvished, som de stod med.”

Pia Skov ringede straks til Landsbyggefonden, som heldigvis var klar til at træde til med økonomisk hjælp.

”Beboere, der bor alment, er heldige, at vi har et system som Landsbyggefonden, der kan hjælpe i sådan en situation, hvor forsikringerne ikke dækker. Jeg er taknemmelig på beboernes vegne.”

Genhusning og IKEA-møbler

Genhusningen på hotel var kun midlertidig. Hurtigt skulle Boliggården finde ud af, hvor beboerne kunne opholde sig. Løsningen blev blandt andet at bruge de tomme boliger i det nærliggende område Nøjsomheden, og vi etablerede et midlertidigt ventelistestop i Boliggårdens øvrige afdelinger. Men beboerne havde ingen møbler eller personlige ejendele med sig, så Pia og hendes team måtte møblere boligerne sparsomt med IKEA-møbler.

"Mange af beboerne var ældre, og vi vurderede, at det ville være svært for dem at samle IKEA-møblerne selv, så vores driftspersonale samlede dem, så beboerne kunne flytte direkte ind. Midt i al frustrationen var det dejligt at mærke sammenholdet," siger Pia.

Frustration og nye udfordringer

Stemningen blandt beboerne var præget af usikkerhed.

”Folk begyndte naturligt at stille spørgsmål: ’Hvornår kan vi komme ind efter vores ting?’ Der var en kvinde, der fortalte, at hendes datters computer med alle notater til eksamen lå inde i huset. Og nogle manglede deres medicin,” husker Pia.

Boliggården arbejdede tæt sammen med rådgivere for at finde en sikker måde, hvorpå beboerne kunne hente deres ejendele. Men hver gang en løsning var tæt på, viste det sig alligevel ikke at være sikkert nok.

”Vi sagde gang på gang til beboerne, at vi næsten havde en løsning, men det havde vi så alligevel ikke. Der er grænser for, hvor mange gange man kan holde ud at høre sig selv sige det,” indrømmer Pia.

Men husene står her endnu

En uundgåelig del af frustrationen blandt beboerne kom af, at husene stadig stod intakte.

"Det er korrekt, at de ikke er faldet sammen endnu," siger Pia.

"Men vi blev nødt til at følge anbefalingerne fra vores rådgivere. Det er jo det, vi har tekniske rådgivere til."

Spørgsmålet om afdelingsbestyrelsens rolle i krisen har også fyldt meget.

"Afdelingsbestyrelsen har løftet en kæmpe opgave med at varetage beboernes interesser, men jeg oplever, at de hurtigt blev en skydeskive for beboernes forståelige frustrationer. Bestyrelsesformanden trak sig, og den nyvalgte bestyrelse smuldrede desværre også i løbet af sommeren. Det er jeg meget ærgerlig over, for beboerdemokratiet er kernen i vores boform. Men jeg forstår det godt, for uvisheden har presset alle. Heldigvis blev der valgt en ny bestyrelse til beboermødet i august."

Afdelingsbestyrelsen tættere på

Hvis Pia kunne gøre noget anderledes, ville hun have inddraget afdelingsbestyrelsen tættere i processen fra starten.

"Jeg ville have lavet flere systematiske møder med bestyrelsen. Vi har informeret beboerne, så snart vi kunne, men jeg ville gerne have rådført mig med bestyrelsen tidligere, så de også kunne være tættere på beboerne."

Hun erkender, at der er en gruppe beboere, der stadig udfordrer beslutningsgrundlaget for evakueringen.

"Vi har gjort det så godt, vi kunne, og der er ingen tvivl om, at vi har lavet fejl undervejs. Men det allerførste, jeg sagde på mødet den 2. februar, var også på bedste 'Mette Frederiksens'-stil; at vi har ikke prøvet det her før, så selvfølgelig kommer vi til at lave fejl."

Alligevel har Pia oplevet stor støtte fra beboerne.

