Når indlæggelser bliver til udlæggelser

Til forveksling ligner bygningerne traditionelle plejeboliger udefra. Det har sin rigtighed ved, at det faktisk har været almene plejeboliger.

Men udsigten til dem adskiller sig i høj grad fra andre plejeboliger, ved at sygetransporter ofte kører op foran bygningerne, og beboerne køres ind på bårer. Forklaringen er, at de tidligere plejeboliger i dag er ombygget til et alment ejet rehabiliteringscenter drevet af Viborg Kommune.

Den rigtige pleje

Sygehusene udskriver folk tidligere og tidligere. Kan borgerne ikke klare sig i eget hjem, overtager kommunerne ansvaret og patienten. Det er så kommunernes opgave at sikre, at patienterne rehabiliteres til at klare sig i eget hjem.

”I mange kommuner foregår det på midlertidige pladser, som ofte er placeret på plejecentre. Det gjorde det også i Viborg. Her blev de udskrevne borgere passet som almindelige plejehjemsbeboere. Men det rehabiliterede ikke tilstrækkeligt. Og målet var jo, at borgerne, så vidt muligt, skulle fortsætte deres liv i eget hjem,” forklarer Kristine Stange, sundhedschef i Viborg Kommune.

”Vi fandt ud af, at hvis vi samlede flere af borgerne på ét sted, så kunne vi samle de rette tværfaglige kompetencer om borgerne: Ergo- og fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter samt sygeplejersker. Det har betydet, at vi i højere grad kan tilbyde rehabilitering, som giver borgerne mulighed for igen at mestre deres eget liv i eget hjem efter et kortere ophold hos os,” fortsætter hun.

Behovet har ændret sig

Det var tidernes ugunst for to mindre plejecentre, som banede vejen for den optimale løsning.

”Behovet for plejeboliger har ændret sig. Hvor vi tidligere havde folk i plejeboliger, som var 65 år og med små skavanker, så er man i dag betydeligt ældre og meget mere plejekrævende, når man kommer på plejehjem,” forklarer administrerende direktør for Boligselskabet Sct. Jørgen, Ole Nielsen.

Kommunen besluttede derfor at inddrage to plejecentre til rehabilitering med tilsammen 64 pladser. Sammen udviklede kommunen og boligorganisationen projektet, der muliggjorde ombygningerne.

Rehabiliteringscenteret stod færdigt i 2014. Mere hjem end hospital.

”Der stilles naturligvis helt andre krav til indretningen af et rehabiliteringscenter end til plejeboliger. Men fordi det er tidligere plejeboliger, så er de fra starten bygget med maksimal tilgængelighed og den nødvendige plads til, at medarbejderne kan komme til. Der er eksempelvis plads til en medarbejder på begge sider af beboeren i forhold til alle badeværelsets funktioner. Ligesom der eksempelvis er liftskinner i loftet,” forklarer Ole Nielsen.

”Institutionen skal naturligvis kunne meget af det, et hospital kan. Men vi har bestræbt os på, at boligerne, så vidt det er muligt, skal være mere et hjem end en hospitalsstue. For eksempel indrettet med eget køkken,” fortsætter han.

Et tiltag, der værdsættes af den ansvarlige fra kommunen.

”Det er i høj grad med til at motivere patienterne til at ville klare sig selv og til at komme rigtigt hjem,” siger Kristine Stange.

“Det har naturligvis en begrænsning. Typisk er det sådan, at boligerne minder om en medicinsk stue på sygehuset den første uge. Men derefter begynder det at minde mere om et hjem, hvor borgerne efterhånden selv klarer fornødenheder som hygiejne med mere,” fortsætter hun.

De fra hospitalet udlagte borgere bor i gennemsnit en måned på rehabiliteringscenteret. 75 procent af beboerne er udlagte fra hospitalet. 25 procent har boet hjemme, men må ind igen, fordi de får det dårligere.

Ingen læger

Det er ikke kun i indretningen, at der er forskel på et hospital og rehabiliteringscenteret.

”Der er i alt 115 ansatte på centeret. Af dem er 15 terapeuter og 15 sygeplejersker. Resten er social- og sundhedsassistenter.

Men vi har ikke læger fast tilknyttet centeret. Borgerne tilses i stedet af deres egen praktiserende læge. Det betyder, at vi jævnligt har alle byens læger på besøg,” forklarer Kristine Stange.

”De første 72 timer efter udskrivelsen fra hospitalet er det dog lægerne på hospitalet, der har det lægefaglige ansvar. Og det er godt, fordi det er den periode, hvor det er mest kritisk. Får en borger det utilsigtet dårligt, kan vi så kontakte en sygehuslæge, som lægger en plan for, hvad der så skal ske,” fortsætter hun.

Sundhedschefen understreger, at rehabiliteringscenteret er en skattet arbejdsplads for de ansatte.

”Mange af borgerne kommer liggende i en sygetransport. Medarbejderne siger tit, at det mest motiverende er, at de gennem deres arbejde hjælper borgerne til selv at kunne gå ud fra centeret, når de udskrives,” siger hun.