02. MAJ. 2024 KL. 09:00

Almen boligorganisation overtager strandet byggeprojekt

Byggeplads (1)

I dag står Boligorganisationen Tårnbyhuse som bygherre på det store skilt ved indgangen til byggepladsen. Foto: Heidi Andersen

Boligorganisationen Tårnbyhuse vil videreføre byggeriet af halvfærdige ældreboliger i Tårnby. Et projekt, som oprindeligt var privatbyggeri, men nu bliver alment.

I Boligorganisationen Tårnbyhuse har direktør Torben Hansen lige underskrevet skødet på en forladt byggegrund med 28 halvfærdige ældreboliger på Amager.

Et alment byggesagsforløb, som ikke har været, som det plejer. Byggeriet blev nemlig i 2020 sat i gang af OK-Fonden med byggestart i januar 2022 – og dernæst opgivet, da entreprenørselskabet på byggeriet gik konkurs i sommeren 2022. Siden har byggepladsen stået tom og ventet på en ny ejer.

”Lige om lidt får vi nøglerne til byggegrunden og de påbegyndte rødstens-rækkehuse, som vi så starter forfra med som alment boligbyggeri. De skal danne ramme for 31 moderne ældreboliger med en god beliggenhed her i Tårnby. Det passer så fint ind i vores strategi med at bygge boliger til både unge og ældre,” fortæller Torben Hansen.

Sammen med Tårnby Kommune har Boligorganisationen Tårnbyhuse aftalt, at de overtager ansvaret for at færdiggøre og drive afdelingen med almene ældreboliger – som skal hedde Præstehaven. Kommunen får nogle af boligerne til anvisning, og resten går til boligorganisationens venteliste.

De første boliger skal efter planen står klar til indflytning i januar 2025.

Artiklen fortsætter under billedet.

Torben Hansen Tårnbyhuse (1)

1 / 1Torben Hansen, direktør i Tårnbyhuse

"Nu fikser vi det og får 31 ældreboliger i god kvalitet op at stå til glæde for vores borgere i kommunen. Vores egne beboere bliver jo også ældre og kan måske se ideen med at komme på venteliste til de nye ældreboliger."

Torben Hansen, direktør i Tårnbyhuse

Uventet forespørgsel

I januar 2023 blev Boligorganisationen Tårnbyhuse kontaktet af Tårnby Kommune med en forespørgsel, om de var interesseret i at overtage og færdiggøre byggeriet af de 28 ældreboliger. Før det havde Jyske Bank (OK-Fondens bank) spurgt, om de kunne være mulige købere af boligprojektet.

”Vi er som regel altid åbne overfor muligheden for at bygge almene boliger i kommunen. Men vi skulle samtidig sikre os, at det ikke kunne give bagslag, at vi overtog en byggeplads og et byggeri, som vi ikke selv havde været med til at projektere,” fortæller Torben Hansen.

Efter organisationen havde sikret sig, at økonomien i at færdiggøre og drive boligerne var bæredygtigt for organisationen, blev det på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 22. maj 2023 besluttet, at Boligorganisationen Tårnbyhuse overtog byggeriet i samarbejde med Jyske Bank og Tårnby Kommune.

Kommune bifalder ejerskiftet

I april har Tårnbyhuse nu opnået de nødvendige godkendelser fra relevante myndigheder, og kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune har vedtaget, er boligorganisationen overtager byggeprojektet.

”Vi har i forvejen et rigtig godt samarbejde med Tårnbyhuse, og seniorboliger er noget, vi oplever stor efterspørgsel på. Derfor glæder det mig også meget, at Tårnbyhuse har overtaget byggeriet af de 28 ældreboliger (nu 31), efter den tidligere entreprenør gik konkurs,” siger Allan S. Andersen, borgmester i Tårnby Kommune.

Han tilføjer, at det ligger kommunen meget på sinde at sikre, at de har et bredt udvalg af boliger, og især almene boliger, som er tilpasset borgernes behov i forskellige livssituationer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Processed 69174E0D DD73 4CA1 9EB9 861042956A71

1 / 2Der står lige nu 28 halvfærdige rækkehuse, som skal blive til 31 almene ældreboliger. Foto: Heidi Andersen

Processed 43BBF96D A8F5 42B3 9802 B1D2940286E9

2 / 2Tårnbyhuse har købt rub og stub på byggepladsen, inklusive de røde mursten. Foto: Heidi Andersen

OK-Fonden medvirket til løsning

I OK-Fonden udtaler de, at de er meget kede af, at entreprenørens konkurs har medført ændringer i det planlagte byggeri.

”Vi har sammen med sagens øvrige parter medvirket konstruktivt til, at der nu er fundet frem til en løsning, hvor byggeriet kan færdiggøres. Vi har i hele processen prioriteret det udkomme højest og er glade for, at byggeriet kan sættes i gang i en anden ramme,” skriver de i en mail til Fagbladet Boligen.

I tråd med ungdomsboliger

Ifølge Torben Hansen vil de kommende ældreboliger uden tvivl blive eftertragtede, da de ligger med lægehus og supermarked i baghaven og bus og togstation lige om hjørnet. Han glæder sig derfor til at komme i gang.

”Nu fikser vi det og får 31 ældreboliger i god kvalitet op at stå til glæde for vores borgere i kommunen. Vores egne beboere bliver jo også ældre og kan måske se ideen med at komme på venteliste til de nye ældreboliger,” siger Torben Hansen.

Boligorganisationen har indgået aftale med en totalentreprenør om at få bygget de 31 ældreboliger og fællesområdet omkring klyngerne af rækkehuse.

For kort tid siden fik Tårnbyhuse nøglerne til 96 færdigbyggede ungdomsboliger, som ligger meget tæt på de kommende ældreboliger. Nu skal de bygge til det modne segment af befolkningen. 

”Vi har lige bygget til de unge, nu bygger vi til de ældre. Vores plan er at lave et driftsfællesskab mellem de to afdelinger, så det passer som fod i hose,” afslutter Torben Hansen.

Læs senere artikler

Storentreprenør konkurs: Rammer flere almene byggerier

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Se de nyvalgte i BL’s kredse

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Se de nyvalgte i BL’s kredse

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2898 )

0

Læseliste