"De fleste siger til os, at de kan mærke, at vi virkelig gør alt, hvad vi kan for dem, også ting, vi ikke havde behøvet at gøre. Det er jeg meget taknemmelig for."

Fremtiden for Stævnen

Hvad fremtiden bringer for Stævnen er endnu uklart.

"Jeg ved det faktisk ikke endnu," siger Pia.

"Her efter sommeren har vi fået de endelige tekniske rapporter. De nye undersøgelser viser samme resultat som tidligere, og der er stor enighed mellem de to rådgivere om udfordringerne i Stævnen:  toplans-husene er i risiko for at kollapse. Så vores beslutning om at evakuere var helt, helt rigtig."

Der er også fejl på étplans-husene, men de er ikke i samme risiko for at kollapse. Rambøll vurderer, at skaderne kan udbedres; men fremhæver også, at det ikke nødvendigvis er det mest økonomisk fordelagtige.

”Bygningerne har igennem mange år været plaget af problemer med skimmel, så det har vi også med i vores samlede vurderinger.”

Pia Skov understreger, at bæredygtighed også spiller en rolle i overvejelserne om renovering eller nedrivning.

"Der er en bæredygtigheds-dagsorden, som handler om at renovere fremfor at bygge nyt. De foreløbige beregninger viser, at det bliver for dyrt, så vi skal nok ud i en renovering til sokkel. Men uanset hvilken løsning vi ender med, kommer det til at tage år, før beboerne kan vende tilbage."

Personlig erfaring med krise

Pia Skov har selv oplevet, hvad det vil sige at miste sit hjem.

"I 1989 boede jeg i en ejendom i Store Kongensgade, som en pyroman satte ild til. Jeg vågnede midt om natten, ved at en brandmand sparkede døren ind til mit værelse. Vores lejlighed brændte ikke helt ned, men var sodet og vandskadet, og jeg havde intet sted at bo. Jeg var sofasover i næsten et år, før jeg fik et kollegieværelse i Albertslund."

Erfaringen har givet Pia en dybere forståelse for situationen for Stævnens beboere.

"Jeg kan virkelig forstå, hvor pressede og ærgerlige beboerne er over at blive flyttet fra dette fantastiske boligområde, mens andre er ærgerlige over at have mistet deres gode naboer."

At lede gennem krise

For Pia Skov har det været den største krise, hun har stået overfor i sin karriere.

"Det havde været en stor opgave lige gyldigt hvad. Men da den kom, allerede efter jeg kun havde været her i en måned, gjorde det tingene endnu sværere. Jeg havde ikke nogen idé om, hvad det var for et hold, vi var. Jeg havde selvfølgelig talt med dem, og de var alle søde, arbejdsomme og rare og havde en høj faglighed, men jeg havde ingen idé om, hvor folks grænser gik. De kendte heller ikke mig. så det har været en enorm ledelsesmæssig opgave”.

Og sådan en begivenhed er ikke en, man lige glemmer foreløbigt.

"Vi kommer til at tale om den her krise i mange år," siger Pia og understreger, at støtten fra kollegaer i den almene boligbranche har været uvurderlig.

"Branchen har været helt fantastisk. De, der har prøvet at evakuere beboere før, har bare stået klar med en hjælpende hånd. Så snart jeg rakte ud, har de bakket mig og resten af organisationen op."

 Et stærkere sammenhold

Selvom både Pia og resten af medarbejderne helst ville have været evakueringen i Stævnen foruden, kan hun nu – otte måneder efter – se, hvad den organisatorisk har ført med sig:   

"Det har styrket os som individer og hold. Vi blev tvunget til sammen at træffe hurtige beslutninger, og vi blev tvunget til at stå sammen og bakke hinanden op i tykt og tyndt. Det har da helt klart styrket vores sammenhold enormt, og jeg er bare så stolt af alle medarbejdere i Boliggården.”