26. JUN. 2024 KL. 08:00

Boligdirektør: ”Jeg har det lidt svært med rigide systemer”

Youtubeartikel Fotos (8)

Søren Sørensen er administrerende direktør i HAB i Haderslev. Han er stor tilhænger af nærdemokratiet og bæredygtighed – men de almene systemer må godt være mere smidige, mener direktøren.

”Jeg har nærmest hele mit arbejdsliv kæmpet for en sag.”

Sådan lyder det fra Søren Sørensen, som i sommeren 2023 satte sig i direktørstolen i HAB i Haderslev. Han er en mand, der er rundet af demokratiske værdier, og hvor retfærdighed, rimelighed og ordentlighed fylder i hans hverdag.

”Som mangeårig tillidsrepræsentant og forbundsformand i fagbevægelsen har jeg kæmpet for folks rettigheder på arbejdspladsen. Nu kæmper jeg for beboernes ret til en god bolig og et godt liv,” siger Søren Sørensen om sit nye mandat som direktør i HAB.

Han håber, at han kan være med til, at flere beboere tager beboerdemokratiet til sig, og at han som direktør kan bidrage til at skabe bedre vilkår for, at de almene boligorganisationer kan udvikle endnu bedre boligkoncepter, end de kan nu.

Den nye boligdirektør ser nemlig mange kvaliteter i den almene sektor, som han mener, vi skal værne om.

”Vi er driftssikre, besindige og gammelkloge. Det er vigtige kvaliteter, hvis vi skal fremtidssikre boligmassen og skabe gode liv fremover,” lyder hans tese på det gode boligliv.  

Hjertet banker for beboerdemokratiet

Søren Sørensen er af den holdning, at gør man beboerne til ”herre i eget hus”, så trives de bedre. Det er en værdi, han i sin almene direktørstilling gerne vil bidrage til.

”De, der lader sig vælge til en bestyrelse eller bidrager til fællesskabet i boligafdelingen, de har noget på hjerte og vil gerne hjælpe andre. De er totalt yndlingsmennesker. Sammen med dem får vi skabt de bedste rammer for et godt hjem,” lyder ”kærlighedserklæringen” fra boligdirektør til beboer.

Han ved også om nogen fra sin tid som formand i HK Privat Østjylland, hvad det nære demokrati er for en størrelse, og at den demokratiske forståelse ikke kommer af sig selv.

”Den skal masseres ind i folk, så de forstår, hvad de kan bruge demokratiet til. Og det kan godt være lidt op ad bakke, især når det kommer til de yngre generationer. Ofte ved de ikke, hvor de kan søge indflydelse, eller også risikerer vi at miste dem til de organisatoriske krav, de er oppe imod i nogle bestyrelser. At få skabt mere smidighed ser jeg som en spændende udfordring,” siger han.

Han bruger derfor så meget tid som muligt på at komme ud i afdelingerne for at møde beboerne i den hverdag, de lever i – så han får en forståelse for, hvad de har brug for af hjælp og støtte fra administrationen, og de får en forståelse for, hvor vigtigt deres engagement er.  

”Vi skal som boligorganisation være stolte af at betjene de beboere, som værner om selvbestemmelsen og beboertrivslen. Det er et arbejde med enorm stor mening og værdi. Derfor tager vi meget entusiastisk imod nye beboere, som kunne have lyst til at snuse til beboerdemokratiet.”

Om Søren Sørensen

Søren Sørensen har siden september 2023 været direktør for HAB med 51 ansatte og 2.500 boliger.

Inden da var han formand i HK Privat Østjylland i 8 år.

Han sidder i dag i Arbejdernes Landsbanks regionsråd i Syd- og Sønderjylland.

Privat er Søren aktiv og har besteget bjerge over hele verden. Han drømmer om at gennemføre Snowman Trek i Bhutan, som er det ypperste indenfor trek-verdenen.

Han er også stor fan af rockmusik og er fast inventar på Roskilde Festival og Smukfest, hvor han også får tid til at passe boden Farmors Tarteletter.

