20. JUN. 2023 KL. 10:54

Fra parfumesælger til boligdirektør

DSC5336

René Skau Björnssons hustru siger, at han skal begynde at cykle på arbejde. Han er ikke kommet i gang endnu, men første skridt er, at han har lånt en cykel af boligorganisationen. Foto: Simon Jeppesen

René Skau Björnsson er for nylig tiltrådt som direktør i Boligkontoret Århus. Han kommer med et ønske om en konstant udvikling og et iværksætter-gen, der allerede viste sig hos ham, da han som ung startede en parfume-kæde.

Døren ind til mødelokalet går op. Ud kommer en samlet bestyrelse for Christian lX Børnehjem. En af dem er René Skau Björnsson, der er formand for bestyrelsen. Ærmerne i den lyseblå skjorte er smøget op. Den øverste knap i skjorten står åbent. Der er varmt i lokalet.

”Jeg har altid interesseret mig for det sociale område. Det der med at gøre en forskel, for dem, der har det svært. Det er det, jeg brænder for, og der er en rød tråd i mit C.V., der viser passionen for det.

René smiler. Hælder kaffe op. Den er kold. Han henter en ny kande.

”Det samme gælder mit forhenværende og mit nye job i den almene sektor. Her bor en million forskellige mennesker. Lige fra tandlægen til kontanthjælpsmodtageren, som vi skal kunne rumme. Det er dét, der giver nerven i det her job,” siger René Skau Björnsson, der ved siden af bestyrelsesposten på børnehjemmet er den nye direktør i Boligkontoret Århus.

René kommer fra en stilling som direktør i Silkeborg Boligselskab, hvor han har været de sidste seks år.

Før det var han centerdirektør for Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH). Fra 1998 til 2011 var han medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, og tidligere endnu var han ansat som økonom ved familie- og beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune. Fortiden i Socialdemokratiet har givet ham en stor indsigt i politiske prioriteringer, som han siden har haft stor gavn af.

”Da jeg var ansat i Aarhus Kommune, fik jeg et indblik i bagsiden af velfærdssamfundet, og jeg fik en stor interesse for at bidrage til et samfund, der rummer muligheder for alle mennesker,” siger René.

Op på cyklen

Men hvorfor var det tid til et skift fra Silkeborg Boligselskab til Boligkontoret Århus?

"Hvis du spørger min kone, var det, for at jeg kunne begynde at cykle på arbejde,” siger René og griner.

Han bor nemlig i Aarhus, få kilometer fra sin nye arbejdsplads.  

"Men lige i de her dage er det for varmt. Og så har jeg heller ikke fået købt en cykel endnu,” tilføjer René.

Og så er der den faglige udfordring:

”Det er et tre gange større boligselskab, jeg er kommet til, hvilket betyder, at jeg kan bruge mere tid på det strategiske og på ledelsesopgaven.”

I Silkeborg Boligselskab, hvor der er 1800 boliger fordelt på 76 afdelinger, var fokus mere på den daglige drift.

”Det er af en sådan størrelse, at man som direktør er med i det hele. Derfor er jeg også med i en gruppe, vi kalder de arbejdende direktører. Det er man – arbejdende direktør – når man har med et så forholdsvist lille boligselskab at gøre,” siger René.

Men selvom han nu er rykket til et langt større boligselskab, har han tænkt sig at fortsætte i gruppen for de arbejdende direktører.

”Jeg har fået lov at fortsætte i gruppen,” griner han.

”Det giver en god ballast og viden, når man har fingrene nede i alt, hvad der sker, men det gør også, at det er svært at komme i helikopteren og være visionær,” fortsætter han.

Et veldrevet boligselskab

Derfor ser René Skau Björnsson samtidig frem til at få mere tid til det strategiske arbejde i Aarhus.

”Boligkontoret Århus er en veldrevet virksomhed med et godt ry i byen. Der er gang i mange renoveringsprojekter, og der er stor medarbejdertilfredshed og beboertilfredshed. Så det er jo et fantastisk udgangspunkt,” siger René.

”Det, jeg kan bidrage med, er en målrettethed og et ønske om en konstant udvikling. Det driver mig som leder. I Silkeborg havde vi fokus på at bygge nyt. I Aarhus skal vi være toneangivende og mere med i debatten på det boligpolitiske område. Aarhus står nemlig i en situation, hvor der er overudbud af lejeboliger. Samtidig er der en demografisk udvikling, hvor vi får flere enlige og flere seniorer. Det skal den almene sektor også kunne bidrage til.”

Artiklen fortsætter under billedet.

DIREKTØR-STAFETTEN

Fagbladetboligen.dk giver ordet til de almene boligdirektører og sender stafetten rundt i landet. Vi taler hver gang med en direktør, som vil 'vise rundt' i sin boligorganisation.