Søren Sergent

1 / 1Søren Sørensen som sergent i Flyvevåbnet, hvor han troede, han skulle gøre lang karriere. Men forsvaret havde for rigide regler til hans smag, så han søgte på universitetet i stedet, hvor han har taget tre kandidatgrader.

"Som almen forening vil jeg gerne være med til at slå et slag for fællesskabets solidaritet. Hele samfundet bliver bedre, hvis vi hjælper de svageste."

Søren Sørensen

Læs senere artikler

Boligdirektør: ”Vi skal huske at have mennesket i fokus”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Fra parfumesælger til boligdirektør

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Bred vifte af kompetencer

Søren Sørensen er en herre, der siden sin ungdom har orienteret sig bredt – både i uddannelsessystemet og i sit arbejdsliv.

Han har blandt andet fuldført tre kandidatgrader – i statskundskab, jura og filosofi. Kundskaber, som siden har understøttet hans arbejde med mennesker og rettigheder.

”Jeg troede, jeg skulle være officer i Flyvevåbnet. Men jeg kunne ikke arbejde med et så rigidt og gammeldags system, så det blev kun til sergent. I stedet blev jeg jord- og betonarbejder, og så tog det fart med min faglige karriere som tillidsmand, faglig konsulent og sidst som formand for HK Privat Østjylland,” fortæller han.

Han føler, at det har været et naturligt spring at komme over i den almene boligsektor, hvor han fortsat arbejder med mennesker og livsvilkår, interessevaretagelse og forhandlinger med eksterne parter, såsom kommunen.

”Som almen forening vil jeg gerne være med til at slå et slag for fællesskabets solidaritet. Hele samfundet bliver bedre, hvis vi hjælper de svageste,” understreger han.

Grøn byggelegeplads

Selvom Søren Sørensen er stor tilhænger af den almene kerneopgave; at bygge gode kvalitetsboliger for alle, mener han, at der er plads til forbedring, når det kommer til grønne løsninger i det almene byggeri.

Han så gerne, at alle almene boligorganisationer – uanset hvor i landet de befinder sig – havde lige muligheder for at bygge og renovere med flere bæredygtige materialer. Sådan er det ikke i dag, siger han:

”Her på vores kanter af landet er vi presset på huslejen, fordi det i Vandkantsdanmark ofte er billigere at bo i ejerbolig end i almen bolig. Derfor kommer lav husleje og driftssikkerhed før bæredygtighed, når vi projekterer nybyggeri og renoveringer. Og det kan da godt ærgre mig, at vi ikke har bedre mulighed for at prioritere grønne løsninger,” forklarer han.

Han er i bund og grund tilhænger af, at den almene sektor burde være legeplads for eksperimenter indenfor grønt byggeri. At sektoren bliver en del af et innovationscenter, som forsker i nye bæredygtige byggematerialer, så bæredygtighed og ikke pris bliver den afgørende faktor i det almene byggeri.

”Ellers bliver vi bagstoppere fremfor frontløbere inden for bæredygtigt byggeri – og det har vi og klimaet ikke råd til,” understreger direktøren.  

Social bæredygtighed er klasse

Søren Sørensen tænker ikke kun i grøn bæredygtighed i byggeriet. Han ser også den almene sektor som en stor del af løsningen på den sociale bæredygtighed.

”Nærhed i sundhed er genialt. Det er social bæredygtighed, så det batter. Vi kan hjælpe med sundhedstilbud, så vi mindsker den sociale ulighed og gør Danmark mere social bæredygtigt,” siger han begejstret for den politiske dagsorden, som fylder meget i BL og sektoren i denne tid.

Han mener ikke, at man kan lægge alt over til kommunen, og at det giver mening at hjælpe folk der, hvor de bor.

”Det er jo egentlig ret lavpraktisk. Vi skal hjælpe dem, der ikke har så meget. Det kan vi gøre ved at have et trygt nærmiljø.”

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2979 )

0

Læseliste