 

I dag:

 

Direktør: René Skau Björnsson

 

Boligorganisation: Boligkontoret Århus  

DSC5250

Der er et mantra om, at vi skal bygge små billige boliger. Men vi skal være opmærksomme på at bygge blandede boligområder, så vi også favner hr og fru Danmark, mener René Skau. Foto: Simon Jeppesen

”Sørg for, at der er kompetente ansatte, der kan mere, end du selv kan. Sørg for at hyre nogen, der ikke ligner dig selv. Som har andre kompetencer. Så er det direktørens fornemste opgave at samle og bruge den viden på bedste vis.

René Skau Björnsson

Direktør i Boligkontoret Århus

Et mantra om at bygge småt

Men der skal ikke kun bygges småt til ældre og enlige, slår boligdirektøren fast.

”Der er et mantra om, at vi skal bygge små billige boliger. Men vi skal være opmærksomme på at bygge blandede boligområder, så vi også favner hr og fru Danmark. Det vil sige dejlige store familieboliger, så vi tilbyder boliger til mennesker fra forskellige lag og forskellige behov. På den måde opstår der en sammenhængskraft mellem mennesker, og vi undgår, at den almene boligsektor bliver ren social housing,” siger boligdirektøren og tilføjer:

”Jeg kan godt frygte, at politikere vil have den almene sektor til at tage sig af alle de psykisk syge og de skæve eksistenser. Det skal vi også. Men vi skal også bygge boliger til alle de andre, der har brug for en bolig til en husleje, der er til at betale.”

De sure gamle mænd

En anden mærkesag for René er beboerdemokratiet, som han mener halter mange steder.

”Vi mangler alle de unge i beboerdemokratiet. Der er ikke ret mange under 50, der engagerer sig. Og det er en skam, for det er altså en væsentlig forudsætning for den almene boligsektor, at man har medindflydelse på, hvad der skal bygges, hvordan afdelingen skal se ud, hvordan vi er overfor hinanden. Men det er et grundlæggende demokratisk problem, at de yngre generationer tager demokratiet for givet og derfor ikke engagerer sig. Måske er en del af forklaringen også, at de bliver mødt af ”sure gamle mænd”, der vil bestemme det hele. Det skal jo gerne være en positiv oplevelse at være aktiv. Så vi bliver nødt til at finde en model, så vi får det her demokrati til at blomstre igen.”

Et af Renés ønsker for fremtiden er, at han, når han engang forlader jobbet i Aarhus, har bidraget til, at beboerdemokratiet er levende.

”At folk får optur over at være sammen med naboer og drøfte, hvordan man bor godt sammen.”

”For hvis ikke vi får det til at fungere, er der en fare for, at det bliver politikerne, der træffer beslutninger på den almene sektors vegne,” siger han.

Har du et godt råd fra boligdirektør til boligdirektør?

”Sørg for, at der er kompetente ansatte, der kan mere, end du selv kan. Sørg for at hyre nogen, der ikke ligner dig selv. Som har andre kompetencer. Så er det direktørens fornemste opgave at samle og bruge den viden på bedste vis.

”Sørg for at have et højt niveau af videndeling. Da jeg kom ind i den almene sektor for 6 år siden, havde jeg en oplevelse af, at alle boligorganisationer synes, de var helt unikke. Og at alle holdt kortene lidt for tæt til kroppen. Det er en skam, for der er brug for, at vi er åbne, deler viden og erfaringer med hinanden og bliver bedre til at samarbejde på kryds og tværs,” siger han.

Parfumesælgeren

Du har startet en parfume-kæde i dine unge dage. Hvad har det givet dig med i din videre karriere?

”Ha ha, ja, det er en god historie. Jeg var økonomistuderende og ledte efter et godt studiejob sammen med en ven. Vi forsøgte at importere lædervarer, og vi prøvede med smykker fra Thailand, men det blev ikke til noget. Så faldt vi over muligheden for at lave parallelimport af parfume og kosmetik, og vi startede en lille butik på Bruuns Bro i Aarhus i 1991. Der var kilometerlange køer ned ad gaden fra morgen til aften, og det kom både i Jyllands-Posten og TV Avisen.”

Parfumediscount hed butikken, som i løbet af nogle år voksede til 12 forretninger over hele landet.

”Det var en sjov tid, hvor mit iværksætter-gen fik frit løb. Det var sjovt at starte sit eget op fra bunden, og jeg lærte en masse om, hvor vigtigt netværk, styr på økonomien og mod til at prøve nyt er. Det har jeg kunnet bruge hele vejen siden, og jeg er sikker på, det også kommer Boligkontoret Århus til gode,” smiler René.

Læs senere artikler

Boligdirektør: "Vi har et ansvar for at udvikle os"

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Christina Holm 05008
Christina Ove Holm

Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.

Seneste Artikel

Fra skimmel til fare for kollaps: ”Det var en enorm beslutning at tage, men jeg var ikke i tvivl”

Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.

Seneste Artikel

Fra skimmel til fare for kollaps: ”Det var en enorm beslutning at tage, men jeg var ikke i tvivl”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2956 )

0

Læseliste